S C Sommerfelt - Physisk-oeconomisk beskrivelse over Saltdalen

Jan Dagfinn Monssen

Lokalhistorie

Søren Christian Sommerfelt - Physisk-oeconomisk beskrivelse over Saltdalen

Av Jan Dagfinn Monssen

Søren Christian Sommerfelt (1794 - 1838) var sogneprest i Saltdal 1818 - 1824. I 1827 fikk han utgitt "Physisk-oeconomisk Beskrivelse over Saltdalen i Nordlandene". Beskrivelsen fra Saltdal omfatter topografi, geologi, klima, planter, dyreriket, befolkningen, eiendomsforhold, byggeskikk, klesdrakter, gjestebud, matskikker, drikkevaner, næringsliv, jordbruk, fiske, båtbyggeri og husflid. Her er også en oversikt over dialektord samt et kart over Saltdalen prestegjeld. Ikke noe sted finnes en så inngående og detaljert samtidsdokumentasjon fra Saltdal som her.

 

Om nyutgivelsen av Sommerfelts Saltdalsbeskrivelse i 1994 skrev "Nordlandsposten":

 

"Det har mange ganger vært snakket om å gi ut en faksimileutgave av boken, men hver gang har dette blitt frarådet. Det er ikke så mange i dag som behersker datidens gotiske skrift, og en nyutgivelse ville derfor neppe bære seg økonomisk. Men nå har saltdalingen Jan Dagfinn Monssen løst problemet. Boken er oversatt fra gotisk til latinsk skrift, og vi skulle tro at den vil vekke interesse langt utenfor Saltdals grenser."

 

Avdelingsarkivar Knut Sprauten, Riksarkivet:

 

"Vi synes at dette er en viktig publikasjon som har krav på allmenn interesse, men mener også at den blant annet må kunne egne seg godt til kildestudium for historiestudenter."

 

Professor Nils Magne Knutsen, Universitetet i Tromsø:

 

"Sommerfelts Beskrivelse over Saltdalen er en av de sentrale historisk-topografiske beskrivelser fra Nord-Norge på 1800-tallet, og jeg synes det er en utmerket ide å gi denne teksten ut i bokform. De gamle tekstene om Nord-Norge er altfor lite kjent, selv blant historisk interesserte lesere i landsdelen. Jeg håper boka får mange lesere."

 

Statsmeteorolog Kari Wilhelmsen, Vervarslinga i Nord-Norge:

 

"Jeg har gått igjennom kapittelet OM KLIMAET. Klimaet og været i Saltdalen er stort sett godt og riktig beskrevet. De eldste værobservasjonene fra Norge er fra Oslo 1839 - 1927. Men Sverige har en serie fra Stockholm 1756 - og en nesten like lang fra Uppsala. Observasjonene fra Saltdal kan bli et verdifullt supplement til disse seriene og sammen med de svenske kan de gi en bedre geografisk forståelse av klimaet på denne tiden."

 

Forsker Magne Gustavson, Norges Geologiske Undersøkelse:

 

"Innledningsvis er det en god beskrivelse av hvordan elva graver og skifter løp, også detaljerte beskrivelser av lagfølge og materialtype (sand) i elvemelene. Leirfall nevnes ved gården Medby, ved Evensgård. Sommerfelt erkjenner at havet må ha stått høyere. Flere funn av marine skjell i avsetninger er nevnt med flere navngitte arter. Sommerfelt hadde tydelig både interesse og blikk for mineraler og gir ganske detaljerte beskrivelser av bergartenes petrografi og mer spesielle mineralforhold. Det er viktig å være klar over at han ikke hadde særlig mange andre hjelpemidler enn øyet. Sommerfelts mineralbeskrivelser virker tilforlatelige."

 

Her gjengis utvalgte avsnitt:

 

 

Sjette Capitel.

OM INDBYGGERNE.

 

Indbyggernes Antal ved Enden af Aaret 1823 var 1049. Ved Eftertælling i de gamle Ministerialbøger fra 1730 har jeg fundet de Fødtes Antal fra bemeldte Aar til 1823 at være 2453, de Dødes 1777, altsaa et Overskud af Fødte stort 676. Dette skulde altsaa vise Folkemængden 1730 kun at have været 373. Dette synes lidet og man kunde fristes til at antage Feil i Fortegnelserne; men naar derimod tages i Betragtning, at blot i de 6 Aar, fra 1818 til 1823, for hvis Rigtighed jeg selv kan indestaae, de Fødtes Overskud har været 136, synes det Forrige ikke saa urimeligt; thi det samme sunde Klima, en endnu sundere Levemaade ‑ Brændeviinsdrikken o. s. v. var dengang ikke saa overhaandtagende, ‑ ligesaa let om ikke lettere Næringsveie ‑ Skovene da i Flor og Gaardene ei saa udstykkede, ‑ var dengang, som nu, at man i Forhold til de sidste Aar snarere skulde formodet en endnu større Tilvæxt, end den Anførte; men herimod maa paa den anden Side erindres Børnekopperne, der stundom, naar de grasserede, gjorde de Dødes Antal ligt med 2 Aars Fødte. Saa omtrent udviser Ministerialbøgerne det.

 

Derimod bringer det lidet Folkeantal, som den Tid fandtes, mig til at antage, at Indbyggerne i denne Dal, som i mange flere, ere ganske uddøde ved den sorte Død, og at den først temmelig længe efter igjen lidt efter lidt er blevet bebygget, uden Tvivl først ved svenske Nybyggere og Lapper[1]. Hertillede mig Navnene paa de i selve Dalen unægtelig ældste 3 Gaarde, Nestbye ): den Søen nærmeste Bye, Midbye ): den midterste Bye og Syndbye ): den syndste eller sydligste Bye, men det svenske Ord Bye er, ligesomdet gamle nordiske Ord Bær, og det i Norge saavel enkelt som i Sammensætninger brugelige Navn Bøe, eensbetydende med vort Gaard, især som her beboet af flere Grander. Desuden findes ikke flere Gaarde som i sitt Navn have denne Endelse.

 

Ligesaa have de fleste Elve havt Navn af Aaer, f.Ex. Kimaaen, Rusaaen,Tveraaen, hvilket Ord nu er saa ubrugeligt og ukjendt, at mange af disse have siden faaet dobbelte Endelser, f.Ex. Sesaaeelv, Rusaaeelv. Naar disse første Gaarde bleve bebyggede, vides ikke.

 

Kun om Fiskevaag, hvoraf nu det Halve er Præstegaard, haves Efterretning. Først 1554 kom did Jans Olsen, som Rydningsmand og Nybygger, men naar denne Gaard, som formedelst sin nære Beliggenhed ved Søen ): Fjorden, saavelsom formedelst sin Jords Beqvemhed til Dyrkning, i det dens Marke næsten overalt ere flade og jævne, ei før blev optaget, da kan vist med temmelig Vished sluttes, at ei heller de Øvrige meget længe tilforn ere optagne.

 

Ei heller udgjorde Saltdalen noget Sogn eller Præstegjeld for sig selv før 1650. Indtil den Tid søgte de til den 2 1/2 Miil bortliggende Skjerstad Kirke. Efter Almuens Ansøgning formedelst Veiens Besværlighed til Skjerstad blev dem ved Fredrik 3dies Reskript af 21de December 1650 tilladt at holde og lønne sig selv en Præst, og blev som saadan beskikket Hr. Morten efter Amtmand Preben v.Ahnens Bevillingsbrev, dateret Bodøegaard den 29de November 1651. Da var detog at Almuen, for at forøge Præstens alt for lille Indtægt, forbandt sig til at betale den saa kaldte Juleskjænk, som bestaaer i et Kjødlaar og 8 til 12 Lys hvert andet Aar af hver Mand, og hvert Aar 32 Skilling i Penge.

 

I dette Aar opbyggede da ogsaa Almuen et lidet Kapel, uden om hvilket siden den nuværende Kirke blev opbygget 1776, som er en liden Korskirke uden nogen videre Mærkelighed; kun malet og vel vedligeholdt, uagtet at lige indtil den sidste Lov angaaende de nordlandske Kirkers Salg af 1ste August 1821 fuld Kirketiende har været ydet af Almuen til Missionskassen, skjøndt de imidlertid selv eiede og vedligeholdt sin Kirke, og kun af bemeldte Fond fik til Brød og Viin ved Altergang,samt et Bidrag til Skolekassen. Efter bemeldte Frederik 3dies Reskript var Præstegjeldet imidlertid kun som et residerende Kapellanie under Bodøe, da al Tiende tilligemed Bygselsgodset tilfaldt Sammes Præst. Til et eget Sognekald med frieTiende blev det først i Præsten Fyrstenbergs Tid ved Reskript af 8de Juni 1770. Dog tilfalder endnu Indtægten af Bygselgodset Bodøes Præst.

 

Af de nuværende 1049 Mennesker ere 119 Gaardmænd ): som bruge matrikuleret Jord; 7 Huusmænd med et Jordstykke til Dyrkning; 7 med Huus uden noget Jordstykke; 4 uden baade Huus og Jord , der altsaa leve som Inderster, af hvilke der ogsaa gives Nogle, fornemmelig Forældre, som have opgivet sine Brug for sine Børn mod at beholde Ret til en vis Udsæd og til visse Kreaturers Fodring, og endelig 6 Rydningsmænd eller Nybyggere, der beboe Pladse, som endnu ikke ere skyldsatte.

 

Folket er i Almindelighed sundt, ført og stærkt, saavel Mænd som Qvinder. Dog tales derom, at Mændene i de forrige Generationer vare langt stærkere og kraftfuldere. Maaskee tildeels laudatio temporis anteacti; dog ei heller usandsynligt. Dog vist ikke af den Aarsag, som nu i Almindelighed angives, nemlig at Guttene for unge tages til svært Arbeide, især Vinterfiskeriet; thi vel muligt, at de nu ere mindre føre, naar de først begynde at reise i Færden (saa kalde de at reise paa Vinterfiskerie), men neppe fordi de nu tages yngre, men fordi de i den samme Alder nu er svagere end den Tid, og hertil findes en anden saare naturlig Aarsag, nemlig den med Tiden altid mere almindelige og om sig gribende Brug maaskee af Tobak, men især af Brændeviin - denne Nationens Caries, der fortærer dens Kraft ikke mindre i physisk end i moralsk og politisk Henseende.

 

De ere i Almindelighed af middelmaadig Vext med brune Haar, og blaae saavel som brune Øine. Nok saa smukke Mænd synesat findes i Nabosognet, men derimod har, i Henseende til Qvinderne, dette Sogn et stort Fortrin. Meget smukke Piger ere ikke sjeldne - hæslige derimod sjeldne - især i Alderen fra 16 til 18 Aar, men efter den Tid lægge de sig ud til en altfor stor Førlighed ved det tunge Arbeide, som her er deres Beskjeftigelse. De have derfor ogsaa en for Qvinder ualmindelig Styrke. De fleste voxne Piger bære sin Tønde Korn fra Laden paa Staburet; Ingen tager mindre end en halv af Gangen.

 

Siden Børnekopperne nu ere udryddede ved Vaccinationens almindelige Indførelse, grasserer her kun sjelden almindelige Sygdomme; det være da,at de fra Vinterfiskeriet i Lofoten føre Forraadnelsesfeber med sig. Dette er ei saa ganske sjeldent, og synes næsten underligt, at det ikke skeer oftere, naar man kjender det Liv, som de i 2 til 3 Maaneder føre derude. Her har Bøigden ikke været hjemsøgt deraf siden 1809, men da døde ogsaa mange deraf.

 

Siden voldte Hungersnøden i 1813 stor Dødelighed, men neppe her nogen smitsom Sygdom, ligesom den vel og her var mindre trykkende end i de omliggende Egne, fordi Folket i Almindelighed forhen var mere velstaaende. Radesyge ligesom Venerisk Syge ere her meget sjeldne. I min Tid har Ingen været smittet, hvortil den afsides Beliggenhed i begge Henseender bidrager, da der hverken falder saa meget Samqvem med Fremmede, ikke heller saa megen Fiskespise.

 

Hvad der endnu meest fylder Mortalitets-Listerne er den tidlige Daab, som her neppe aflægges før en udtrykkelig Befaling desaarsage udkommer, skjøndt det vel ikke er nu fuldt saa slemt som det har været. Dog ere ogsaa i de sidste Aar Børn komne til Kirken i Februar, som vare fødte samme Morgen, men noget længere tilbage har man Exempel paa, at Barnet fødtes om Formiddagen efter at Kirkefolkene vare reiste, men dog sendtes efter til Kirken den samme Dag, og det var Vinter. Ei Under da, at saa ofte næste Søndag det Barn begraves,som den forrige døbtes.

 

Af Barselkoner døe ikke mange, skjøndt det vist nok ikke er Behandlingens Skyld. Men stærke Legemer udholde meget, og stærkt bevægende Arbeide indtil den sidste Tid giver lette Fødsler. Brændeviin med Peber og desligt er da gjerne det Første, og som et ganske nødvendigt Reqvisit for at blive frisk igjen ansees suurt Øl, hvori opskaaret Reenost. At det skal være suurt, ansees nok just ikke for nødvendigt, men da her ei brygges Øl oftere end til Julen, kan det gjerne uden Usandhed lægges til.

 

I Almindelighed blive derfor Folkene her velbedagede 60 til 70 Aar, og mange derover. Fra 1730 har jeg i de gamle Ministerialbøger fundet antegnet 4, som naaede en Alder af 100 Aar, og den høieste 108. Dog bruges egentlige Læger her næsten aldrig. Nu er det en physisk Umulighed, da den Nærmeste boer 25 Mile herfra, men og forhen, da Lægen boede paa Bodøe, søgte de ham saare sjelden.

 

Derimod tage de sin Tilflugt til kloge Koner eller Mænd, som skulle vide mere end Andre. Saaledes er der en Kone i Misvær-Fjorden i Skjerstad, til hvilken de næsten uden Undtagelse søge hen i enhver alvorlig Sygdom. Naar undtages, at hun afholder dem fra at søge betimeligt Raad hos Kyndigere, kan hun neppe siges at gjøre nogen Skade ved sit Qvaksalverie, da hendes Medikamenter efter Sigende skulle være heelt uskyldige, nemlig Vand, som hun varmer paa forskjellige Stene paa Marken efter Sygdommens Beskaffenhed, hvortil dog kommer adskillige særdeles Forholdsregler under Sygdommen f.Ex. at den Syge ikke maa opvartes af sine egne Børn eller Folk, men af et fremmed Menneske,o.s.v. Deslige Raad synes de godt om, ligesomAlt hvad der har Præget af det Overnaturlige og Hemmelighedsfulde finder hos Dem meest Bifald og Tiltroe, hvilket vel ogsaa næsten maa saa være hos dem, som lidt eller intet ere bekjendte med de almindelige Naturens Virkningslove, og de naturlige Tings Virkninger.

 

Sindssvaghed er meget almindelig. I dette lille Præstegjeld lever for nærværende Tid ikke mindre end 8 Mennesker, som i kortere eller længere Tid have været saa rasende, at de have siddet bundne. Men i Almindelighed, efter at have været en Tid lang i denne ynkelige Forfatning, komme de igjen til sin Forstands Brug. Kun een Pige har i mangfoldige Aar været som et vildt Dyr. I den ældre Tid finder jeg antegnet i Ministerialbogen om en Kone paa henved 70 Aar, som i meget lang Tid havde været aldeles vanvittig, men som,da hun ble syg til Døden, ganske pludselig fik sin Forstand igjen. Skjøndt Selvbesmittelse, en Last mere almindelig blandt Bondestanden end man skulde troe, unægteligt undertiden er Aarsagen, saa kan den neppe altid være det,men synes at røbe en særegen Svaghed i deres Sjæls Kræfter.

 

1) Lapperne eller Finnerne ‑ de kaldes her med begge Navne, men dog jevnligst med det svenske Lap ‑ ere ikke nu mange her i Sognet. Deres Antal gaaer ikke over 68, og skjøndt deres Antal vistnok forhen var langt større, saa er dog upaatvivleligt mange svenske Fjeldfinner indberegnede blandt de 250, som angives at have været her i 1720, da Lektor v. Westen havde dem forsamlet. De adskilles som bekjendt, i Bufinner, som boe nede i Bøigderne i faste Bopæle, og Fjeldfinner, eller som de i Almindelighed her kaldes Østlapper, fordi de komme hid Østen fra Sverige ‑ der føre Nomadeliv paa Fjeldene, og kun enkelte Gange for Handelens Skyld komme ned i Bøigderne.

 

I det anførte Antal ere ingen Fjeldfinner optagne, da her egentlig ikke gives Nogle, som høre Præstegjeldet til; thi skjøndt en heel Mængde af dem opholder sig her om Sommeren, drage de alle ved Michaelis Tider tilbage igjen til Sverige, deels som de sige, fordi Ulvene her ere for slemme, deels, som er Hovedaarsagen fordi at Reensdyrmosen groer saa sparsomt her paa Fjeldene (Aarsagen hertil er igjen, at Fjeldene hæve sig saa brat i Veiret, at den subalpinske Region, Mossens egentlige Voxested, er ganske indskrænket), at Dyrene om Vinteren neppe kunne finde deres Næring, og hvor Finnerne have deres Vinterophold, der regne de sig selv for at have hjemme.

 

Tre Fjeldlapper ere det, som nu betale en ubetydelig Godtgjørelse til Staten for at have Ret til at opholde sig her paa Præstegjeldets Fjelde. Disse skulde da være de eneste, som maatte regnes til Almuen her, men de betale dog Afgivter i Sverige. Naar Fjeldfinnerne komme ned i Bøigden, da er det for at afhende deres Reensdyr, Oste, Skind og Tetlinger ): Skindet af Fødderne paa Renen, som bruges til Finskoe, mod Brændeviin, Vadmel og Meel. Det Første er deres sande Livsensvand, og Hovedhandelen skeer da ogsaa deri, men kun sjelden medbringes noget deraf hjem, da de ei ere Herrer over sig selv til saa lenge at kunne opsætte den herlige Nydelse. Da de slet ikke bruge Brød, bliver Melet heller ikke af Betydenhed ‑ kun enkelt Gang paa den Tid af Aaret, da Renen ikke melker, koge de sig Velling eller stege sig en Kage paa Gløderne, naar de have det. Ogsaa er Melet paa svensk Side deroppe i Lapmarken overmaade dyrt, formedelst den lange Landtransport.

 

Salt er ligeledes en ubrugelig Ingredients i deres Huusholdning. De tørre kun sit Kjød i Vinden og Røgen, og spise det paa den Maade speget. Vadmelet bruge de til Underklæder og Stadsklæder, og fornemmelig til deres Telte, der bestaae af Birkestammer, opreiste i Form af en Kegle, uden om hvilke Vadmel, som oftest hullet og sønderrevet, vikles, og i denne elendige Vaaning trodse de de høieste Fjeldes barskeste Veirlig ‑ hvor det aldrig er varmt, ei engang paa den bedste Sommerdag, men jevnligen de heftigste og koldeste Storme.

 

Vist nok synes det for den, som seer dem i denne Tilstand, at det ei var muligt for Mennesker at udholde et saadant Liv, men ved Vanen og Opdragelsen ja vel og ved deres arvede Naturel ere de ganske andre Mennesker. Har Kulden sammenkrympet dem, saa de ere blevne smaae og knudrede, som Fjeldbirken, blandt hvilken de boe, saa ere de og som denne næsten blevne ufølsomme mod den.

 

I Slutningen af August blev jeg engang paa en af mine botaniske Excursioner overfaldet af et heftigt Uveir, Storm med Slud, just da jeg var høit til Fjelds. Jeg traf da paa et Lappetelt, men medens jeg dog velklædt, som man og midt Sommers behøver at være paa Fjeldreiser, neppe kunde holde det ud, og maatte holde min Hat fast paa Hovedet med begge Hænder, stode de smaae Lapbørn kun iførte en Skindskjorte med bare Arme, Fødder, Bryst og Nakke, og saae paa mig uden at lægge Mærke til Veiret.

 

Rigtigt nok var det ikke heller noget usædvanligt for dem, men dog usædvanligt for andre Mennesker, at see Børn næsten nøgne at trodse ligegyldige et saadant Veir.

 

For at blive modtaget gjæstmildt hos dem paa Fjeldet, enten man kommer for at handle med dem eller for at besøge dem, da maa Besøget begyndes med en Dram strax efter Hilsenen. Da bliver Alt Forekommenhed ‑ ellers Alt suurt og stivt, og man faaer neppe en Plads indenfor Dørhullet at sidde paa.

 

Noget bedre er dog deres Bolig, naar de opholde sig i Gammer, hvilke de gjerne bruge der, hvor de længere opholde sig, eller og komme tilbage flere Aar efter hinanden,og som derved ere forskjellige fra Teltene, at Birkestammerne er uden paa belagte med Næver og Græstorv, hvorved Væggene blive meget tættere.

 

Megen Overtroe have de endnu blandt sig, men jeg tvivler dog om, at noget af deres egentlige Afguderi endnu vedligeholdes. Fremstikkende Træk i deres Characteer er Hevngjerrighed og Stolthed, saasnart de enten blive noget afgjorte eller komme til nogen for dem betydelig Velstand. Ellers ere vist Forbrydelser meget sjeldne blandt dem.

 

Gode Hoveder ere ikke ualmindelige. Et mageligere Liv end det Huusfædrene, som ere komne til Velstand, føre, kan neppe tænkes. De have Tjenestefolk eller Børn til at jæte Hjorden, og gjøre det lidet Arbeide, som ellers forefalder i deres simple Huusholdning. Selv holde de Renene, medens Konerne melke, og det er deres eneste Forretning. Den øvrige Tid tilbringe de i Gammen med at sove, spise og røge Tobak.

 

Lapperne, der boe i Bøigden, føre samme Levemaade som Normændene, men om og enkelte af dem føre et meget skikkeligt og ædrueligt Levnet, saa glemmes dog ikke ganske deres Herkomst, og et Giftermaal med dem ansees endnu altid for en Misalliance, og er meget sjeldent. I deres Levemaade ellers er den største Forskjel, da Lapperne æde alt Ædeligt uden Forskjel, som Heste, styrtede (selvdøde) Kreature o. s. v.

 

De kunde i Almindelighed siges at føre en tarvelig Levemaade, skjøndt ogsaa adskilligt har forandret sig deri i den seneste Tid[1]. Deres Huse og Meubler ere meget simple; alt selvgjort. Forhen brugtes blot Røgstuer. Disse Huse bestaae blot af en Forgang, en Stue og stundom et lidet Kammer, over hvilke Taget løber sammen i en Spids, i hvis Ende er en fiirkantet Aabning (Hjørnet eller Ljaaren kaldet), som kan dækkes til eller aabnes ved en Træklap paa en Stang.

 

De opvarmes med en stor Bagerovn, som kun engang om Dagen opildes, og saalænge det brænder, er da Taghullet aabent for at Røgen kan trække ud, men saasnart den ophører, lukkes det til, og Gløderne rages frem for at de ogsaa kunne give Varme af sig. Nu bliver det vistnok varmt, men Varmen ledsages af en qvælende Kuldamp, som neppe Nogen uden den Tilvante kan udholde.

 

Endog blandt dem haves Exempler, at naar Kulden har været stærk og altsaa stærkt ildet og alle Aabninger vel tilstoppede, Qvalmen er bleven saa stærk, at de have været nær ved at qvæles, saa de ud paa Aftenen efterat have lagt sig - Ilægningen skeer altid om Eftermiddagen - have følt sig nødte til at gaae ud for at faae aande frit, men have ikke været i Stand til meer end at krybe bort til Døren, og efterat være komne ud, ere besvimede, og have ligget nøgne i Kulden indtil de atter kom til sig selv igjen. Og dog føle de efter Saadant intet andet Ondt end Hovedpine.

 

Dog af denne Aarsag ere de i den sidste Tid meget aflagte, og neppe bygges mere nogen ny Røgstue. De i deres Sted komne Bygninger, Loftstuer kaldede, bestaae sædvanlig af en Stue, et lidet Kjøkken, undertiden et lidet Kammer, og et Loft ovenover.

 

Disse opvarmes ved Kakkelovne. Hvad Sundheden imidlertid angaaer, bliver det nok endnu altid et Spørgsmaal, hvorvidt disse Stuer ere bedre end hine; thi naar nu i den ofte lille Stue hele Familien samles med vaade Klæder, hvoraf Nogle lægges paa Ovnen, de Øvrige omkring den, Gulvet er vaadt, og der saa ildes, saa at Transpirationen og befordres, da bliver der vistnok en Qvalme under det lave Tag, som neppe er meget bedre end Kuldampen, og hvoraf der altid forbliver en god Deel fra den ene Dag til den anden, medens at Røgstuerne hver Dag udluftes, og den værste Qvalme samler sig under Røghullet. Kakkelovnen er da den eneste, men og saare gavnlige Ventilator.

 

Hvad de andre Huse angaaer, da er der altid en mængde i Tallet; thi de bygge heller 4 smaae end et nogenlunde stort. At herved tabes i Materialer saavelsom i Arbeide er aabenbart; men saa gjorde deres Fædre før dem! Ofte findes der endog Smaahuse for hver af Tjenestefolkene, hvori de have sine Klæder og Kister.

 

Tagene ere altid tækkede med Næver, belagt med Græstørv. Teglsteens Tag findes ikke her paa flere Steder end paa Kirken, og de Andre ere ogsaa mere passende for Egnen, da de baade ere varmere og bedre holde ud mod de heftige Storme. For disses Skyld er hver Steen paa Kirketaget spigret. Dog hender det, at Nogle blæse af. For at hindre Væggeslag foraarsaget af at Varmen stiger lige op under Taget, smelter den ovenpaaliggende Snee, medens Taget ellers er frosset, bruges dobbelte Tag.

 

Husgeraadet er som sagt saa simpelt som muligt. Alt selvgjort - altsaa grovt Arbeide.

 

Kister bruges her endnu og ikke Skabe. Det eneste Udmærkede, hvad enhver Mand ja endog Gut, som vil være lidt anseet, maa have fra Bergen, er et Flaskefoder. Detviser, hvad de sætte Priis paa. Derimod findes nok neppe en Pande i noget Kjøkken. Den behøves ei heller; thi Intet steges.

 

Af Mad nydes nemlig kun simple Retter, men meget og godt. Derføres herinde langt bedre Kosthold end i de omliggende Egne, ja endog mod det nærliggende Skjerstad Sogn er der Forskjel. Hele Aaret igjennem spises 4 Gange daglig. Søndagen undtagen, og om Sommeren i det Mindste af Mange ogsaa 5, nemlig Frokost Kl.7, Middag Kl.11, Noon Kl.4 og Qvelsmad Kl.8. Den femte Gang spise de, som bruge det, strax de staae op om Morgenen. Hvad der spises foruden Melk, Smør, Ost, Kjød og Meelvarer er fornemmelig saltet Sei, som Spegefisk, og tørret Sei som Ludefisk. Frokost og Middagsmad ere bestemte. Til det Første et rundt kløvet Rugbrød med Smør og Ost; til det Andet Syrsuppe[): Bygmeels Velling med Syre): meget suur Valle]og saltet Sei. Ludefisk spises her kun om Vinteren - om Sommeren vrages den.

 

Af Fiskevarer falder i det Hele her ikke saameget som ude ved Havet, især naar Silden, som i den senere Tid, her omkring ganske slaaer Feil, og da fersk Fisk her er en stor Sjeldenhed endog for dem som boe ved Søen.

 

I Øvrigt spises gjerne paa enhver Tid af Aaret, hvad den giver, uden at tænke ret meget paa den Kommende, og de ere meget slette Huusholdere. Saaledes haves ikke Kjød i noget Huus om Sommeren, og sædvanligen ikke Smør efter Kyndelsmes. Af Fedevarer kjøbes aarlig en betydelig Deel fra Lofoten og Nabosognene foruden hvad de selv producere.

 

Den ovenmeldte Syre eller Valle, som fra Sommeren af henlægges paa Tønder for at blive fuldkommen suur, er en Hovedingredients i Nordlændingens Huusholdning, da de ikke alene spise den 1 og 2 Gange om Dagen i deres Velling, men ogsaa i Almindelighed koge deres Fisk i en Blanding deraf, samt drikke den i Vand. Der kan derfor aldrig Nogen foretage sig nok saa kort en Reise til Søes, uden at han maa have med sig sin Syredunk. Det er nu vist ogsaa en for disse Egne meget gavnlig Skik, især paa andre Steder, hvor Fiskespise udgjør Hovedbestanddelen af deres Føde, da den, som et antiputrid Middel, meget bidrager til at bevare deres Sundhed, især for Skjørbug og Radesyge. Syren gjælder dem ogsaa istedet for Salt.

 

Foruden Rugbrød, eller som det her kaldes Stumpbrød, til Frokost, bruges ellers blot Fladbrød, men dette særdeles tyndt, bagt af 2 Dele Bygmeel og 1 Deel Rugmeel - en betydelig Forskjel mod det, som bruges i de fleste andre, endog kornrigste, Egne af Landet.

 

Til Høitiderne, Bryllupper og til at beværte Gjester, som sættes Priis paa, bages Kamkager og Klininger. De Første ere haard Rugbrøddeig, som udbages til en TallerkensStørrelse og 1/4 Tommes Tykkelse, krines ): rifles med en Trætrindse i Ruder, og steges langsomt i en Bagerovn. Kliningerne ere almindeligt Fladbrød stegt blot til Lefse, som derpaa overstryges paa den ene Side med en Røre af Raamelk og Meel, saa de paa den Side blive glatte, hvide og glindsende. Disse fugtes, naar de skulle bruges, lægges i mange bestemte Folder og besmøres mellem hver med Smør og Sirup.

 

Dette er deres Livret, ligesom Sirup i det Hele taget er een af deres største Delikatesser. En Høitids- eller Bryllupsmad er derfor Vand- eller Melkegrød, overøst med en Blanding af Smør og Sirup.

 

Adskilligt spises her slet ikke, f.Ex. Hønsekjød. Flesk ikke af Alle. Kalvekjød ligesaa, kun af de Fleste saltet, og dette først efter Hungersaarene 1813 og 14. Før ansaaes det blot forLapføde. Om Sommeren slagte de aldrig noget Kreatur; end ikke i de største Bryllupper haves da nogen Kjødmad. De foregive, at de ansee det for Synd at slagte Dyret i dets glædeligste Tid; men uden Tvivl ligger eller i det Mindste har lagt nogen anden Overtroe til Grund herfor.

 

Deres almindeligste Drikke er Vand eller Stundom Blande): Vand med Syre eller suur Melk, Øl, og det maadeligt, bruges kun Julen og ved Bryllupper, men det kjere Brændeviin hele Aaret igjennem. De fleste drikke i det Mindste sit Morgenbrændeviin ): en Dram fastende før Frokosten, men ikke Alle desværre lade det blive derved.

 

Brændevinets Forbrug her er større end man kan forestille sig. Uoverdrevet kan det indførte Brændeviin anslaaes til 100 Tønder om Aaret i Aaringer, da Fiskerierne ikke slaae ganske Feil, saa de have Noget at kjøbe for, og gjerne kjøbes dette, om ogsaa andre nødvendige Ting ikke kunne kjøbes.

 

Dette endnu foruden den store Mængde som drikkes i de 3 til 4 Maaneder, de ere borte paa Vinter- og Sommer-Fiskeriet. Hertil bemærke man, at her er ikke over 130 bosiddende Mænd, og at en Tønde Brændeviin her overhodet ikke haves under 30 Spd., og det vil vist ikke findes noget Overdrevet i det forhen Antagne, at Enhver kunde betale sine Skatte med en Fjerdedeel af sin Brændeviinsfortæring.

 

Dog drikker Almuen herfra under Fiskerierne mindre end fra de fleste andre Steder, men uden Tvivl fortære de mere end sædvanligt hjemme, hvortil bidrager deres idelige Smaahandel, de mange fordærvelige uprivilegerede Brændeviinshandlere[2], som boe i en Rad langs adBøigdens eneste Vei, og en ulykkelig Skik, de her have hver Lørdag at reise til Rognan.

 

Saa kaldes den inderste Strand ved Fjorden paa Gaarden Fiskevaags Grund, hvor kun nogle Huusmænd boe og Gjestgiveren har sin Krambod, men hvor enhver Mand ovenfor har sin Bod, og de Fleste et Nøst ): Baadhuus. Hid begive de sig hver Lørdag for deels at hente hjem Fiskevarer, de kunne have staaende der, deels egentlig for at sælge sine Trævarer til Fremmede, som komme der, og for at svire; thi det er ikkenok at Huusbonden reiser, men Børn og Tjenestedrenge skulle ogvære med, og disse kunne nu end ikke holdes derfra. Her forefalde da med Fylderiet ogsaa andre Uordener.

 

Denne Skik vil det holde haardt at faae forandret; thi det er fra Ungdommen af bleven dem en saadan Vane, at naar En i flere Uger har været derfra, der da ret paakommer ham en svar Længsel. At imidlertid Brændevinet er Magneten, som drager dem, kan sikkerst sluttes deraf, at i Trangsaarene, da intet Brændeviin havdes, besøgtes Rognan kun for Nødvendigheds Skyld ganske sparsomt.

 

Sørgeligt er det, at denne Fylderiets Fordærvelse snarere lader til at tage til end af, og kan vel heller ikke blive anderledes, saalænge Brændevinet er saa billigt, og der ikke kan findes noget Middel til at hæmme dets Udskjænken overalt, og Mødrene ansee det for en Haardhed at forholde endog deres smaae Gutte fra saadan Nektar.

 

At tale om, at det end i smaae Portioner skulde være dem skadeligt, er naturligviis at spilde sin Tale; thi den modsatte Mening have de indsuget med Modermelken. Muligt var det, at det Noget kunde indskrænkes, naar de kunde faae ret Smag paa noget Andet mindre skadeligt i dets Sted, og i saa Henseende anseer jeg det gavnligt, at Kaffedrikken i den senere Tid meget er kommet i Brug. Egentlig Thee bruges aldrig. Derimod er det meget almindeligt at drikke til sin Frokost et Dekokt af Karve, eller og stundom af Tyttebærblade med Melk.

 

Deres Klædedragt har ogsaa i den senere Tid forandret sig en heel Deel, og har intet særdeles Eget ved sig. Nu bruge Mandfolkene korte Trøier og temmelig snevre Buxer af Vadmeel eller grovt Klæde, som for det Meste kjøbes fra Bergen. Før brugtes meget almindeligt et Slags meget vide Buxer af hvidt Lærred eller Seildug, men nu seer man kun meget gamle Mænd sjelden med dem.

 

Fruentimmerne bruge Trøie og Skjørt af hjemvævet Uldtøi, Vadmeel, Klæde eller Sirts, hvilket Sidste i den senere Tid er kommet meget i Brug. Desuden paa Hovedet en liden Hue med Strimler af Gas eller Kniplinger, og omvundet med et Silketørklæde. Ligesaa Silke- og Bomuldstørklæder paa Halsen, som altid kjøbes fra Bergen.

 

For begge Kjøn fælleds ere de saa kaldte Sækkufter, der naae fra Halsen og til lidt nedenfor Beltestedet, og som ere syede af graat Vadmel ganske hele kun med en liden Aabning saa stor, at Hovedet netop gaaer igjennem, til hvilken Aabning er syet en blaa Klædes Fiirkant, hvormed de knappes tæt til omkring Halsen. Disse bruges som en Reisekappe og ellers i ondt Veir.

 

Til Kirken bruge Fruentimmerne i disses Sted blaae Stoffes Kaaber. Naar Mandfolkene skulle paa Søen, ere de ganske overklædte med Skind, nemlig Buxer og en saadan Kufte, Skindstak kaldet, af Gedeskind, gjennemtrukket af Tran og Tjære, og Søstøvler, som have det Egne, at de bedække baade Laar og Lægge, og have foruden den almindelige Sole en løs tilsyet, for at kunne holde sig vandtætte saa længe de ere brugelige.Vanterne, som de bruge paa Vinterfiskeriet, maa bindes løst af norsk Uld, og saa store, at den halve Længde syes op paa Haanden. Ved Brugen tøves de nu lidt efter lidt sammen til passelig Størrelse. Enhver maa i det Mindste have 3 Par Saadanne med sig paa Reisen.

 

Paa Fødderne, eller som de kalde det, af Fodklæder bruge de mange Slags ellers ubrugelige. Skoe og Støvler bruges sjelden til dagligt Brug. I deres Sted et Slags Halvstøvler, hvis Oprindelse nok egentlig er fra Lapperne. De bestaae af en stor Sole, som bøies op ad rundt Kanten, hvortil syes fortil et Overlæder, og rundt om bag en haandsbred Krave, Hammer kaldet. Man seer dem aftegnet i Lems Finmarkens Beskrivelse Tab.4 og 10. Om Sommeren have de dem gjorte af Lædersole med Skindoverlæder og Hæmmer, og disse kaldes Komager.

 

Om Vinteren bruge de Huden af Hovedet paa Fækreaturene kun lidt beredt med Haarene paa til Sole og ellers Skind, og disse kaldes Skalder. Naar Huden af Fødderne bruges istedet for af Hovedet, kaldes de Fitjunger, som især bruges af Qvindfolk. Desuden bruges meget Finskoe, som gjøres baade Sole og Overlæder af Reentætlinger ): Huden af Reensdyrfødderne, med Haarene paa, og med Hæmmer af Vadmel foret med Lammeskind, hvilke ere meget varme. I alle disse Slags Fodklæder bruges en Visk af Høe, især Stargræs.

 

Indbyggerne have megen Forkjerlighed for deres Dal, og oversee paa en Maade Andre, især de ved Havet Boende.

 

Naar deres Characteer skal omtales, da bliver unægtelig Redelighed tilligemed Stivhed og Vedhængen ved det Gamle de meest fremstikkende Træk. Hvad de erkjende for at være Ret, unddrage de sig meget sjelden og at betale, men paa een Skilling over ere de meget nøieseende. Neppe bedrage de ogsaa hinanden - det skulde da være de af den lede Handelsaand Smittede - skjøndt der vist tit kunde være Anledning, fordi den meste Gjeld maa gjemmes i Hovedet, da saa Faa kunne skrive.

 

Tyverier ere meget sjeldne. I de sidste 6 Aar - hvor længe forhen veed jeg ikke - har der ikke alene ingen Tyvssag været for Retten her af Sognet, men end ikke fra hele Thinglauget, hvortil Skjerstad Præstegjeld ogsaa hører, som dog samlet har omtrent 3500 Sjele. Enkelte mindre Tyverier kunne vel være begagne, men som Parterne have forligt mellem sig, og saavidt det er kommet mig for Ørene,næsten udelukkende af Saadanne, som ved Brændeviinsdrikken have forarmet sig og Sine.

 

Uegennyttig Tjenstagtighed er derimod sjelden, og Forekommenhed en dem fremmed Dyd. De tage Betaling for den mindste Tjeneste, men saa byde de og Betaling for enhver, som vises dem. Deres Stivhed og Vedhængen ved det Gamle gjør det vanskeligt at virke paa dem.

 

Gjestfrihed finder man her som i det hele Land. For Arbeidsomhed ere de i disse Egne meget udraabte,og nok med Rette i Sammenligning med Kystbeboerne. Dog tilkommer efter mit Omdømme denne Roes kun det andet Kjøn, hvem Mandfolkene paalægge næsten alle Arbeider hjemme, medens de kun forbeholde sig det, som det mageligere Søliv medfører. Hændige ere de næsten Alle (han er hændt og hag,er deres Udtryk), saa de selv kunne gjøre Alt det, som de behøve i deres Huusholdninger af Haandværksarbeide.

 

Vi kunne gjøre det, som vi behøve, men det bliver ikke peent, sagde En af dem til mig, da jeg nylig var kommet hid, og jeg har befundet hans Ord meget riktige; thi alt deres Arbeide er grovt, som det og ikke anderledes kan være at vente af dem, som drive flere Haandværker uden at uddyrke noget Enkelt til Fuldkommenhed. Dog mere herhen Hørende vil forekomme i Capitlet om Næringsveiene.

 

Naar jeg undtager Fylderiet, som ovenfor er anmærket, veed jeg ikke flere egentlige Laster,s om kunne siges herskende. Handelsaanden begynder at indsnige sig, især lokket ved den Fordeel, som Brændeviinshandelen giver. Ukydskhed kan ikke siges almindelig. Eet uægte Barn af 20 er endnu Middeltallet, som det har været ogsaa i den ældre Tid. Den sidste Tids frie Giftetilladelse[3]volder rigtig nok, at enhver Pige, som bliver kjed af at tjene, og troer at kunne have det bedre ved at være sin egen, lader sig besvangre af sin Kjereste, hvorpaa da følger Giftermaal. I de sidste 100 Aar har her ingen Ægteskabsskilsmisse været, og uenige Ægtefolk er et meget sjeldent Tilfælde, uden hvor Manden er aldeles henfaldet til Sviir.

 

I ligesaa lang Tid tilbage har her kun været et Selvmord. Ved Vinterfiskeriet i Lofoten, hvor hele Nordlands Almue er forsamlet, ere Saltværingerne ): de fra Saltdalen og Skjerstad bekjendte for deres ordentligere Opførsel. Derimod sættes de til Side af Handlerne, fordi de dog føre hjem den største Deel af deres Fiskefangst, og ei som mange af de Andre fortære Alt eller den største Deel i Brændeviin o.d.m.

 

Gode Hoveder ere ikke sjeldne, men Oplysningen gaaer dog ikke vidt. De læse i Almindelighed ret godt, men sjelden kan Nogen skrive, og slet Ingen regne, uden som Naturen har lært ham. Begge Dele vilde dog være saare nyttige for dem, som drive saa megen Smaahandel, og de indsee dette ogsaa, hvorfor og nu Flere begynde at lægge sig efter Skrivning; hvortil da de omgaaende Skoleholdere tjene til Læremestere.

 

De maa ellers for det Meste opholde sig ved Abcten, og der kan derfor ikke blive megen Tid til anden Underviisning. Af Saadanne havdes før 1, nu 2, da ogsaa Klokkeren maa overtage sit District. Fast Skole ville de ikke beqvemme sig til at oprette.

 

Vel først og fornemmelig, fordi det var ikke saa Skik før i Dalen, men og fordi de ansee Egnens Hindringer for end større end de ere. Vel bliver det ogsaa Spørgsmaal, om disse have noget Fortrin for hine, saalænge der ei gives Seminarier, hvor de som dertil drives af Lyst, ogsaa kunne faae den fornødne Duelighed; thi at,hvor der ikke er en driftig og meget duelig Lærer, udrettes endnu mindre ved Almueunderviisning i de faste, end i de omgaaende Skoler, kan neppe nægtes.

 

Meget lidt læses undtagen Postil - hvoraf Brochmands især yndes - Psalmebog og Bibel, som haves af de Fleste, men meest ansees for Børnelæsning.

 

En interessant Fremstilling af Fædrenelands-Historien til Almues-Læsning var desuden et ønskeligt Værk. Angaaende mere blandet Læsning er det vel endnu ikke afgjort, om den befordrer mere sand end kun halv Oplysning blandt dem. Erfaring synes at tale mere for det Sidste.

 

Adskillig Slags Overtroe hænger endnu ved Dem, skjøndt i stærkt Aftagende. At der gives Underjordiske - Mennesker eller Trolde veed de vel neppe selv - er en aldeles fast Mening hos dem. Det misforstaaede Sted, Phil. 2,10 har vel noget bidraget til at befæste denne Mening, skjøndt den vel har sin Rod i Hedenskabet. Af denne Aarsag skye de al Støi og Larm, efterat det begynder at mørkne; gyde ikke varmt Vand paa Jorden uden i det Mindste halvt høit at sige; Agt dok - Agt dok! (Agter Eder - tager Eder vare), og Mange paastaae at have seet dem. Til Nøkken har jeg ikke fundet Spor uden i et af Naturen dannet rundt Basin i Midbyemarken - hvor en Bæk styrter sig lodret ned i en ganske rund Udhulning i Bjerget, og som kaldes Nøkkjedel.

 

Derimod have de et andet Vandtrold, Søedrouen kaldet, som de ganske vist troe paa. De forestille sig ham som en gammel Mand uden Hoved iført fuld Skindhyre ): deres sædvanlige Søskindklæder. Den viser sig ved Nøste og Baade, og høres især ved en fæl Lyd i Havet, som da gjerne betyder, at Mennesker skulle omkomme paa Søen.

 

Dog herinde høres den næsten slet ikke, og det af den gode Grund, at her ingen Skjær ere, hvorpaa Søen bryder, og her i den trange, smale Fjord heller ingen heftig Søgang, hvilket er den egentlige Søedrou; thi naar Søen saaledes bryder paa Skjær eller udstaaende Klipper, giver den ofte en underlig huul og fæl Lyd, og dette træffer gjerne før Storm, naar allerede Havet udenfor er oprørt, men Stormen selv endnu ikke trængt ind, saa der kan være noget i, at naar Drouen høres, der da ogsaa trues med Søskade. Om den dog ikke høres her, saa ere der dog de, som vist paastaae at have seet den ogsaa her blandt Nøstene.

 

Meget tales om et andet indbildt Væsen, Æl eller Æli, formodentlig en Forvanskning af det gamle Alf, og den Samme, som paa andre Steder kaldes Huldra. Hun frygtes især med Hensyn til Kreaturene, som,naar de blive snart syge, i Almindelighed siges at være æliskudte, da de og finde et Hul indenfor Huden i siden paa Koen, som skal være Mærket, at der har Kuglen gaaet ind, men det Hul er naturligviis just det, som findes paa alle Køer. Som Middel herimod anvendes bestandigt de saakaldte Ælikugler, Ægagropilæ, som samle sig undertiden i Kreaturenes Maver af Haar og Ureenligheder; men ligesaa ofte haves endog i deres Sted kun runde Stene, som ansees for disse, og holdes da i samme Ære. Brugen bestaaer deri, at der øses Syresuppe paa disse Kugler, hvilken drikkes af Kreaturet, og som da ufeilbarlig bliver friskt,ifald - det ei er sygt til Døden. I Kreaturenes Sygdomme bruges og at have Messingnøgler i deres Drikke, og at banke Dyret med dem. At Lapperne og in specie Fjeldlapperne kunne ved sit Gan bringe Ulykke over en Mands Buskab, troes endnu af de Fleste. Det, som de ellers ere bange for i Mørket, kalde de gjerne Tussen, som kan gjælde baade Nisse og Spøgelse.

 

Ved Fiskerierne have de især forhen havt en Mængde saadan Overtroe og Skikke. Saaledes, i det de stege i Baaden og lagde fra Land,maatte ikke tales et Ord. Det var formodentlig en Levning af den samme vakkre Skik, som de gudfrygtige Islændere endnu have, at de ved den Leilighed i en stille Bøn anbefale sig til Guds Varetægt[4].

 

Intet Landdyr maatte nævnes i Baaden. Der sad Nogle og fiskede paa en meget riig Støe): et saadant Sted i Havet, hvor Fisken altid opholder sig, og hvor altsaa kan fiskes rigeligt, medens tæt omkring ei faaes Fisk. Andre Yngre kom roende til, som gjerne vilde benytte samme Sted, og hilste dem derfor saaledes: «Det er en vakker Gjetfisk I faae der»; og for den stakkels Gjeds Skyld roede hine strax i Land. En Dreng var førstegang med i Fiskerie. Da de kom et par Mile ud i Fjorden, tænkte han sig om og udbrød; «Oh jeg som har glemt Gjedbovene mine!» dem nemlig, som han skulde havt med i sin Madkiste, og strax toge de Andre ham, og kastede ham uden Skaansel op paa Land, og han kom slet ikke med til Fiskerie. Foruden dette utalligt Andet.

 

At de ved saakaldte Troldagn kunne fiske eller fange Dyr i stor Mængde, troe ogsaa mange, men de ansee det for ugudeligt, og som der er ikke nogen varig Lykke derved.

 

Ellers er det fornemmelig Barselkoner, med hvilke de have megen Overtroe. Forekommet Nogen dem i Drømme, især i den sidste Tid af deres Frugtsommelighed, da maa Barnet opkaldes efter den. Hvis dette forsætlig eller uforsætlig forsømmes, da skylde de derpaa, om siden nogen Ulempe overkommer Barnet. Saaledes havde et Par Forældre kun 2 Sønner, men de hedte begge Hans. Barselkonen og Barnet maa slet ikke lades ene før de have været i Kirke. Ligesaa indtil den Tid altid have Staal hos sig. Hos Barnet maa, indtil det er døbt, altid brændes Lys, og dette er vel for en stor Deel Aarsagen til den store Skyndsomhed med Daaben. Barselkonen maa før sin Kirkegang ikke gaae over Vand o.s.v.

 

St.Hans Aften brændes der Baal ved alle Grinder, hvilket skal fordrive Ondt fra Kreaturene. Ved samme Leilighed holde da Folkene sig ogsaa lystige med Leeg og Støi, som ogsaa næsten er den eneste Gang, da den især Mandkjønnet medfødte Dorskhed gjør, at de, Dands undtagen, ellers slet ikke synes at gjøre af noget Slags Leeg eller Tidsfordriv.

 

Endnu bør anmærkes, at Folket i Almindelighed er meget gudfrygtigt. Kirken søger det meget flittigt; Bordlæsning og Huusandagt er almindelig. Banden er sjelden blandt de Ældre.

 

1]Egentlige Gjestebude ere ukjendte blandt dem. De besøge hinanden vel stundom,men enkelte,især i Julen og Fasten,ogbeværtes da med sædvanlig Kost og en Dram,hvortil undertidenføies en Klining og en Kringle,hvilke Sidste de meget bruge at kjøbe fra Bergen. Heller ikke bruges Barselgilder og Gravøl.

 

Bryllupper ere de eneste Leiligheder,hvorved store Samqvem samles. De holdes gjerne i 3 Dage,og enda samles de Aftenen tilforn,som kaldes at holde Aften. Næste Formiddag ledsager da den største Deel af Forsamlingen Brudeparret til Kirken til Fods,og naar de komme hjem skrides der strax til Maaltidet,og nu,efter at Kjøgemesteren har læst Bordbønnen og sjunget et Psalmevers,aabner han egentlig Brylluppet med en Tale. Efter denne begynder Brændevinet at gaae omkring og Maden.

 

Efter Maaltidet begynder strax Dandsen,som endes med Langdandsen,hvorved de Alle holde hinanden i en lang Række og løbe ofte Gaarden rundt,hvilket ender med at Pigerne dandse Bruden i Brudesengen,og Karlene derpaa Brudgommen,hvem Bruden saalænge maa vente paa siddende i Sengen. Derpaa holde de tilsammen sin Bøn,og Gjæsterne forlade dem.

 

Næste Dag begynder strax dermed,at Kjøgemesteren med Reikonerne[): de 2 Koner,som forestaae Beværtningen]med Spillemanden i Spidsen opvarte enhver af Gjæsterne paa Sengen med Brændeviin, Klininger og Kamkage.

 

Naar Alle ere opstaaede,begynder Dandsen paany indtil det stunder mod Middagstid,da atter Kjøgemesteren opmuntrer med en Tale til af godt Hjerte at give Brudeparret en liden Gave,og derpaa begyndes med Brudegaverne,sædvanlig Penge. Efterat Enhver har givet,skjenkes han af Brudgommen med en Dram,og har den Ære at Kysse baade Brud og Brudgom. Naar dette er gjort,gaaer man til Bords,hvorda drikkes Dannemandsskaalen.

 

Om Aftenen dandse Pigerne atter en Langdands med Bruden,ved hvis Slutning de tage Stadsen af hende,og sætte en sort Fløielshue, Svarthuen kaldet,Konesymbolet i dens Sted,og hermed er hun da skilt fra Pigernes Lag,hvorfor Konerne nu tage hende fat i en ny Langdands,dandse hende ind i sit Lag,og overgive hende saa til Brudgommen,at han selv skal tage Vare paa hende. Hidindtil har nemlig 2 saakaldte Brudekoner altid havt hende under Bevogtning,og det ansees som en Skam for dem,naar Nogen af de andre Gjæster enten kan faae Bruden ført afsides,eller faae fra hende nogen af hendes Klæder og faae fat noget andet Upassende eller Løierligt istedet,hvorved da altid Lystighed opstaaer i Bryllupsstuen. Det Samme gjælder om Brudgommen og Brudgomsdrengene.

 

Tredie Dag dandses og drikkes og spises - med Drikke gaaer det altid overflødigt til, men Mad kun til Nødtørftighed - og saa skilles gjerne Gjesterne ad tredie Dags Eftermiddag.

 

 

[2

 

OM BAADBYGGERIET.

 

Som en tredie væsentlig Næringsvei i dette Præstegjeld maa Baadbyggeriet nævnes. Flere af de længere op i Dalen Boende drive ikke Søen, som de kalde det, men anvende al sin Tid paa at bygge Baade. Dog have de gjerne Tjenestedrenge tillige, som drive Fiskerie. Af store og smaae Baade forfærdiges her ikke langt fra 150 om Aaret, men skjøndt dette Arbeide nu i det sidste Aar er meget lettet ved Haandsaugenes Indførelse, ere Baadene dog heller steget end faldet i Prisen, hvorimod da heller ikke kan nægtes, at ved Skovenes Forhugning bliver det med hvert Aar vanskeligere og besværligere at bringe til Veie Emne til store Baade.

 

De største Baade, Fembøringer gjælde 44 Spd., en Storottring 30 Spd., en liden eller Sommer‑Ottring 20 Spd., Jern og Tjære uberegnet. Her kan ikke gjøres saa mange, som kunne afsættes, fordi Saltværingsbaadene ansees for de bedste i hele Nordland.

 

De Sogne, som kappes med dem, ere Ranen i Helgeland og Bejeren; men Ranens Baade bygges af Gran, som ikke holder nær saa længe, som Furruveden, og ere desuden ikke saafuldkomne, og i Bejeren drives mere Jagt‑ end Baad‑Byggerie. Ogsaa her bygges næsten hvert Aar en Jagt, skjøndt der klages over, at det skal være meget vanskeligt i den herværende Alminding nu at finde saa stor Veed. Ogsaa en Skonnert har her været bygget. De herværende Baade ligne meget de søndmørske; kun skulle de være lidt smalere for til, hvilket gjør dem til hurtigere Seilere, men ei lader dem taale saa haard Søe som hine. Raaseil er det ene Brugelige.

 

Mærkeligt er det, hvilket skarpt og øvet Øie disse Arbeidere have for sin Profession, i det de hverken ved Baades eller Jagters Bygning bruge andre Maal, Vinkler o. s. v. end blot Længdemaal. Det skeer ogsaa Alt ved Klinkning og ikke ved Spigring.

 

Til Baadene leveres altid Øsekar og Aarer. Disse bruges her meget korte, næsten trekantede Blade, lignende en Vandfuglefod. Dog beskjeftige sig Mange med at gjøre Aarer og Øsekar, som ikke gjøre Baade, da disse aldrig mangle Afsætning, fordi de af Mangel paa Barskov saa faa Steder i disse Egne kunne forfærdiges.

 

 

OM HUUSFLIDEN.

 

Denne er her meget indskrænket, og kan tildeels ikke være Andet, da Mandfolkene ere saa meget borte, og Qvinderne, som en Følge deraf, maae forrette saa meget af deres Arbeide. Mandfolkenes bestaaer næsten ene i at forfærdige deres Søredskab, og end ikke Alle forstaae at sye sine Skindklæder. Kun Faa af dem ere Skomagere, men de forstaae Alle at lappe. Desuden forfærdiges af Stole, Borde, Bænke og Slæder det, som de behøve. Af Varer til Salgs er det Fornemste Tøndebaand, Næver og Bark, som de løbe eller afflække sidst i Juni, hvilke Artikler aldrig mangle Afsætning.

 

Kun Færre forstaae at gjøre Kister, som ogsaa ere courante Varer; og endnu Færre beskjeftige sig med at gjøre Melketroug af Selje og Birketræe, og andre Lagkjørrel. Alt det, som derimod gaaer uden for den simple Huusnødvendighed, befatter Ingen sig med, eller hvortil udfordres nogen særegen Kundskab, kjender Ingen noget til.

 

Fordi Ingen dreie, kjøbes Rokke fra Helgeland: fordi Ingen forstaaer at brænde Kalk, kjøbes Kalk fra Bergen, skjøndt her er baade Steen og Veed. Kul, som dog bruges saa meget, brændes ikke i Miler, men af løst sammenkastede tørre Grene, hvoraf da Kullene baade blive smaae og faa. Skjøndt saa megen Skov ligger og raadner op i Marken og i den subalpinske Region tænker Ingen paa Potaskekogning. Her, hvor saa meget Rebslagerarbeide bruges, skulde man troe, at Noget ogsaa selv forfærdiges, men det er dog ikke Tilfældet. Endog den Traad, hvoraf Torskegarnene bindes, kjøbes ofte spundet af Bergens Rebslagere.

 

En egen Industriegreen, som i den ældre Tid meget har været drevet her, er Qværnsteenhuggerie. Der skal for meget lang Tid tilbage endog være udførte hele Jagtladninger. Nu er det som et for tungt Arbeide aflagt. Kun en eneste meget gammel Mand driver det endnu, og maaskee er der et par Yngre, som have lært af ham saa Meget, at de kunne til Nød hugge sig en Møllesteen til eget Brug, men videre drives det vist ikke herefter. Bruddet er i Sesaaemarken henimod Langset og Saxenvig, og Steenarten er talkagtig Glimmerskifter med smaae Granater.

 

Med Fruentimrenes Huusflid er det ikke bedre bevendt end med Mandfolkenes, skjøndt de unægtelig ere flittige, men de staae for meget tilbage i alle saadanne Arbeider. Saaledes spindes endnu almindeligen Uld af et Rokkehoved paa samme Maade som Liin. Kardes den, skeer det dog kun eengang. Det, som de væve saavel af Vadmel, Værken som Lærred, hvilket Alt dog langt fra ikke er tilstrækkeligt til Forbruget, er ogsaa saa tyndt og slet vævet, at der ingen Styrke er ved det.

 

Derfor kjøbes ogsaa aarlig en betydelig Mængde af deslige Varer, som Lærred, Vadmel, Klæde, Tørklæder, fra Bergen, og er dette en af Hovedaarsagerne til den mindre Velstand, i det de behøve saa meget for Penge, fordi de selv virke saa lidet. Dog saa længe saa meget og forskjelligt Arbeide hviler paa Qvindfolkene, er vist en Forbedring i Qvaliteten og ikke i Qvantiteten det, som fornemmelig maa tilsigtes. Alt det Haandarbeide, som der falder Tid til for Tjenestepigerne fra Sommermaal til Vinternætterne, bliver deres eget, og ikke Madmødrenes, hvilke, ifald de i den Tid have noget Saadant, som de endelig ville have færdigt, maae betale dem derfor, som andre Fremmede.

 

Haandtenen bruges endnu at spinde paa, især naar de jæte, i hvilket Tilfælde den ogsaa er et meget nyttigt Redskab, da Intet lader sig lettere benytte. At væve figurerede Uldbaand, som bruges til Strømpe‑ og Finskoe‑Baand,er en Færdighed, som kræves af enhver gangli ): duelig Pige. Disse ere ogsaa de sædvanlige Foræringer, som gives, og Mange have fra deres Ungkarlsdage hængende hele Knipper af Saadanne.

 

Af det anførte vil nu sees, at her ingenlunde mangler Næringsveie, og det Næringsveie, som ikke kunde overfyldes, og at der altsaa kun udfordres Stræbsomhed, Ordentlighed og Helbred for at have Udkomme og Velstand. Saa er det ogsaa. Der gives faa Rige, og Ingen ret rige, men Enhver har jevn Velstand, saa han aldrig mangler det Nødtørftige, undtagen de, som formedelst Brændeviinsdrikken fortjene Lidet og fortære Meget. Velstanden siges at have været almindeligere og større forhen, og jeg troer det; thi Brændeviinsdrikken var ikke saa almindelig og overvættes.

 

Dog gives her ingen Betlere, og var og end Nogen fattige til Betlerstaven, undseer han sig dog for at gaae med denne eller for at lade sine Børn gaae med den. Fattigforsørgelsen er derfor og kun ubetydelig her, og skjøndt Fattigkassen ikke har andre Indtægter end Tavlepenge, og en enkelt Mulkt, lægger den dog Penge op i Stedet for at behøve Tilskud.

 

Hvor lykkelige vilde ikke disse ærlige Mennesker leve i deres rolige Dal uden Laster og uden Sorger, naar blot den ulovlige Brændeviinshandel kunde hemmes! Men dette vist blandt pia desideria.

 

OM SPROGET.

 

Det Udmærkede ved deres Udtale er især, at de tale meget fort, og derfor ogsaa beholde det trondhjemske Særkjende, at bortkaste næsten alle e i Enden af Ordene. De mærkeligste egne Ord, som jeg ikke veed ellers af Nogen at være bekjendtgjorte, ere følgende:

 

Armstaup ‑ Armhulheden.

 

Anke for ‑ have Mistanke om.

 

Anke paa ‑ klage paa.

 

Bespottelig, forskrækkelig, særdeles f. Ex. Det var bespottelig vakkert.

 

Bi ‑ blive.

 

Bei ‑ et verb. defect. ‑ være i Veien, hindre.

 

Bræke ‑ snakke idelig om.

 

Drægta eller at komme sig i Drægta det Samme som at begynde paa noget, komme afsted. Saaledes ogsaa: Maanen er kommet sig i Drægta, naar det begynder at blive Maaneskin.

 

Fante ‑ spøge, støie.

 

Glanterie ‑ Spas.

 

Gangli ): Gavnlig ‑ duelig.

 

Glunt ‑ Gut, Dreng.

 

Hater ‑ Utøi.

 

Klater ‑ et upaalideligt Menneske.

 

Klaterie ‑ en Saaadans Væsen og Adfærd.

 

Klar, det er klart ‑ det er forbi, det er ude dermed.

 

Klaart ‑ klart, tydeligt.

 

Kanne ‑ tælle Noget om det er det fulde Tal, især om Kreaturene.

 

Kleinpusten, ogsaa blot pustot ‑ smaaesyg.

 

Klurot ‑ knuldret, ujevn.

 

Knetto ‑ et Kjeleord om noget Lidet.

 

Krakke ‑ slaae sig igjennem, komme ud af det paa maadelig Viis.

 

Haasjen ‑ meget sulten, slugen.

 

Krøvle ‑ krybe.

 

Krine ‑ male med forskjellige Striber eller Farver.

 

Kasper, en Contraction af ka spør: hvad spørger du. Bruges paa en Maade som en Interjection. Kasper jeg havde det ): hvad spørger du om, dersom jeg havde det ): Gid jeg havde det.

 

Læse, lee, graate op i Høgt ‑ læse, lee, græde høit.

 

Møel ‑ et lidet Stykke, f. Ex. Brød.

 

Møel ‑ Fiskehoveder, som koges til Qvægfoder.

 

Nysgjerrig ‑ begjerlig, især ved noget Nyt.

 

Uvenslig ‑ utjenlig, ubehagelig.

 

Ottas for ‑ være bange for.

 

Ohyre ‑ Ulykke.

 

Qvater ‑ vever, livlig.

 

Plit ‑ jeg kan ikke plit ‑ jeg kan ikke bare mig, ikke holde det ud.

 

Raamosen ‑ rund, ødsel.

 

Rei ‑ ond, vred.

 

Rønne paa ‑ gjælde, kommer an paa.

 

Sgletta ‑ Slud.

 

Skjødeslaus ‑ uforsiktig.

 

Skitlig ‑ skammeligt, harmeligt.

 

Skræppe ‑ braute, rose sig.

 

Sprække ‑ døe, styrte.

 

Spille sig ‑ lege.

 

Svang ‑ sulten.

 

Spøttels, dat Spøttels ‑ et Udbrud af største Foragt.

 

Snosk ‑ comisk.

 

Sye af ‑ drage af, bort, sædvanligen i ond Betydning.

 

Troe ‑ Bord til at tætte Tage med.

 

Till ‑ Bord til Gulve.

 

Tveit ‑ Fliis.

 

Tyne ‑ dræbe, slaae ihjel.

 

Desuden Endelsen: ot for: et eller ede i Adjectiver, og Artiklen i Maskulin ved Endelser: a, og i Feminin: o i Stedet for: en.

 

 

 

_______________________________________________________________________

Jan Dagfinn Monssen