Eiler Hagerup Rosenwinge - Salten 1790

Jan Dagfinn Monssen

Lokalhistorie

Eiler Hagerup Rosenwinge - Salten 1790

Sorenskriver i Salten 1770 - 1793

Av Jan Dagfinn Monssen

BUDSTIKKEN

Et Ugeblad af statistisk-oekonomisk og historisk Indhold.

Redigeret af I.C.Berg,Maschmann,I.Kraft og U.B.Møller.

Torsdag 11.Nov.1824 No.95 til 98.

Torsdag 25.Nov.1824 No.99 til 102.

 

 

NOGET OM NORDLANDENE, ISÆR OM SALTENS FOGDERI, SKREVET 1790.

 

Nordlandene[1],fra Nummedalen under Throndhjems Amt af,som støder til Helgeland, indtil Alt-Eidet i Finmarken,udgjøre en Længde af 80 til 90 lange Sø-Mile,som kan anslaaes for 200 danske. Denne Strækning indeholder 1) Helgelands,2) Saltens,3) Senjens og Tromsø Fogderier,er landfast med Sverige,og bestaaer af Udøer,deels beboelige og deels ikke,af Sunde,Bugter og dybe Fjorde,indlukte med høie Fjeld-Strimler. Heraf udgjør Saltens Fogderi Landets Centrum,da det har Helgelands paa søndre,Senjens og Tromsens paa nordre,og 4) Lofotens og Vesteraalens Fogderi,som ligger ud til Havs i adskillige Øer og omfløede Strækninger lige imod,paa vestre Side.

 

Fra dette sidste adskilles Saltens Fogderi,paa en Brede af 1 1/2 til 10 Mile,ved den store og fiskerige Vest-Fjord,som staaer i umiddelbar Connexion med Vest-Havet,stryger langs ved dette Fogderies Kyster,og slutter sig i den norderste Deel af samme,hvor den udgjør 3de indlukte Fjorde,nemlig Tysfjorden,Ofotens-Fjord og Kandstad-Fjord,og et Sund kaldet Tjællesund,som fra Loddingens Præstegaard strækker sig i Nordost,i en Længde af 2 Mile,til Gaarden Sandtorv[2],hvor Senjens Fogderi tager sin Begyndelse.

 

Den beboelige Deel af Fogderiet,fra Vest-Fjorden ind i de dybeste Fjorde,udgjør i Brede 6 til 7 Mile paa nogle Steder,paa nogle mindre,og i Længde fra en smal Fjord,Sørfjord kaldet,i Gilleskaals Sogn,som er det sønderste og grændser til Helgeland,indtil bemeldte Sandtorv i Senjens Fogderi 18 lange Sø-Mile. Beboelige Udøer ere her meget faa,og dette gjør Passagen igjennem Fogderiet saa meget farligere,da man paa den ene Side har det blotte Hav og stærk Søgang,og paa den anden,skarpe Fjorde,Bugter og Promontorier,der foraarsage farlige Kaste-Vinde.

 

Bemeldte Vest-Fjord,som retteligen kaldes Fogderiets Hoved-Fjord,da Velsignelsen af Havet tilbringes igjennem den,udgjør,foruden de allerede opregnede,endnu andre Fjorde,der atter dele sig i adskillige Grene og Tvær-Fjorde,nemlig Saltens-,Foldens-,Ofotsfjord,Lenæs- og Øxnæs-Fjord[3]. Blandt disse er Saltens-Fjord,der adskiller Gilleskaals og Bodøens Sogne,den navnkundigste af Sild-Fiskeri i forrige Tider. Med denne staaer den indlukte Salt-Fjord,som gaaer ind til Skjærstads og Saltdalens Sogne,i Communication ved 2de Strømme; den ene kaldet Stor- eller Salt-Strømmen af 2de Bøsseskuds Brede og 7 til 8 i Længde,som af sine farlige Hvirveler,der ei sjelden tage Baad og Folk til Bunden,og have skilt mange ved Livet,er bekjendt og,i den Tid Strømmen har sin Force,holder det største Fartøi tilbage,ja endog den store Hvalfisk har,som jeg har seet,maattet give efter for dens Styrke,og arbeidet saalænge,at Blod-Straaler have staaet ud af dens Gab.

 

Den physiske Grund til denne Strøms Farlighed og Force maa upaatvivlelig være dens Smalhed og den Collision,i hvilken den staaer med Saltens Hoved-Fjord uden for,som har nogle Miles Strækning fra Havet,og med Salt-Fjorden indenfor,der til Saltdalen strækker sig over 3 Mile,og maa igjennem denne og Godø-Strøm (hvorom strax skal meldes) have sin Communication med Havet,foruden at denne sidste Fjord har mange Tværfjorde, Bugter,og en paa mange Steder umaalelig Dybhed,samt Tilstød af adskillige Elve,som tilhobe fordre et rummeligt Gjennemløb,men afskjæres og indspærres igjennem denne smale Strøm. Og fortjener denne Grund saa meget mere Tillid,som det er vist,at ved ny og fuld Maane,da Ebbe og Flod er størst,løber Strømmen paa det stærkeste,og kan end ikke af de Folk,som boe der og nøie kjende Hvirvlernes Gang,hvorefter de vide behændig at dreie sine Baade,paa denne Tid befares; især er den uregjerlig,naar paa saadan Tid indfalder haardt Veir af Havet,som altid befordrer Flodens Tilvæxt.

Denne Strøm[4]er almindelig den hele Sommer igjennem meget fiskerig paa Sei,Qveite eller Helleflynder og Smaa-Torsk; og da min Gaard ligger lige over for paa anden Side af Saltens-Fjord,1/4 Miil derfra,har jeg her havt daglig Forraad. Jeg har og ikke sjelden fortjent 50 Rd. og derover af en Dreng paa 2 til 3 Maaneders Tid. I visse Maader er denne Strøm meget skadelig for Fiskeriet af Sild og anden Fisk,og opsluger den hele Bjergning,som kommer ind fra Havet igjennem Saltens-Fjord; thi ofte tager denne sin Vending igjennem Strømmen ind i Salt-Fjorden,hvor den ligesom forsvinder; da Havet i denne Fjord er saa dybt,og Bunden saa ureen og klippefuld,at Fisk paa ingen Maade kanfanges. Derfore maa disse Indbyggere af Skjærstads og Saltdalens Sogne,naar de behøve Fisk til Huus-Fornødenhed,reise 2,3 til 4 Mile,enten til Saltens-Fjord,eller længere ud imod Havet.

 

Ved Slutningen af Saltens-Fjord,og 1/8 Miil fra Stor-Strømmen,ligger den anden Strøm,som kaldes Godø-Strøm. Denne er endnu smalere og kortere,men saa opfyldt med Skjær og Stene,at man i stor Ebbe,ved Hjælp af en lang Stav,kan fra det ene Land til det andet springe over paa Stenene; dog fordres hertil Varsomhed og Smidighed, thi hvis man glider,er Livet borte,da Strømmen imellem Stenene er meget dyb. Formedelst den ujævne Bund er den farlig at besegle,naar den løber stærk,da man let kan støde an imod en Klippe eller Steen,og den kan af saadan Aarsag ikke befares uden paa smaa Baade.

 

Denne Strøm har sit Navn af en strax hos liggende Gaard Godøen,som i den gamle Historie er bekjendt af den der boende Næsse-Konge Røe,som Kong Olaf,paa sin Retour fra den nordre Deel af Nordlandene,vilde hjemsøgt og opfordre,enten til et Feltslag,eller at lade sig christne,hvorfore han med sine Skibe lagde sig i Havn i Udøerne ved Indløbet af Saltens-Fjord (hvilke Udøer nu kaldes Gievær, Brixvær, Steensvær og Hellevær,alle beboelige,undtagen Steensvær),for at oppebie gunstig Vind; men de vedvarende østlige Vinde gjorde ham kjed,og bragte ham til at frafalde sin Beslutning,og at fortsætte Reisen Sør efter til Throndhjem. Hvad ikke Kong Røe havde været Troldmand før,blev man nu bestyrket i dette Rygte,og troede at han,som vidste Kong Olafs Ankomst og Hensigt,og havde allerede samlet sin Magt at møde ham,havde udsendt denne contraire Vind; skjøndt dette gik meget naturligt til,og mange have med Kong Olaf havt samme Modgang,at Saltens-Fjord har,ved østlige Vinde,paa hele Maaneder hindret Indfarten,da den,saasnart Veiret er klart,falder ud og er overmaade brusende[5]. Denne Kong Røe var ellers,efter de Tiders Maade,mægtig og frygtet,og havde under sit Regimente al den Strækning,som nu udgjør Gilleskaals,Bodøens,Skjærstads og Saltdalens Sogne. Hans Krigshær og Forsvar bestod af Finner,som ere det Folkeslag,der unegtelig har først gjort Nordlandene beboelige,og,saavidt man af det Historiske kan dømme,opryddet de fleste matriculerede Gaarder. Paa Gaarden Godøen har jeg ofte været,men intet mærkværdigt fundet og seet,uden Rudera af Begravelses-Høie,som vises at have været opgravne. Om noget i disse har været fundet,er mig ubekjendt.

 

Fogderiet har desuden flere Strømme,men ved disse falder intet interessant at melde,heller ikke ere de saa fiskerige eller farlige,som den beskrevne Salt-Strøm; og om de øvrige Fjorde kan hernæst gives Anledning til at anbringe en og anden Anecdote.

 

I Henseende til den geistlige Indretning indeholder Saltens Fogderi kun et Provsti,som tilforn[6] bestod af 4 Sogne-Kald,nemlig Gilleskaals,Bodøens,Laskestads og Loddingens,og 6 Residerende Capellanier: Skjerstads,Saltdalens og Rørstads,som vare residerende under Bodøe, Hammerøens under Laskestad,samt Ofotens og Vaagens Kald under Loddingen; hvilket sidste Kalds visse Indkomster den Tid faldt til den Throndhjemske Bispestol[7]. Men ved de siden skeete successive Forandringer er Ofoten blevet frit,og udgjør det 5te Sogne-Kald,og her existere da nu ligesaa mange Pastorater,nemlig: Skjærstad,Saltdalen og Rørstad,som ved Provst Bangs Forflyttelse til Bodø 1770 bleve lagte derfra,da dem gaves dette Prædicat; dog nyder Bodøes Præst endnu den fulde Korn- og Fiske-Tiende med hele Jordegodsets Indkomster af Skjærstad og Rørstad, ligesaa Mensal-Godset af Saltdalen,som ved denne Forandring beholdt begge Tiender frie; dernæst Hammerøen,der yder disse visse Indkomster til Laskestads Præst,og Vaagen,som ligger i Lofotens Fogderi,men sorterer under Saltens Provsti,der endnu svarer Mensal-Godset og den største Deel af Fiske-Tienden til Loddingen[8]. Og endelig komme her 5 Annexer: Beyerns under Gilleskaal,Kjærringøens under Rørstad,Lenæs under Laskestad,Hoel under Loddingen,og Ankenæs under Ofoten.

 

Præstegjeldene med Annexer udgjøre da 15 Kirker,hvoraf ikkun Gilleskaals,Bodøens og Laskestads ere af Grundmur,opsatte fra de catholske Tider af. Naar undtages Lenæs Kirke,som Missionen bekoster,ere de øvrige Annex-Kirker bekostede og vedligeholdes af Almuen; dog hæver Missionen begge Tiender og Kirkegodsets Intrader. Saltdalens Almue eier saaledes selv sin Kirke af Træ,smuk og vel conditioneret; men Jordegodset og begge Tiender falde til Missionen,efter Almuens indgagne Løfte,ved den erholdte Tilladelse selv at holde Kirke[9].

 

Denne blev dem tilvirket 1658,af da værende Amtmand Preben von Ahnen,for deres viste Færdighed saavel ved en Skandses Anlæg,nær ved det Sted Kirken nu staaer,som endnu sees,at modtage de Svenske,hvis Ankomst man frygtede for,som og derved at de fulgte ham op til Fjelds,at hindre Svenskens Indfald,lige til en Dal der grændser nær til Sverige og ligger 6 Mile op fra Søen. I denne Dal slog Amtmanden sin Leir,som siden er kaldet Junkers-Dal,saasom man i de Tider kaldte Amtmændene Junkere. Da ingen Fiende kom, og Toget var til Ende,udbad Almuen sig denne Tilladelse udvirket,for at undgaae den besværlige Reise til Skjærstads Kirke,som de hidtil havde søgt,og som ligger 2 lange Mile fra Saltdalen. Kirken blev herpaa bygget 1660,med hvilken Indretning det siden har forblevet.

 

Saltdalens Kald er det mindste[10] i Provstiet,og har ikke over 100 Decimanter; men da Kirken blev opsat,vare der ikke 50,og da Præstens Indkomster herover vare uklækkelige, tilstod Almuen ham,aarlig til Juul,en Gave af Kjød,Lys og Brød,som endnu er i Brug og kaldes Jule-Skjænk,og naar denne ikke leveres in natura,betales af hver Decimant 4 Mk. i Penge[11].

 

[1]Vore Forfædres Halogaland,hvoraf det Navn,den sydlige Deel endnu bærer,nemlig Helgelands Fogderi,er opstaaet. Saxo kaldte det paa Latin Halogia. Denne Landstrækning,som C.I.Pontoppidan (i Geographisk Oplysning til Chartet over det Nordlige Norge S.10) antager at udgjøre 1150 geographiske Qvadrat-Mile,var længe deelt i flere Forlehninger,men blev siden eet Lehn,hvilket synes at være skeet i Begyndelsen af K. Christian den Fjerdes Regjering,og siden vedbleve Nordlandene at udgjøre et Lehn og,efter Souverainiteten,et Amt indtil 1787,da Senjens og Tromsø Fogderi blev forenet med Finmarken til et Amt under Navn af Finmarkens Amt; men at dette Fogderi ikke derved blev en Deel af selve Finmarken,synes næsten overflødigt at anmærke,hvorvel Navnet saaledes bruges i Overskriften til For. 17.Julii 1789.

 

[2]paa Hind,den største Norske Ø,der henhører deels under Saltens,deels under Senjens og deels under Vesteraalens Fogderi.

 

[3]Saltens Fjord kaldtes fordum Salpti,ogsaa Skjalfta cfr. Schønings Norges Hist. 1.Deel S.77,103. Navnet er siden ligesom andre Fjordes Navne,brugt til at betegne omliggende Strækninger,og endelig er denne Fjords Navn udstrakt til et større District,som deraf har faaet Navn af Saltens Lehn og Fogderi.

 

[4]Salt-Strømmen (fluvius Salten) med flere Nordlandske Mærkværdigheder omtales kortelig i Tho.Bartholini acta medica & philosophica,vol.IV.p.27sq. Af de Nordlandske Strømme er ellers Moskø-Strømmen,hvorom der er skrevet meget,iblandt andet en (af Biskop Peder Krogh i Aaret 1700 forfattet) Afhandling i Thaarups Magazin 2det Bind S.413 ff.,især bleven navnkundig.

 

[5]Det her fortalte Sagn er uden Tvivl tildeels en Forvexling med den Tildragelse,som Snorre i K.Olaf Tryggvesens Historie C.86 og 87 beretter angaaende Godøens da værende Eier Raud.

 

[6]Hvorledes Kaldene i Nordlandene bleve regulerede 1589,sees af den saakaldte Reformats for Throndhjems Stift,hvorunder Nordlandene hørte indtil 1803,i Norske Vid. Selskabs Skrifter i det 19de Aarhundred 1ste B. S.411-30.

 

[7]See Anordning eller Rescript 28 Dec.1731.

 

[8]Vaagens Kald eller Præstegjeld blev ved Resc. 14 Januarii 1791 henlagt under Lofotens Provsti. Ifølge Kgl.Resol. 12 Januarii 1815 beholder Sognepræsten 1/4 Deel af Fisketienden der, 1/2 Deel forbliver ved Lødingens Kald og 1/4 Deel henlægges indtil videre til Hammerø Kald; hvorimod 3/4 Dele af denne Fisketiende vare,da Vaagen blev et særskilt Præstekald,ved Kongl. approberet Ligning af 14 Januarii 1735 henlagte til Lødingens Kald.

 

[9]Saltdalens Kirke er altsaa en af de saakaldte Benaadnings-Kirker, hvilket (foruden Molselvens og Bardudalens) ogsaa Beierens,Kjærringøens og Ankenæs Kirker i dette, Valbergs i Lofotens og Hillesøens (samt Dyrøes ?) Kirke i Senjens Fogderi ere; hvorimod alle de øvrige Kirker i Nordlandene,der ansaaes som Kronens eller Statens Eiendom,bleve under K.Frederik den Fjerde,tilligemed Øst- og Vest-Finmarkens Kirker,henlagte til den af Høistsamme 1715 til Finnernes og Lappernes Omvendelse til Christendommen stiftede Missions-Indretning,ved Kongl. Befalinger af 27 Nov. 1716,5 Sept. 1718, 18 Sept. 1719 og 12 Januarii 1720. Denne Indretning,som fra først af stod under det i Kjøbenhavn 1714 til Hedningernes Omvendelse i Ostindien oprettede Missions-Collegium eller Collegium de cursu Evangelii promovendo,blev ved Kongl.Resolution af 7 Maji 1802 henlagt under det saakaldte danske Cancellie. Den havde imidlertid samlet en betydelig Capital,nemlig 126539 Rdlr. Cour. og dens aarlige Indtægter vare da: 1) Renter 3 3/4 Proc. af samme Capital. 4743 Rdlr.; 2) den aarlige Forpagtnings-Afgift af Missionens Jordegods og alle Slags Tiender iHelgelands m.fl. Fogderier. 4200 Rdlr.; 3) Forpagtnings-Afgift af Strindens Fogderies Konge-Tiende,som var det under 24 Martii 1752 oprettede,men under 3 Nov. 1774 efter Prof. Leems Død nedlagte,Seminarium Lapponicum i Throndhjem beneficeret,900 Rdlr.; 4) det aarlige ved Kongl. Befaling af 20 Nov.1716 cfr. Resc. 4 Jan. 1717 paabudne Contingent til Missions-Væsenet af de Norske Kirker 1015 Rdlr.; 5) Indtægter af adskillige Nordlandske Kirker,som ansloges til omtrent 800 Rdlr.; altsaa tilsammen 11658 Rdlr. Bemeldte Jordegods maa deels være det Kirkerne tilhørende,deels det ved Resc. 21 Juni 1743 til Missionen henlagte Throndhjemske Capituls-Gods. Udgifterne vare derimod: 1) til Præsters og Skoleholderes Lønninger i Nordlandene og Finmarken,samt Præste-Enkers Pensioner i Nordlandene,Missions-Cassererens Løn m.v. 3875 Rdlr.; 2) til bemeldte Seminarium 2029 Rdlr.; 3) de til Skolevæsenets Forbedring i Agershus Stift (ved Resol.7 - Canc. Skriv.15 - Nov.1794) tilstaaede 600 Rdlr.,tilsammen 6504 Rdlr. Der var saaledes et betydeligt Overskud af Indtægter (1802 nemlig 5154 Rdlr.), men dette anvendtes,hvor meget Skolevæsenet i Norge selv trængte til Hjælp,til den dette Rige uvedkommende Ostindiske samt den Grønlandske Mission,og ved Resolutionen af 1802 bestemtes,at samme deraf skulde fremdeles nyde den Understøttelse,som til dens Vedligeholdelse ansaaes fornøden. Cfr. Colleg.Tid. 1802 Nv.23.24. Desformedelst maatte og af foranførte Capital ved Opgjørelsen med Danmark (see Opgjørelses-Acten 20 April 1820,5te Art.) afgives en Sum til at dække Under-Ballancen ved Missionerne i Ostindien og Grønland. Den beholdne Capital er nu overgaaet til en Norsk Stats-Obligation stor 58,805 Spdlr. 17Sh. (Resol. 28 Junii 1821). Foranførte Missions-Indretnings Eiendomme og Indtægter benævnes nu,da det egentlige Missions-Væsen for længst er ophørt,den Nordlandske Kirke- og Skole-Fond, og ved Lov af 1 Aug. 1821 blev bestemt,at de den tilhørende Kirker tilligemed disses Tiender og andre Indtægter uden for Jordegodset skulle afhændes,dog at de saa kaldte Benaadnings-Kirker,naar disse af Kongen ansees nødvendige, skulle selv nyde den Tiende,som Menighederne hidtil have ydet til deres saa kaldte egentlige Sogne-Kirker (eller rettere til bemeldte Fond); og med Kirkegodset skal forholdes efter Loven om det beneficerede Gods af 20 Aug. 1821. (Om disse Kirker og Kirkegodset,forsaavidt Nordlandene angaaer,findes en kort Efterretning i Norske Rigstid.1816 Nr. 11 cfr. Nr.57). Ved Kongl. Resol. 4 Maji 1822 bestemtes,at det forrige Seminarii Lapponici Fond skal anvendes til et Skolelærer-Seminarium for Nordlandene og Finmarken. Der er nu saaledes de bedste Udsigter til,at det forrige Missions-Væsens Midler skal komme det Nordlige Norge til virkelig Gavn,og at det ikke mere med Føie skal kunne siges,hvad C.Falsen skrev 1793 (see hans Skrifter 1ste Bind S.26),at Kirken har opædt Landet.

 

[10]Forholdet imellem Præstegjeldene i Saltens Fogderi med Hensyn til Folkemængden var 1801 følgende: Gilleskaals Præstegjeld havde 2334,Saltdalens Pr.962,Skjærstad Pr.2410,Bodøens Pr.2136,Rørstad Pr.2200, Laskestads Pr.1675,Hammerøens Pr.1413, Lødingens Pr.2257,og Ofotens Pr.1815,tilsammen 17211 Mennesker; Helgelands Fogderi havde samme Tid 23617,Lofotens og Vesteraalens Fogderi 10712,og Senjen og Tromsø Fogderi 19188 Mennesker; altsaa havde Nordlandene 1801 i alt 70728 Mennesker. Forholdet med Hensyn til Fordelingen af Indskudet til den tvungne Bank sees i Budstikkens 1ste Aargang. Nr.49-52 S.405 ff. I Henseende til Skatteskylden var Forholdet følgende: 1) i Helgeland Fogderi var den 1796: 1587 Voger 1 Pd. 9 Mkr.Fisk, 2) i Saltens Fogderi 1794: 1531 V. 2 Pd. 12 Mkr. Fisk, 3) i Lofotens og Vesteraalens Fogderi 1799: 869 V. 4 Mkr. Fisk, 4) i Senjens og Tromsø Fogderi var den 1786: 779 V. 1 Pd. 9 Mkr. Fisk,hvortil kommer for de i Junii 1815 skyldsatte 30 Rydningspladser i Molselvens og Barde Almindinger 28 V. 2 Pd. 4 Mkr. (Rigstid. 1815 Nr. 89),tilsammen 808 V. 13 Mkr.Fisk. Skylden i Nordlandene udgjør saaledes i alt: 4796 Voger 1 Pd. 14 Mkr. Fisk

 

[11]Til Saltdalens Præstegjeld støder uden Tvivl Sulitelma store Iisbræ,som ved den berømte Wahlenbergs Efterretninger er bleven bekjendt,eller og til Rørstad Præstegjeld?

 

Bodøens Kald[1] er det bedste ,og har de visseste Indkomster; thi slaaer enten Korn-Tienden eller Fiskeriet feil,giver dog Præstegodset af 3 store Sogne,Bodøens,Skjærstads og Rørstads,sikkre og gode Fordele. Før Provst Bangs Tiltrædelse til Bodø nød og Præsten al Rettighed og Bygselerne af Kirkegodset i disse 3de Sogne,som nu hæves af Missionen. Bodø Præstegaard er og den bedste i Provstiet,og blev af Biskop Friis,som godt forstod Landbruget,anseeligen forbedret[2].

 

Gilleskaal[3] med Annexet Beyern,har ligesaa mange Decimanter som Bodø Kald,men er af ulige Godhed. Almuen her er yderlig fattig,og Præstens Indkomster derfor meget usikkre. Her er og en slet og dyrlagt Præstegaard. Præsten her havde i forrige Tider begge Kirkens Tiender af Hoved-Sognet,imod at han holdt Kirken vedlige,ligesom det endnu skeer paa Tromsø; men disse bleve,ved itzige Præsts Ankomst til Kaldet, fratagne og lagte under Missionen,som nu bekoster Kirken. Annexet Beyern ligger 3 Mile fra Hoved-Kirken,hvorfra Reisen falder igjennem et Sund og en smal Fjord,som er indspærret af høie Fjelde,der give farlige Kaste-Vinde. Især er denne Annex-Reise meget farlig og besværlig paa Vinters-Tid,at Sundet paa nogle Steder hvor det er smalest og Fjorden,Beyern paa 1 Miil nær,fryser til,da man ofte med Livs-Fare maa vove sig over Isen.

 

Laskestad[4],med Annexet Lenæs,har ongefær 150 Decimanter,og er et maadeligt Kald, skjøndt Jordegodset og begge Tiender af Hammerøens Kald høre hertil; men Præste-Godset er ubetydeligt,og Korntienden ligesaa,da Gaardene falde slette,og have for en stor Deel paa nogle Aar ligget ubesaaede,formedelst den almindelige Misvæxt,der har drevet denne Almue,at søge sin Hoved-Næring af Søen. Laskestads Præstegaard er en af de gode. Reisen til Lenæs af 2 Mile,som falder paa Thing-Touren,er meget farlig,formedelst de mangfoldige blinde Skjær og gyselige Kastevinde,af et høit Fjeld kaldet Storstinden,som,i samme Øieblik Søen er klar og stille,gjøre den brusende.

 

Hammerøens Kald har 160 Decimanter,og da de fleste Indkomster gaae til Nabo-Præsten paa Laskestad og Præstegaarden derhos er ringe,saa er det af ringe Indkomme; dog kan en Præst med liden Familie leve,da Stedet ligger ganske afsides for Reisende,og Almuen,skjøndt fattig,er meget goddædig. Blandt andre Gaver yde de til deres Præst aarlig 1 Vog Fisk i Rettighed,som,naar Rundfisken er i god Priis,kan klække noget.

 

Ofotens Kald,som er det norderste[5]i Provstiet,har i den senere Tid,da baade Korn-Avling og Fiskeriet tildeels har slaaet fra,været maadeligt. For 30 Aar siden og før var Ofotens Almue i almindelig Velstand. De havde i de Tider mange Nærings-Kilder,som nu i lang Tid have været tilstoppede. Denne Almues Vindskibelighed (og denne mangler den ikke endnu),deres anseelige Fiskeri i Finmarken,den Tid Havet vrimlede af Torsk og Helleflynder,hvoraf en Fisker fik sin Baad fyldt 4 til 5 Gange om Dagen,og det aarvisse Silde-Fiskeri,som i de Tider faldt i Ofotens-Fjord,gjorde Mængden her riig. Og det,som endnu meest hertil bidrog,var den fordeelagtige Handel med de svenske Lapper og Qvæner. Disse,som havde kun 2 Dages Reise over Fjeldet,fra svensk Finland[6] ned i det Inderste af Ofotens-Fjord,som kaldes Øst-Rombakken,kom aarlig paa Høstens Tid,at tilhandle sig Sild og Fisk for høi Priis,enten imod Svenske Specier,eller Omtuskning af Varer,som vare Landet tjenlige. Indbyggerne vandt mærkelig herved,og mange samlede Penge og en Hoben svensk Sølv,af Bægere og Spiseskeer[7]. Men paa 20 Aar og længere have begge disse Fiskerier og den dermed forbundne Handel forsvundet,og Velstanden har forandret sig til almindelig Armod.

 

Ofotens Præstegaard skylder kun 2 Voger Fisk,men er af en anseelig Etendue,og kunde,under et mildere Clima,udgjøre en fordeelagtig Gaard. Den har adskillige smaa Ferskvands-Søer,som til dagligt Bordhold forskaffe Ørreter og Røer; den ligger beleilig til Fiskeri af Havet; den har overflødigt Brændefang,der er en betydelig Partikel i den nordlandske Husholdning; den har en god Fædrift,og en udvidet Strækning af Agerland. Annex-Reisen til Ankenæs er den farligste i Provstiet,og af 2 1/2 Miils Længde. Skjøndt Ofotens Fjord er indlukt,og ei staaer directe i Communication med Havet,er den dog meget farlig at besegle,og dette har sin Grund deels af dens Dybhed,da den ved Indløbet fra Vest-Fjorden skjær sig 6 Mile ind i Landet,og deels af de mange Tvær-Fjorde, 7 i Tallet,som den danner, hvilke i østlige Vinde støde næsten imod hverandre og foraarsage en brat Søgang,foruden at man paa 1 1/2 Miil ikke kan tage til Lands,formedelst Promontorier og Klipper,saa man igjennem de grusomste Kastevinde maa holde Trop. Jeg har 2 Gange her været i yderste Livsfare. Kirkegodsets Indkomster i dette Kald oppebæres af Præsten og er cumuleret med Præste-Godset[8].

 

Loddingens[9] Kalds Indkomster dependere mest af Fiskerierne,som ere Sogne-Folkets fornemste Næring; og med Kirke-Godset har det samme Beskaffenhed,som i Ofoten. Annex-Reisen til Hoel er lidt over 1 Miil lang,falder igjennem Tjællesund,og er ikke saa farlig. Præstegaarden er maadelig,og giver ikke megen Korn og Hø-Avling. Dette Kald er det vidløftigste i Provstiet. Det skjærer sig i Vest imod Vaagens Kald 3 skarpe Mile,i Nord til Sandtorv 2 Mile,i Øst imod Ofoten 3 Mile,og i Sør ind i Tysfjorden over 6 Mile. Naar de i Tjællesund boende undtages,som med Beqvemmelighed kunne søge Loddingens Hoved-Kirke,har Sogne-Folket her meget farlig Kirke-Vei,især den Deel som boer i Tysfjorden[10],hvor mangehave 5 til 6 Mile til Kirken. Denne Fjord skjær sig i 8 Grene eller Tværfjorde,omgivne med høie Fjelde paa alle Kanter,og gjør Seiladsen meget farlig; foruden at man her paa 1 1/2 Miil maa passere tvært over den skarpe Vest-Fjord,der ender sig ved Loddingens Præstegaard. Her er ellers et Capel bekostet af Almuen,som i lang Tid har staaet til Nedfalds,og kan ikke reddes ved Reparation,ligesom et nyt at opsætte,gaaer over Almuens Evne. Her holder Præsten Tjeneste 4 Gange om Aaret,som dog ikke bestaaer i andre Ministerialia,end Communion for ældgamle Folk og Krøblinger,der ikke formaae at komme til Loddingen,og i Barne-Daab for svenske Lappe-Børn,paa den Tid de med sine Reensdyr opholde sig saa langt ned paa vore Grændser,at Veien til deres Præst i Sverige falder dem for lang. Da Tysfjorden har mange Beboere,og udgjør den betragteligste Deel af Loddingens Sogn,saa burde denne,fremfor de fleste Steder i Nordlandene,have Annex-Kirke,som vilde spare Manges Liv,da sjelden noget Aar gaaer,uden at Folk kuldsegle og blive borte paa denne farlige og lange Kirke-Reise.

 

Skjærstads Kald er det folkerigste i Provstiet,og udgjør over 350 Decimanter. Gode Ministerialia falde her da vel; men en Præst med stor Familie kommer dog ikke vidt med disse,naar han,i høie Kornpriser og Misvæxt, maa aarlig depensere 2 til 300 Rd. paa Korn-Kjøb; da hans Præstegaard er baade dyrlagt,og af meget slet Jordart,og han derhos maa mangle Fisk til dagligt Bordhold,den han maa hente 3 til 4 Mile fra sin Gaard,og maa betale dyrt nok,naar Uveir hindrer hans Folk at være virksomme.

 

Denne Herlighed har dog Rørstads Kald[11] forud,at der støder en Mængde Fisk til Landet; men saa er og her ligesaa ufordeelagtig Præstegaard,og Kaldets Indkomster mindre. Decimanterne ere her ongefær 100 Mand færre,og Annex-Reisen til Kjærringøen,af 1 1/2 Miils Længde,meget farlig.

 

Unegtelig kunde og burde Bodøens Kald,som har de fleste Decimanter næst Skjærstad, og har god Præstegaard med beleiligt Fiskeri,rigelig føde sin Mand,om Korn-Tienden af Skjærstad og Rørstad faldt fra,og forblev inden Sognet; thi saa havde disse Præster anstændigt Udkomme,og vare ikke udsatte for den Nødvendighed,at søge Forflyttelse, fordi de maae trælle for en andens Overflødighed[12]; og endda blev Bodø Kald,med egne fulde Indkomster,med Intraderne af Mensal-Godset i 4 Sogne,og Fiske-Tienden af Skjærstad og Rørstad,et af de bedste i Nordlandene.

 

Endelig sorterer og som meldt Vaagens Præst under Saltens Provsti,skjøndt dette Kald ligger i Lofoten,og burde for den større Beqvemmeligheds Skyld henhøre derunder[13]. Men Grunden hertil reiser sig fra den Tid,da Vaagen var et residerende Capellanie under Loddingen,hvis Præst i Vinter-Fiskeriets Tid,fra Kyndelmisse til Paaske, selv forrettede Kirke-Tjenesten i Vaagen,og var her Sognepræst. Dette Kalds vigtigste Indkomst er den saa kaldede Fjære-Fisk[14],som er et Spær eller 2 Torske,der ydes baade af Sognets Folk og af hver fremmed Fisker, som søger sit Fiskeri der i Vinter-Tiden,imod at de her søge Kirke,og i Sygdoms og andre Tilfælde nyde Præstens Opvartning. Da Vaagens Kald,ligesom Lofotens Fogderi i Almindelighed,for største Deel bestaaer af Fiske-Være, høie Fjelde,og kun smaa Jord-Strimler,saa er Korn-Tienden her ikke at regne[15].

 

I forrige Tider havde ogsaa Fiske-Været Skraaven,en omflødt Ø, og 1 Miil fra Vaagen[16], sin egen Kirke,som et Annex under Vaagen; men da Kirken forfaldt,Fiskeriet slog fra,og de fremmede Fiskeres Antal Aar efter Aar formindskedes,blev Kirken for over 90 Aar siden sløifet. Fra den Tid have saavel Skraavens egne Beboere,som de fremmede Fiskende, søgt til Vaagens Kirke; men i det Civile sortere disse Beboere under Saltens Fogderi, hvor de dog,da de have en meget farlig Reise af 3 Mile over Vest-Fjorden,meget sjelden søge Thing,og lade deres Skatter betale ved Lehnsmanden. Rettelig burde disse høre under Lofotens Fogderi,hvor de uden Tids-Spilde,og med en Miils Reise,kunde søge Thinget[17]; og meget kunde Sorenskriveren i Salten ikke tabe herved,da Beboerne indeholde kun en Gjæstgiver, 7 Væremænd og 3 ubetydelige Gaardmænd.

 

Ligesom de 2de Fogderier,Vesteraalen og Lofoten,samt Senjen og Tromsen,havde i forrige Tider 2de Fogder og Sorenskrivere,da disse Embedsmænd,formedelst Embedernes Ringhed,maatte leve og ernære sig som Bønder, har og Saltens Fogderi fordum havt 2de Sorenskriverier,det Nordre og Søndre. Under det første henhørte Laskestads, Hammerøens, Loddingens og Ofotens Kirke-Sogne,og under det sidste Gilleskaals, Bodøens, Skjærstads, Saltdalens og Rørstads,som,da disse Sogne have stedse været de folkerigeste,og i gode Aaringer havt større Fordeel af Landbruget,og følgelig været i en taaleligere Forfatning, har været ulige bedre end det Nordre,hvor Armod har været mere almindelig. Denne Indretning skal have vedvaret indtil Sorenskriver Anders Monsens Tid,som kom til Embedet omtrent 1690,da begge Sorenskriverier bleve combinerede,og havde succederet Sorenskriver Hveding (en Fader af afgangne Justice-Raad og Byskriver Hveding i Throndhjem) der havde havt det nordre District,boede paa Kongens Gaard Sommerset i Hammerøen,og ernærede sig meest af Fiskeri. Her vare og i samme Tid 2de Fogder. Den ene var Ombudsmand paa Kongens Gods,det han forvaltede, og hvis Intrader han aflagde Regnskab for; den anden hævede alle Kongelige Skatter og var tillige Justits-Betjent; hvormed det forblev indtil Fogden Michel Storms Død; da begge Embeder,siden den sidste Ombudsmand Jens Jørgensen faldt fra i samme Tid,bleve combinerede under den succederende Foged Jesper Kolderup[18]. Noget mere omstændeligt herom veed jeg ikke at melde,da jeg,ved min Ankomst til Saltens Sorenskriveri,maatte savne alle gamle Protocoller indtil 1714 og mærkværdige Papirer,der kunde oplyst en og anden Antiquitet. Protocollerne bleve i de Tider til Amtmændene indleverede,og ere der ganske forsvundne; thi i en afdød Amtmands Tid bleve de henslængte i et Sø-Nøst og af Utøi opædte.

 

Fogderiet har 8 Thingsteder[19]; det norderste, i Ofoten,ligger 16 Mile fra min Gaard. To Gange om Aaret holdes almindeligt Sage- og Skatte-Thing[20].Almindelig begynder Sommer-Thinget først i Junii Maaned,og Høste-Thinget ved Begyndelsen af October,til hvilke Tider man formoder at Jægterne ere komne tilbage fra Bergen,og Almuen at være bleven forsynet med Penge til Skatters Afbetaling,der dog som oftest slaaer feil.

 

Af den Beskrivelse,jeg har givet over Saltens Fogderies Beliggenhed,vil man lettelig bedømme,hvad Ondt og hvor mange Farer Betjenterne igjennem disse Reiser ere underkastede paa Høstens Tid,da Hav og Storm-Vinde ere saa rasende. Naar man endelig,ofte med Livsfare og udmattet af Angest,har naaet Thingstederne,har man paa nogle af disse ikke bedre Kaar. Fugtige Huse,slet Forflegning,en ubehagelig og ofte fordrukken Sværm af Almue,som med fugtige og vaade Klæder fylder Thingstuen med den usundeste Qvalme og Lugt. I en saadan Situation at sidde ved en Protocol,fra tidlig om Morgenen til Klokken 10 om Aftenen,som ikke sjelden har truffet mig (foruden de mange Variationer af Disputer,man har at afgjøre imellem en vankundig Almue),det har kostet mig utrolige Anstrengelser,og har,tilligemed Farer og Angest paa Søen,svækket min Helbred. Den Uleilighed og Støien,som en samlet Almue tilbringer,og den Uorden hvori et Huus herved sættes,foraarsager,at man maa lokke og tvinge de beleiligst boende til at holde Thing; da Thing-Huse,bekostede af Almuen,ikke existere her eller paa noget Sted i Nordlandene,som dog vilde været en meget nødvendig Indretning. Paa disse Thinge har en Sorenskriver et næsten over en Mands Kræfter stigende Arbeide,især paa de norderste Thingsteder,hvor man,formedelst den lange Frastand,ikke kan samles med Almuen uden 2 Gange om Aaret. Her skal alle Processer ventileres og paadømmes,Thingsvidner tages og beskrives,Publicationer protocolleres, Umyndiges Midler undersøges og secureres,Fogdens Oppebørsels-Mandtaller gjennemgaaes og attesteres,med mere,og Spørgsmaale,der gaae til det Uendelige og ere ofte af det latterligste Indhold,besvares til begge Parters Fornøielse. Den Lettelse havde jeg dog i dette svære Arbeide,at Almuen i Almindelighed var bøielig,og da den havde Fidem til mig,gjerne fulgte mine Raad,hvorved mange Processer bleve forebyggede.

 

Fogderiets Beboere bestaae,ligesom Nordlandenes i Almindelighed,meest af Normænd og dernæst af Finner; dog af disse sidste findes meget faa i Vesteraalens og Lofotens Fogderi,hvis Fjelde ei give megen Græsning for deres Reensdyr,og ikke staae i Connexion med Fjeldene til Lands imod Sverige,hvor Fjeld-Strækningen er meget vidtløftig,og overflødig af den hvide Mose,som ernærer Reensdyrene. Tromsø Fogderi har Blanding af Normænd,Finner og Qvæner,et Folkeslag,der deriverer sig fra svensk Finland,og er i Sprog, Skabning, Næringsbrug og Levemaade adskilt fra Finne-Slægten[21]. I Almindelighed ere Qvænerne høie og velvoxne,og de ere de bedste Agerdyrkere,som Tromsø Fogderi og Finmarken eier. Paa disse Steder ere og Finnerne af Nethed i Pynt,smukt Udseende og reenligere Levemaade,ganske udmærkede fra de øvrige i Nordlandene. Jeg har paa begge Steder seet meget smukke Fruentimmer,og paa en Reise til Koutokeino,16 Mile til Fjelds op imod Sverige fra Altens Gaard i Finmarken,erindrer jeg mig at have seet høie,vel proportionerede og smukke Finner.

 

[1]Om Bodø Præstegjeld har Sognepræsten Provst A.Schytte meddelt Efterretninger,trykte 1817 i Budstikkens 1ste Aargang Nr.55-56. I dette Præstegjeld have de Kongl. Befalingsmænd eller Amtmænd over Nordlandene længe boet,da Befalingsmanden Hartvig Bilde,som under 31 Julii 1604 havde erholdet Kongl. Befaling at lade opsætte en Bygning paa Hardnes i Saltens Lehn,hvor ham var paalagt at residere,fik den 30 Martii 1605 Befaling at lade bygge sig en Residents paa Bodø Gaard,som beqvemmere end Hardnes. Han var maaskee den første,som havde samtlige Nordlandene i Forlehning. Bodø Gaard Nr.1 i Bodø Fjerding,skyldende 4 Voger Fisk,var længe Embeds-Bolig for Amtmændene og nævnes i den Anledning i Resc. 20 Martii 1663 om Postvæsenets Anrettelse i Nordlandene (hvor den kaldes Budde Gaard), men er nu omstunder privat Eiendom.

 

[2]Bodø findes i ældre Tid skrevet Bodhine,see Anhanget til Schønings Beskr. over Throndhjems Domkirke S.7,og Ny danske Mag. 1 B. S. 37. I Bodø Sogn er,foruden den ny oprettede Kjøbstad ved Hundholmen og Nyholms Skandse,et Sygehuus ifølge Resc. 11 Julii 1794; cfr. Strøm i Physisk oeconomiskog medicochirurgisk Bibliothek,5te Bind (Kbhvn 1795) S. 224 ff.

 

[3]Navnet har forhen ogsaa været skrevet Gillesgaard,hvilket synes ældre. Dette Præstegjeld udgjør den sydligste Deel af Saltens Fogderi.

 

[4]Saaledes kaldes dette Præstegjeld efter Præstegaarden Laskestad; men det er og bekjendt under Navn af Stegens Præstegjeld,efter den forrige Laugmands-Residents Stegen Matr. Nr. 41 paa Engeløen,hvor Hovedkirken ligger under 67 Grader 58' 44'' Polhøide (efterHell) og som det gamle Aunglen,der nævnes i Islands Landnama-Bok pag.256. Steighar Kirke og Præstedømme nævnes 1432 i Ny Danske Mag. 1 B. S. 36 f. GaardenStegen,fordum Steig,tilhørte i det 12te Aarhundred Nicolaus Sigurdsen,en af Kong Magnus Erlingsens Lehnshøvdinger (Snorre 3die Tome S.453 ff.)

 

[5]eller,rettere,det nordøstligste; thi Lødingens Præstegjeld ligger omtrent ligsaa langt nordlig,og udgjør den nordvestligste Deel af Saltens Fogderi.

 

[6]Her menes Lapland (Torneaa-Lapmark).

 

[7]Efter Rescript 29 Januar 1745 skulde Lappe-Markeder finde Sted i Nordlandene,hvor dertil var Anledning,og denne synes da her at have været.

 

[8]Det fortjener at erindres,at i Ofotens Præstegjeld har været et Kobberverk,hvorpaa Kgl. Privilegier meddeeltes 29 Aug. 1636,trykte i Budstikkens 3die Aarg. Nr. 103-104,og hvilket Verk endnu maa have været i Gang eller paa ny være optaget under K. Christian den Femte; see Biskop Gunnerus's "Adskillige Efterretninger,fornemmelig angaaende Mineralier i Nordland og Finmarken",i det Throndhjemske Selskabs Skrifter 1ste Deel S.275 ff.

 

[9]Skrives sædvanlig Lødingen. Hovedkirken ligger paa Hind-Øen. Navnet skrives undertiden ogsaa Lodengen.

 

[10]Har og været kaldet eller skrevet Titisfjord. cfr. Ny Danske Mag. 2 B. S. 75. I Tysfjorden skal være fundet gedigent Bly,ifølge Throndh. Selsk. Skrifter 1ste B. S. 273 cfr. Topogr. Journal 24de Hefte S. 114.

 

[11]Kaldes og Foldens Præstegjeld,da det ligger ved Folden-Fjordene.

 

[12]cfr. Rescript 1 April 1740.

 

[13]Er,som S. 760 (s.12 fotnote 8) anført,foranstaltet 1791.

 

[14]Fjære-Fisk ydes ogsaa andetsteds; cfr. Canc. Prom. 25 Julii 1807.

 

[15]Der skal efter Sigende være,paa det Kongl.Norske Videnskabers Selskabs Bekostning,for nogle Aar siden trykt en Beskrivelse enten over Lofoten i Almindelighed eller Vaagens Præstegjeld i Særdeleshed,af Sognepræsten Provst E.A.Colban,hvilken desværre ikke er udkommet. Grønlændernes Apostel,den berømte Hans Egede,var i nogle Aar Præst til Vaagen.

 

[16]Skraaven ligger neppe 1/2 Miil fra Sandøen,Guldbrandsøen og Molla i Lofoten,men hører under Hegstad Fjerding i Saltens Fogderi. Det besøges meget af Stegens, Hammerøens og Ofotens Præstegjeldes Almue.

 

[17]nemlig for Vaagens Thinglaug. Af denne Aarsag har man og,ved Lov ang. Fiskeriet i Lofoten af 1 Julii 1816 §30,henlagt Afgjørelsen af de af Vinter-Fiskeriet opstaaende Sager fra Skraaven med underliggende Fiskevære til den Ret,som der bestemmes at skulle holdes paa Finnæsset eller Stor-Vaagen i Vaagens Præstegjeld; altsaa ere de henlagte under Sorenskriveren og Fogden i Lofoten. Det synes desaarsag rimeligst,at Skraaven med tilliggende Smaa-Øer ganske henlægges,overeensstemmende med Naturen,til denne Jurisdiction. Af saadan Jurisdictions Forandring,der endog er til Indbyggernes egen Beqvemmelighed,følger imidlertid ikke,at enten de eller Saltens Fogderies Indvaanere i Almindelighed skulle tabe den Lettelse i Statscassens eller Kongens Korn-,Ost- og Fiske-Tiende,som ved Kongl. Resolution af 8 Junii 1761 er tilstaaet Indvaanerne i dette Fogderi af de Varer af bemeldte Slags,som avles i Saltens Fogderi,nemlig at svare samme med 24 Skill. for hver Vog Fisks Matrikelskyld,følgelig Rentekammerets Foranstaltninger af 1 Oct. 1774 og 25 Feb. samt 23 Sept. 1775,ligesom de Angelske Stiftelser i Throndhjem,som eie Konge-Tienden i Lofoten,ikke ved en saadan Forandring kunde faae Ret til at fordre denne Tiende af Skraaven,ligesaalidet som de kunde miste deres Tiende-Rettighed,om der var Anledning til at henlægge nogen Deel af Lofotens Fogderi under en anden Jurisdiction; ei heller kunde Skraavens Indbyggere derved miste deres gamle Ret til at erholde ligesom hidtil Træ-Materialier af Skovene i Saltens Fogderi,imod derfor at svare den derpaa aarligen satte Taxt; og endelig kunde de,som af Saltens Fogderi have opført Roerboder og Fiskehjelde,erlægge fremdeles til Fogden i Salten den Grundfrelse,de deraf pligte til Statscassen.

 

[18]Jesper Andersen Kolderup var Foged her omtrent 1699.

 

[19]Fogderiet bestaaer nemlig af 8 Thinglauge,nemlig; 1) Gilleskaal og Beyerns (Bejarens) Fjerdinger, 2) Skjærstad og Saltdalens Fjerdinger, 3) Bodø Fjerding, 4) Foldens Fjerding, 5) Ledingen og Engeløens Fjerdinger, 6) Hammerøens Fjerding, 7) Hegstads og Tjællesunds Fjerdinger,og 8) Ofotens Fjerding. En liden Deel af Gilleskaals Præstegjeld,som har hørt under Helgelands Fogderi,skal,saasnart Sorenskriver-Embedet paa Helgeland vorder ledigt,henlægges under Saltens Fogderi,ifølge Kgl. Resol. 5 Aug. 1816,følgelig under Gilleskaals Thinglaug.

 

[20]De ved For. 5 Maji 1797 ellers anordnede Maanedlige Sage-Thinge finde ikke Sted her. Se Canc. Skriv. 26 Oct.1799.

 

[21]See foran S.687.

 

Finne-Slægten lader sig dele i to Klasser,af Sø-Finner og Skov-Lapper. De første ere Gaardmænd,og ernære sig af Land og Hav som Normændene. Skov-Lapperne holde sig snart til Fjelds,og snart i Udmarkene nær ved Bygderne med deres Reensdyr og leve af dem. Mange af disse have og smaa Rydninger op til Lands,hvor de holde Faar,Geder og et Par Kjør. De opholde sig ikke længere paa et Sted,end Skoven holder ud,og de have paa alle Steder og Tider efterladt sig Skov-Ruiner. Disse søge vel undertiden Kirken; men da de staae i jævnlig Communication med de svenske Lapper,som paa Sommer-Tiden græsse deres Reensdyr paa vore Fjelde,og hvis Descendenter de almindeligen ere,saa udgjøre de næsten et Slags med dem,i yderlig Genegenhed til Brændeviins Drik og øvrige Levemaade,hvorpaa ofte følge uopdagelige Voldsomheder og Manddrab; thi sjelden kan dette vilde Folk holde indbyrdes Enighed.

 

Jeg har meldt,at de søge Kirke; men vist mange love kun den udvortes Tugt,og ere i Grunden Afgudsdyrkere. Der findes mange Familier af dette Folkeslag,som aldrig søge Kirke,eller lade sig see i Bygderne,men opholde sig nær ved Linien paa norske Side; formodentlig maae de være Maleficanter,som for et eller andet Delictum ikke tør være bekjendte i noget af Rigerne. Paa Tysfjordens og Hammerøens Fjelde ere mange af disse; de ere et mordisk Folkeslag,og tør ikke søges af andre Lapper. Især hersker Afguderi meget endnu blandt de svenske Lapper. Imod den Tid,de om Høsten skal bringe deres Reensdyr tilbage til de svenske Grændser,indfinde de sig i Bygderne,og byde en overdreven Priis paa sorte Faar,Geder,Katte,Haner,kort alle Slags tamme Kreature,dem de anvende til Offringer,og,i det samme de begive sig til Fjelds,binde fast i Bjerg-Kløfter og Huler,til et Maaltid for deres Odin,som de mene at forsone,til at ledsage dem vel paa Reisen; og naar de næste Aar komme tilbage og intet finde i Behold af dette Offer,holde de det for Tegn til Lykke. I den senere Tid,da man er bragt i Erfaring om Hensigten og disse Kreaturers Anvendelse,faae de dem sjelden tilkjøbs. Især opdagede en Normand af Ofotens Sogn,for nogle Aar siden,Lappernes Hemmelighed. En svensk Lap kom til ham at kjøbe et sort Kreatur,og især faldt hans Øine paa en sort Malke-Ko,den Bonden ikke vilde miste; men da Lappen omsider bød ham 12 Rd. i svenske Specier,som var over det dobbelte imod hvad en Ko koster paa Høstens Tid,tog han mod dette fordeelagtige Bud. Hændelsesviis gaaer Bonden,to Dage efter,et Stykke op til Fjelds at hugge Tømmer. Underveis og i Nærheden af en Dal hører han Lyden af en Ko,han nærmer sig,og finder sin egen Ko bunden fast ved en Hule,og vansmægtet af Hunger,bringer den Hjem og tier. Aaret efter kom samme Lap igjen,kjøbte samme Ko igjen for 12 Rd.,og begav sig til Fjelds. Bonden passer paa,finder sin Ko i samme Stilling,og paa samme Sted som Aaret forud,og bringer den uskadt Hjem. Denne Negoce ophørte hermed,da Lappen paa sidste Reise blev forvildet i et Snee-Fog paa Fjeldet,og omkom. I Tysfjorden og Ofoten,som i gamle Tider var beboet af Finner og Lapper,blandt hvilke Afguderi meget herskede før Lector Thomas von Westens Omreise,har jeg paa mange Steder ved Kløfter og Huler seet hele Dynger af alle Slags Kreatures Been,som have været anvendte til Offringer.

 

De Skov-Lapper,som ei opholde sig for langt op til Fjelds,eller som have Folk at vogte deres Reensdyr,ernære sig og undertiden af Fiskeri. Især ere de behændige Skyttere,og dræbe de fleste Bjørne. Naar en Bjørn er skudt,bruges mange Ceremonier og Gøglerier. Efter et lykkeligt Skytteri give de ved Hjemkomsten Konerne et Tegn,at de ei maae hilse paa dem; naar Huden skal tages af Bjørnen,skeer dette under Brændeviins Drik med gøggelmæssige Optoge og Vokal-Musik,ikke uliig Jødernes ved deres Gudstjeneste; dette gjentages under et strax herpaa følgende Gilde,da Venner og Paarørende indbydes,og endelig under samme Optrin begraves Bjørnens Been,som maae meget nøie afspises og ikke knuses eller brækkes,det de vaersomt tage i Agt,naar den skal trancheres.

 

En Lap er meget frygtet af Normændene,som troe,at han kan hexe og gjøre alt Ondt; og heraf er han ofte saa klog at benytte sig til sin Fordeel; thi et Trusels-Ord af en Lap agter en enfoldig Normand som et vist Forbud paa en forestaaende Ulykke for sit Huus.I Almindelighed er Lappe-Slægten af en stolt,vild og hevngjerrig Art,og kan,naar den ikke fra Vuggen af bliver omdannet,sjelden civiliseres og dannes til Godt[1] . For Nordlandene kunne disse og de Svenske Lapper,med hvilke de almindelig staae i Slægtskabs Forbindelse,være farlige Fiender i Krigstid,da de saa nøie kjende alle beboede Fjorde,og Passagen til Fjelds mellem Norge og Sverige,som paa nogle Steder ikke fordrer over to Dages Reise. I Kong Frederik den Tredies Tid,da adskillige svenske Skalke-Hobe trængte sig ind i Nordlandene for at plyndre dette ubevæbnede Land,viste de dog megen Troskab imod Norge; især udmærkede sig Ofotens og Tysfjordens Finner. Efter Overlæg begave nogle sig paa Fjeldet,i Møde for de Svenske,at vise dem Veien,men bragte dem i dets Sted paa Afveie til steile Steder,hvor Mængden af Lapperne havde posteret sig,og uden en Mands Forliis lagde de Svenske paa Stedet med deres Skud,som ei til Fordeel kunde besvares,da Lapperne laae skjulte imellem Bjerg-Rifter. Især fortjener her en Laps Opførsel at meldes,som,skjøndt ikkun et Sagn,dog ikke er usandsynlig. Denne Lap var svensk,men blandt dem,der græssede paa Sommertiden sine Reensdyr inden den norske Linie i Nærheden af Tysfjorden,og her var hans meste Familie bosat. Ham truer en Flok af 150 Svenske,til at være deres Veiviser ned i Tysfjorden; de begive sig ved Jule-Tid paa Reisen,han løbende paa Skier,og de kjørende med Reensdyr. Han fører dem paa en Afvei og paa et Fjeld,som er ganske fladt oven paa,men med et danner en forfærdelig Præcipice,som paa en Side styrter lige i Søen,og paa den anden ned i en dyb Dal. I Mørket,som dette skede,kunde den Forsigtigste blive drillet. Lappen anviser dem til den Side,som vendte ned ad Dalen,og med et styrtede de ned over Fjeldet og omkom. Af denne Hændelse kaldes dette Fjeld Mandfjord-Fjeld,og den Tvær-Fjord,som gaaer under Fjeldet og er en Green af Tysfjorden, Mandfjord[2] .

 

Vist er det,at 1782,da jeg besaae dette Sted,fandtes endda hist og her Levninger af Menneske- og [3]Reensdyr-Been,og af gamle troværdige Folk blev det mig forsikkret,at i deres Barndom var disse at see dyngeviis,men ere ved Tidens Længde deels fortærede og deels skjulte afden megen Steen,som aarligen styrter ned af Fjeldet. Imidlertid er det in confesso,at Ofotens og Tysfjordens Finner,til Belønning for deres udmærkede Troskab,bleve for sig og Efterkommere benaadede med Eiendom af deres Pladser og Rydninger,og jeg har ydermere i Saltens Geistlige Skifte-Protocol seet,at en Præst i Ofoten,Jochum Leth,havde af Finnerne tilkjøbt sig,og var indført som Eier af,mange slige Rydninger. Men i Fogden Myhres Tid bleve alle Rydninger Finnerne fratagne og lagte til Kongen; mig ganske ubekjendt,paa hvilken Grund dette kunde skee,og enten det var for at formere Kongens Jordebog,eller de gode Støvle-Huder[4][5].

 

Skovene i Saltens Fogderi fortjene ikke plads paa Papiret,da de ere aldeles ødelagte. Ved god Opagt og Saugbrugs Indførsel burde disse endnu for en Tid været klækkelige,især Beyerns og Saltdalens,som tilforn vare meget betragtelige,og havde beleilige Elve i Nærheden til Saugers Oprettelse.

 

I Aaret 1778 blev en Skipper Arent Mørch bevilget at opsætte Saug paa Ørnes i Foldens-Fjord,til at opnytte en nær hos liggende Almindings-Skov,kaldet Kobvatnets; men det,som fornemmelig herved burde været taget i Agt,nemlig Syn og Taxation over Skoven,hvor meget den aarlig kunde taale at levere til Saugen,blev forsømt. Denne Skov var ikke aldeles ubetydelig og bestod meest af store Fyrre-Træer (Gran findes ingensteds i Fogderiet) af bedste Slags Malm,som gav ypperlig Planker og Bord. Men Mørch,som ingen Regler vare foreskrevne,men som havde fri Raadighed,forhuggede Skoven paa kort Tid saaledes,at nu sees intet tilbage uden Stubber,og Marken bestrøet med forraadnet Tømmer,som han havde forsømt at bringe til Saugen; han solgte Planker og Bord uden for Sognet,som maatte ofte mangle,uagtet det var forbeholden nærmeste Ret,og han bragte disse endogsaa til Bergen[6]. Med saadant Saugbrug var da Sognet ilde tjent,og man fortryder nu forsilde,at Mørch var overladt Dispositionen over Kongens Eiendom til sin Fordeel,men Landets Skade.

 

Jeg veed,at nogle Kongens Gaarder ere beskrevne skovrige,og maae derfor ikke sælges (hvad herunder ligger,begribes snart); men naar det var min Hensigt og Sag at bevise det Modsatte,eller jeg hertil blev befalet,skulde det let skee. Af denne Aarsag maatte heller ikke Kongens Gods i Tysfjorden sælges,og just denne med flere slige fraliggende Skove (Fyrre-Skoven er udhugget,og der er kun Brænde-Skov tilbage) har i lang Tid været,og vil fremdeles blive,til Priis. Blandt 10 Ladninger Brænde-Skov,som føres ud af Tysfjorden til Lofotens Fogderi og andre Steder,gives neppe Skov-Tiende af 2; thi hvor er det Fogden muligt,at vide hvad der passerer paa 12 Miles Distance fra hans Gaard? og især i saadan Fjord,der har saa mange Tvær-Fjorde og Smuthuller. En bosat Mand,som var eier af saadant Gods,maatte for sin Interesses Skyld inhibere Skovens Ruin,og herved vandt Landet. Det Naturligste var vel,at hver Opsidder kjøbte sin Gaard; men hertil er Almuens Forfatning alt for desolat[7].

 

Bedre have dog Jordegods-Eierne i Helgelands og Tromsø Fogderier vidst at conservere deres Skove,og de have indseet Nytten af Saugbrug,hvorved Skoven er saa meget besparet,at Helgelands Fogderi kan understøtte Saltens baade med Bord og Tømmer,og hvad man i Salten ikke kan faae der,maa hentes fra Nummedalens Fogderi. Og hvor var det muligt,at nogen Skov kunde holde det ud med en saadan Behandling,som i Salten overalt? At af det tykkeste og bedste Træ,som paa en Saug kunde udbragt i det ringeste 10 Bord til en Jægt,faaer man med en Øxe kun to; og saaledes gaaer det i Proportion med alle Træer,som forbruges til Baad-Bygning. Derfor er Skoven nu saaledes medgaaet,at Saltdalens,der var meget betragtelig,i længere Tid end 20 Aar ei har kunnet fremskaffe Bord til en fuldkommen Jægt,og den vil endog til Baade,inden kort Tid,mangle det fornødne; og ligesaa vil Udfaldet blive med Beyerns,som paa faa Aar vil blive ganske udtømmet for Jægte-Træer. Og naar Saltdalens Baade,som de bedste og begjerligste i Nordlandene,og Beyerns Jægter,som bygges bedst der, savnes,da vil det see ilde ud for Fiskerierne og for Trafiquen til en saa langt fraliggende Kjøbstæd som Bergen, og man vil,maaskee da først,indsee en Kjøbstæds Nødvendighed for Landet. I saadant Nøds-Tilfælde maatte man da vel udvirke Tilladelse og Adgang til Salangens Fyrre-Skov i Senjens,og Reysens i Tromsen District[8]. Men disse ville ikke længe kunne forsyne baade Saltens,Vesteraalens og Lofotens,og egne Fogderier. I Helgelands falder meest Gran-Skov,som hverken er varig,eller synderlig tjenlig til slige aabne Fartøier[9].

 

Endelig maa jeg melde lidt om Nordlandenes almindelige Forfatning,Næringsveie,og dermed forbundne Indretninger[10].

 

Paa alle Sider ved Hav-Kanten er Agerbruget ganske ubetydeligt[11],saavel som i den norderste Deel af Nordlandene,hvor Clima er for koldt; da Havet,de fleste Sommere, frembringer en kold og fugtig Taage,der befordrer Ufrugtbarhed. Derfor har Tromsø Fogderi saavelsom Vesteraalens (som ellers eier mange gode Gaarde,men ligger for nær ved Havet,og de fleste Gaarder ved Hav-Siden) ligget udyrkede i nogle Aar,deels af slige Aarsager,og deels fordi Sæde-Korn,formedelst mange i Rad paafølgende Aars Misvæxt, ikke har været at faae.

 

Den almindeligste Sæd i Nordlandene er Byg og Rug,som saaes om Foraaret,og høstes samme Aar; men sjelden naaer Rugen fuld Modenhed. I den søndre Deelaf Helgelands Fogderi,i Brønøen og Alstahougs Sogne,avles ogsaa Havre,og denne er der Bondens almindelige Spise til Grød og Fladbrød; men ellers overalt i Nordlandene bruges hertil Byg[12].

 

Helgelands Fogderi,som er det største,og har henved 2800 Decimanter,udgjør Kjærnen af Landet,ogsaa i Henseende til Agerbruget; skjøndt det,endog i de bedste Aar,ikke kan med egen Avling ernære sine egne Indbyggere; og naar hertil lægges den søndre Deel af Saltens,veed man ganske lidt af Agerbrug at sige. Almindelig gives meget gode Jordarter inde i Fjordene,saasom udi Skjærstads,Saltdalens og Beyerns i Saltens, og udi Vefsens og Ranens Fjorde med flere i Helgelands Fogderi,hvor man,i gode Sommere,faaer indhøstet førend paa de fleste Steder i Norge; men Nattefrost gjør her som oftest Skade,den man derimod ved Hav-Siden ikke har saameget at frygte for.

 

Overalt,er Agerbruget en meget usikker Næringsvei i Nordlandene,og dette vil man let dømme af følgende Beretning,for den Tid jeg selv der har havt Gaard,som kan agtes blandt de meget gode og beleilige,og hvor Natte-Kulde sjelden kunde virke til Skade[13]. Kornavlingen har i denne Tid havt saadant Udfald: 1771,meget god Avling baade af Rug og Byg; 1772 var stor Afvæxt,men Natte-Frost gjorde Skade paa de fleste Steder; 1773 godt Aar,dog ikke modent Korn overalt ; 1774 fik ganske faa modent Korn,og ingen Rug; 1775 maadeligt, 1776 gjorde den stærke Hede betydelig Skade; 1777 og 1778 intet Korn, paa faa Steder undtagen; 1779 meget godt Aar; 1780 og 1781 intet; 1782 noget lidt, 1783 overmaade slet,og man saae næsten ingen Sol den hele Sommer, formedelst en overordentlig tyk Taage; 1784 og 1785 meget slet; 1786 meget godt; 1787 og 1788 slet, og Natte-Frost gjorde almindelig Skade; 1789 meget godt; og 1790 har,efter indløben Skrivelse fra Nordlandene med forrige Post,Natte-Frost gjort almindelig Skade,og paa meget faa Steder er faldet modent Korn,men ingen Rug, da den hele Sommer har været fugtig og kold. Og naar Korn-Avlingen,paa en god og veldyrket Gaard,i 20 Aar har været saa mislig,hvad kunde man da vente ved Hav-Siden,hvor Ager-Landet i Almindelighed falder vaadt og tungt,og Taagen er mere tyk og fugtig? og langt op til Lands inde i Fjordene,hvor nogle Minuters Kulde kan anrette en almindelig Ødelæggelse[14]?

 

[1]"Hvad Forfatteren saavel her,som paa de foregaaende Sider,anfører om Lapperne eller de norske Finner,kan i det Høieste,dog ikke i Alt,siges om de saa kaldte Tigger-Lapper,der,uden nogen bestemt Næringsvei,streife omkring i Bygderne,for ved allehaande Kunstgreb at tilbetle sig det Nødvendigste til Livets Ophold.Ogsaa fristes man letteligen til at fælde en alt for haard Dom over Lapperne,naar man, hvilket synes at være Tilfældet med Forfatteren,bedømmer dem blot efter den Tilstand,hvori man finder mange af dem paa Handelsstederne,hvor de desværre ikke kunne styre deres naturlige Hang til Brændeviin.Besøger man derimod Lapperne paa deres Hjemsteder,og gjør sig Umag for at trænge ind i deres sande Characteer,vil man efterhaanden fatte fordeelagtigere Tanker om dem og i Almindelighed i dem erkjende et godmodigt,fredeligt,gudfrygtigt,sindigt,maadeligt og nøisomt Folk. Fra denne Side har jeg efter nærmere Omgang lært at kjende et Folk,hvis gode Egenskaber langt overveie de Svagheder,man nødes at tillægge det,og som formedelst dets naturlige gode Forstand og Lærvillighed,ved forbedrede Underviisnings-Anstalter og Udbredelser af Bøger i dets eget Modersmaal,sikkert med Tiden vil kunne modtage en ligesaa høi Grad af Civilisation,som de med det i flere Henseender beslægtede Qvæner eller Finlændinger.At Lapperne i Nordlandene paa den Tid,Forfatteren skrev sin Afhandling,skulde i saa høi Grad have været hengivne til Afguderi,som ommeldes,kan ikke antages,da i en Række af Aar Missionærer havde været ansatte paa forskjellige Steder i Nordlandene,for at udbrede Christendommen iblandt de derværende norske Lapper.Ligesaalidet kan dette siges om de svenske Lapper,der især fra Luleaa- og Torneaa-Lapmarker om Sommeren drage ned fra Fjeldene med deres Reensdyr til de nordlandske Kyster. Allerede under Gustaf den 1ste begyndte Evangeliets Lys at udbrede sig i Svensk Lapland. Omtrent Aar 1600 lod Carl den 9de bygge Kirker i Lapland,og under Dronning Christina ansattes Geistlige,som skulde være kyndige i det lappiske Sprog,og boe i Nærheden af Kirkerne i de oprettede faste Pastorater.Under Gustaf Adolph indrettedes 1619 de første Skoler for Lappernes Børn; disses Tal forøgedes under Carl den 11te og Frederik den 1ste. Fra den Tid af bleve ogsaa de nødvendigste christelige Lærebøger,saavel i svensk som norsk Lapland,oversatte i det lappiske Sprog,og det er troligt,at ved Aaret 1790 Hedenskabet maa være forsvundet,og Christendommen almindeligen udbredt,iblandt Lapperne.Det synes derfor,som Forfatteren av ovenstaaende Bemærkninger har ladet sig vildlede af Beretninger,der gaae meget længere tilbage i Tiden."

D.

 

[2]"I Ny Samling af det Kgl. norske Videnskabers Selskabs Skrifter 1ste Bind (Kbhvn 1784) Sid. 583 omtales denne Begivenhed at have fundet Sted ved Solovig,der er den øverste Gaard i Skjærstads Præstegjeld,hvor et Fjeld Qvænflouet kaldet,skal have faaet sit Navn af denne Tildragelse. Et lignende Sagn har jeg hørt berette i Finmarken,hvor Scenen henflyttes til det bratte Stangnæs-Fjeld,der omgiver Kjelvig. Nogle Russer,der fra Honingsvog paa Magerøen reiste over Fjeldet for at plyndre i Kjelvig,skulle af en Lap,som de tvang til at være deres Veiviser,i Nattens Mørke være lokkede ned i Afgrunden."

D.

 

[5]Nils Myhre var Foged i Salten i Aarene 1738 til 1752. Forholder det sig saaledes,som af Ovenstaaende synes at være Meningen,at Finnerne ved et Magtsprog berøvedes Pladser og Rydninger,hvortil de havde retmæssig Adkomst,er saadant aldeles stridende imod Resc. 27 Sept. 1726,som befaler,at Rentekammeret skulde nøie lade efterforske Finnernes og Lappernes Privilegier,hvilke de fremdeles skulde nyde,da det var bragt i Erfaring,at endeel af de Norske Undersaatter i Nordlandene gjorde dem adskillig Indpas og Uret i de smaa Pladser,som nogle af dem fra Alders Tid inderst i Fjordene paa endeel Steder,hvor ingen Norske have boet,havde opryddet sig til Bopæl uden nogen Sæd eller (Korn-) Avl,og hvorpaa dem af forhenværende Konger skal være Protectoria og Privilegier forundte.

 

[6]Saadan Udførsel er forbuden ved Plac. 7 Aug. 1752 cfr. For.22 April 1795 §.1 Lit.a, Lov ang. Saugbrugs-Væsenet 8 Junii 1818 §. 6 og Lov ang. Told- og Consumtions-Væsenet 28 Julii 1824 §. 4.

 

[7]Almuen har maaskee ikke engang ret Sands for den Behagelighed,selv at eie sin Gaard,da de Vilkaar,hvorpaa man besidder Gaarde efter den ved Lovens 3 B. 14 Cap. bestemte Bygsel-Contract,ere saa lette,at de langt mere fremme dens Magelighed eller Ulyst til at dyrke og forbedre sin Jord,hvilket kræver Arbeide og Anstrengelse og bliver nødvendigt,saasnart man selv vorder Eier,da Renterne af Kjøbesummen i Almindelighed overstige den aarlige Afgift og øvrige jorddrottelige Rettigheder.

 

[8]Om Bardu-Skoven i Senjens Fogderi see N.H.Ramm's Reise 1789,i Topographisk-Statistiske Samlinger 2 D. 2 B. S. 175 ff. Salangens Skov ligger i Ibbestad Præstegjeld see Collegial-Tidenden for 1807 (hvor der i Nr.16,17,18,20 og 21 meddeles korte men meget gode Efterretninger om samtlige Præstegjelde i Senjens og Tromsø Fogderi) S. 310.

 

[9]"Granens nordligste Grændse i Norge er ved Beyerns-Fjord i Salten paa omtrent 67 Grader 4' Brede og 31 Grader 20' Længde. I det Indre af Lapland har jeg derimod fundet dens yderste Grændse imod Nord at være ved Ivajolocki i Enare Sogn i nuværende russisk Lapland paa omtrent 68 Grader 40' Brede og 45 Grader 44' Længde. Længer imod Vest paa lige Polhøide findes Granen ikke. Den nordligste Grans Afstand fra Varanger-Fjorden ved Iishavet er omtrent 20 geographiske Mile. Fyrren stiger derimod i Norge paa enkelte Steder,nemlig ved Altens Fjord og Porsanger-Botten,op til 70 Grader Brede,og det tillige i ringe Afstand fra Havet. Sammenhængende Fyrreskov naaer derimod kun til 69 Grader 30' Brede ved Neidens,Pasvigs og Peizens Elve i Fælles-Districterne,samt,omtrent paa lige Høide,ved Thana-Elven. Langs Altens-Elv,naar undtages ved dens Munding i Nærheden af Alten Gaard,findes ingen Fyrreskov før Sønden for Kautokeino eller noget under 69 Grader Brede." D.Skovenens Ødelæggelse i Nordlandene vil og være til Tab for Finmarken,som derifra har faaet Baade og Aarer,som sees af For. 25 April 1702 §.19 og For. 20 Aug. 1778 §. 32, hvorefter Nordlændingerne have til Finmarken afsat Baade og Aarer,saavelsom Skindstakker,Skindbuxer,store Haandsnører,Angler,Jernstene og Liner. For nogle Aar gjorde afg. Præst B. Heide Forslag om Færøiske Steenkuls Brug til Brænde i de skovløse Egne af Nordlandene og en dermed forbunden Handel med nordlandske Trævarer i Færøerne,i Topogr. Journal 23de Hefte S.181 ff. B. "Paa Bàren-(Bjørne-)Eyland eller Cherry Island,der er beliggende paa 74 Grader 55' Brede,omtrent midt imellem Nordcap og Spitsbergen eller 2 til 3 Dagreiser med føielig Vind fra Hammefest i Vest-Finmarken,skal,ifølge Hollændernes Beretninger,findes foruden sølvholdig Blyerts ogsaa Steenkul,især paa den nordligste Side af den lille Ø Gull,der kun ved et Sund er adskilt fra Bàren-Eyland (cfr. I.R.Forsters Geschichte der Entdeckungen und Schiffahrten im Norden S. 376 ff.) Da i den seneste Tid flere Expeditioner ere aarligen gjorte fra Hammerfest til Bàren-Eyland for Hvalros-Fangstens Skyld,var det at ønske,at man nærmere undersøgte de paa samme værende Bergarter,og især medbragte Prøver af den Steenkull,som der skal findes. Maaskee kunde det,især om Hvalros-Fangsten mislykkedes,svare Regning derfra at forsyne Finmarken og de nærmest beliggende skovløse Egne af Nordlandene med Steenkul?"

D.

 

[10]cfr. Noget om Nordlands Amt (af H.Bull) i Topogr. Journal 28de Hefte S. 181 ff. og Biskop M.B.Kroghs Bemærkninger om Agerbruget og Høavlingen samt Fædriften i Vesteraalen og Lofoten,i 27de Hefte S. 146 ff. saa og den gamle Beskrivelse over Lofoten og Vesteraalen fra 1591 i det Kgl. norske Vid. Selskabs Skrifter i det 19de Aarh. 1ste Bind S. 449 ff. samt det S. K. Jentoft har anført om Flagstad Præstegjeld i Anmærkningerne til S.B.Budde's blandede Efterretninger om Koutokeino og Afjovarra Præstegjeld,trykt i Fallesens theol. Maanedsskrift 12te Bind (Dec. 1808), S. 560-69.

 

[11]Forfatteren af "Betænkninger,foranledigede af et Handels-Selskab,man i Throndhjem agter at oprette til at drive Handel paa Archangel" (Kbhvn 1785. 8.) S. 18 antager,at af Nordlandenes Areal-Indhold,som han anslaaer at være meget større end C.I.Pontoppidan, nemlig til 1900 (geographiske) Qvadrat-Mile,ere kun de 18 dyrkede. Oeder i Heinzes Sammlungen zur Geschichte und Staatwissenschaft 1 Bd. (Gdttingen 1789.8.) S. 65 beregner Nordlandenes Areal-Indhold endnu høiere,nemlig til 2082 Qv.Mile; men formodentlig er Pontoppidans foran Sid. 753 anførte Beregning af 1150 Qv.Mile (Beløbet af Fjordene og Bugterne med Landsøerne fraregnet) den paalideligste.

 

[12]I nyere Tider er den saa vigtige og velgjørende Potatos-Avl kommen i Brug i Nordlandene. Men uagtet den temmelig længe har været kjendt,i det mindste avlede flere paa Helgeland Potatos 1774,maa den ikke have været meget gængs,da Forfatteren ikke nævner den. Lægger man de Data til Grund,som Schøning har bygget sin Beregning over Kornavlingen i Throndhjems Stift ved de Aaringer 1589,1625,1628 og 1644 (Hermoder 5te Bind 14de Hefte S. 17 ff.) paa,da kan man vel antage,at Kornavlingen i Nordlandene har for et Par hundrede Aar tilbage været omtrent 13.500 Tdr. af Byg og Havre eller lidet mere - et i Forhold til Landets endog da værende formodentlige ringe Folketal ubetydeligt Qvantum.

 

[13]Det var Gaarden Bertnes Matr. Nr. 29 i Bodø Fjerding,som Forfatteren Cancelliraad Rosenvinge beboede ,ligesom hans Formand i Sorenskriver-Embedet Cancelliraad I.G.Wessel. Hans Eftermand Sorenskriver Chr. de Knagenhjelm og dennes Eftermand Sorenskriver H.H.Rist skal og have boet paa denne Gaard,der skylder 6 Voger 18 Mkr. Fisk og engang har været en adelig Sædegaard,saasom 1601,da den tilhørte da værende Laugmand i Nordlandene og Finmarken Peder Hansen, af Slægten Schønnebøll,som døde 1609,og hans Søn Manderup Pedersen,som ligeledes var Laugmand her og da han havde beviist sin adelige Herkomst,som man gjorde ham stridig,erholdt Kongl. Bevilling,udstedt paa Agershus den 30 Aug.1648,paa at nyde denne Gaard,der havde været hans afg. Faders rette Hovedgaard,med lige Frihed,som andre Adelsmænd nøde deres Gods i Norges Rige. Senere blev Bertnes Kronens Eiendom,hvorfra den tilligemed den forhen værende adelige Sædegaard Indyr i Gilleskaals Fjerding,der skylder 11 V. 2 Pd. 10 Mkr. Fisk,og 1641 var bleven Kronens Eiendom,skal være bleven solgt den 27 Maji 1729. Bemeldte Manderup Pedersen Schønnebøll døde 22 Junii 1682,79 Aar gammel.

 

[14]Da Forfatteren skrev,var Oprydningen i Mons-Elvens (Mols-Elvens?) og Bardu-Dalens Almindinger,som da værende Foged i Senjen og Tromsø Fogderi Jens Holmboe foranledigede og hvorom see Collegial-Tienden 1802 Nr.20,først nylig begyndt; men den er et Beviis paa,hvormeget Jordbruget kan fremmes i disse nordlige Egne,hvor det ifølge G.Schønings "velmeente Tanker om Agerdyrkningens Mulige Forbedringer i Norge " (paa ny trykte i Munchs Saga,2det Bind) i ældre Tider har været af større Betydenhed end i de nyere. Denne Oprydning har her tiltaget saa meget,at ved Kgl. Resol. 11 Januarii 1820 er Mols-Elvens Beboere af Lenvigs Præstegjeld tilladt at opføre en Kirke,og ved Resol.26 Junii 1821 tillodes det Beboerne af Bardudalen under Ibbestads Præstegjeld at opføre et Capell. Ogsaa paa Øen Senjen under Tranø Præstegjeld have Søndenfjeldske Nybyggere optaget Rydninger,see Provst N. Norman om dette Præstegjeld i Budstikkens 1ste Aargang Nr. 35-38 S. 275. Hvormeget Agerdyrkningen unegtelig end ellers kan forbedres og stige i disse Egne, synes dog de Forhaabninger,Povel Juel nærer i 15de Cap. af hans Gode Bonde (cfr. Rabbets og Nyerups Bidrag til vor Digtekunsts Historie 4 Deel S. 199 eller O. Wolffs Journal 1809, 4de B. S. 56) at gaae alt for vidt; men den ulykkelige Forfatter var,som bekjendt,ogsaa Digter.

 

Qvæg-Avling i Nordlandene[1]falder almindelig ikke større,end Bonden behøver til Husets Fornødenhed. Især er Saltens Fogderi meget fattigt paa Fede-Varer,som og Bonden der ofte maa kjøbe. Helgelands Fogderi har paa disse noget Forraad,som afsendes deels til Forhandling i Bergen,og deels ved Commissioner bliver distribueret og forbrugt i Landet. Lofotens og Senjens Fogderi ligesaa.

 

Den fornemste Næringsvei,hvoraf den nordlandske Bonde skal leve,svare alle Tynger og igjennem Lykke og Vindskibelighed samle Formue,bliver da Fiskerierne[2]. Disse dele sig i 3de Slags,nemlig Sommer- Høst- og Vinter-Fiskeriet.

 

Det første begynder strax efter Ploug-Aanden i Fiske-Værene ud til Havs,hvor man fanger Sei med Søkke-Nøder,der ere bundne i Qvadrat og have 4 Touge,et i hvert Hjørne,og en Baad for hver Toug. Paa Bankerne, hvor Fiskerne blive Seien vaer,kaster man Noden og lader blive synkende,indtil Seien fornemmes at have samlet sig og at staae i en horizontal Høide over Noden,hvorpaa alle 4 Baade trække gesvindt paa Tougene,og alt ligesom de komme hinanden nær,bliver Fisken skrækket,stikker lige ned i Dybet,og paa den Maade bliver indelukt i Noden. Dette er et af de fordeelagtigste Fiskerier,og er først opfundet i Saltens Fogderi,hvor det drives med størst Fordeel,og hvorifra det er indført i de andre Fogderier[3].

 

Naar det lakker over St. Hans-Tid,og Luften bliver varm,begynder Brygde-Fiskeriet[4], som meget ligner Hval-Fangsten. Dette er meget usikkert og ikke almindeligt,da kun saa faa have Leilighed at forskaffe sig det dertil hørende Fiske-Redskab,der koster over 30 Rd. og bestaaer af et meget tykt Toug,3 til 400 Favner langt,med Harpun. I stille Veir begiver Fiskeren sig ud i Havet paa denne Fangst,og har forud sin Brygde-Line lagt i Beredskab udi en Stang,hvor intet paa Baaden maa komme i Veien,naar Harpunen kastes ud og kommer fast i Brygden; thi i den Force,hvormed Brygden sætter lige til Bunden saasnart den er saaret,kunde,naar Linen heftede fast i noget,enten Baaden vælte om,eller anden Skade skee; ligesom,for nogle Aar siden,en Mand af Skjærstads Sogn omkom og blev følgagtig med Linen,der havde snoet sig omkring hans Fod. Af den Boxul eller høie Finne,Brygden har,og som man kan see langt borte naar den holder sig op i Søen,nærmer Fiskeren sig efterhaanden,indtil han kommer saa nær,at Harpunen,heftet paa en lang Stang,kan naae den. Saasnart den er saaret,begiver den sig som meldt til Bunden,og hviler sig en Tid. Er Saaret ikke drabeligt,begynder den at løbe,og efter den lange og svære Line trækker Baad og Mandskab med sig,ofte nogle Mile,som den kan holde ud i et Jævndøgn og længere. Den har og undertiden,naar man har truffet af de største,stukket sig mange Mile ud til Havs,saa Fiskeren,for at naae Land,har seet sig nødt at hugge sin Line af og forlade Brygden. Den største Brygde kan udgjøre 12 Tønder Lever,og giver meget god blank Tran[5].

 

Høst-Fiskeriet har i forrige Tider givet Sild og med denne Stor-Sei,Torsk og Helleflynder, men har paa mange Aar slaaet fra,da Silden,som er de øvrige Fiske-Sorters Lokkemad, synes at have forladt Nordlandenes Kyster.

 

Den Beskyldning,man giver en uspiselig og af Brusk bestaaende Fisk,kaldet Sprut-Trold, for at Silden paa lang Tid ikke i nogen Mængde har ladet sig see i Nordlandene,er ikke utrolig.Denne Vanskabning bestaaer af utallige Kloer,og et Neb,liigt en Rypes,hvorved den mishandler og dræber baade Sild og anden smaa Fisk. Hver Efter-Sommer indfinder denne sig i Mængde ind i Fjordene,og hvor den kommer,maa Silden undrømme. Den løber lige saa hurtig tilbage som fremad,og naar den fanges,spruder den en Saft fra sig, som ligner Blek,og kan paa et Øieblik omdanne Fiskeren til en Morian. Bønder,som kunne skrive,betjene sig ogsaa af denne istedet for Blek. I mange tusinde Tall løber den sig ofte op paa Stranden,og bliver et Offer for Rov-Fuglene. I Tjællesund hvor den ofte strander,har man for nogle Aar siden først opdaget,at denne Fisk har en meget Tran-riig Lever, som ligner coaguleret Blod,og kan ikke uden af Kjendere udsøges,da Fiskens Dele af Indvolde ere ligesaa uordentlige som dens Skabning. Denne Fisk har i Nordlandene ikke været bekjendt førend for 50 Aar siden,og er paa Norges søndre Steder ualmindelig[6].

 

Af alle Fiskerier er Vinter-Fiskeriet det betragteligste,hvilket af alle,der formaae at sidde i Baad og kunne udholde den Kulde fra Januarii Maaned til sidst i April,søges med Livsfare. Torske-Fiskeriet paa Lofotens Banker især udgjør Nordlandenes vigtigste Handels- og Nærings-Green. Vinter-Fiskeriet paa de øvrige Steder,saasom i Helgelands, Vesteraalens og Senjens Fogderier,er mere periodisk og foranderligt.

 

Ilde,at dette Fiskeri har i 20 Aars Tid været udsat for saa mange Love og Indskrænkninger,der have standset dets naturlige Liv og Frihed og foraarsaget dagligeDisputer og Processer,som ere endte med overdrevne Mulcter og Bøder[7].

 

Jeg har nyligt afgivet nogle korte Tanker om denne vigtige Sag,til det Kongelige General-Landoeconomie- og Commerce-Collegium,hvor hele Bylter af Ansøgninger og Besværinger over dette Fiskeri ere for kort siden indløbne fra Nordlandene.Aldrig kan nogen Handtering som dette Fiskeri,der dog af alle er det besværligste, kostbareste og farligste,være underkastet saa mange forskjellige Meninger og skadelige Fordomme,og for hver af disse findes næsten ligesaa mange Enthusiaster. Ved dette Fiskeri vover en Bonde langt over en Bondes Kræfter,og,da hans Velfærd og Liv staae i lige Fare,mere end den forvovneste Entrepreneur. Utroligt er det, hvad disse Fiskere maae udstaae,saavel i Fiskeriets Tid,som paa deres Reiser derhen,der fra den sønderste Deel af Helgelands Fogderi udgjør over 30 norske Mile; og dog forlade de deres Hjem og Familie med største Munterhed, kuldsegle sjelden,og komme sunde og friske tilbage.

 

Af Nordlandenes almindelige Indretninger bliver Jægte-Brug det nyttigste og uundværligste. Saa længe denne Provinds skal staae under det Bergenske Monopol og ikke faaer egen Kjøbstæd[8],hvor Bonden paa en Baad kunde afsætte sine Fiske-Varer,og indkjøbe det Nødvendige,var det umuligt uden Jægter at faae Landets Varer realiserede. Disse reise aarligen to Gange til Bergen,sidst i April og Julii Maaneder; her forhandles og omtuskes Landets Exporter af alle Slags Fiske-Varer,Dun,Skind og Fede-Varer,imod Korn og hvad Bonden ellers behøver til sin Levemaade og sin Nærings-Drift.

 

I forrige Tider blev Jægte-Brug almindelig drevet af Præsterne,som tillige førte Handel og drev al Slags borgerlig Næring. Især tilegnede Provsterne sig denne Ret, og derved erhvervede sig Rigdomme,og om ikke af saadan Aarsag,saa dog for at forøge deres Anseelse og Myndighed blandt Almuen,hos hvem en Skipper altid har havt Gehør,da Bondens Skjebne beroer paa hans lykkelige eller vanheldige Reise. Derfor tiltalede og afgangne Provst Schielderup i Hammerøen[9](da hans Almue en Søndag efter Prædiken lod ham ved Klokkeren melde,at hans Jægt var for affældig at betroe deres Gods paa til Bergen,og de altsaa,uagtet hans Ordre,hverken kunde eller vilde sætte den ud i Søen) Almuen saaledes: "Jeg er Jeres Præst,da skal I høre mig; Jeg er Jeres Provst,da skal I adlyde mig; men som Jeres Skipper befaler Jeg." I Conference-Raad og Amtmand Ove Schielderups Tid blev denne Misbrug afskaffet,og Jægte-Bruget bragt i Orden,ved af ham forfattede og Regjeringen approberede Jægte-Artikler[10],som endnu gjelde, og have bragt denne Indretning i megen Orden. Efter disse skal Jægte-brug agtes som Bonde-Brug[11],der giver Skipperens Descendenter Hævds-Ret,der ei kan betages dem,saalænge de forsyne deres Befragtere med forsvarlige Fartøier,eller ikke forurette dem,i hvilke Tilfælde de bør, igjennem Proces,besørge Skipperen dømt fra sit Jægte-Brug,førend de maae contrahere med en anden. Saadan Contract bør skee til Thinge,udstedes af Sorenskiver og Foged,som megle Parterne imellem,og indsendes til Amtmanden,som giver den ny Skipper Bestalling; dog, i de senere Tider,er det sjelden kommet saavidt. De Befragtere,som,enten efter Contract eller Hævds-Ret,sortere under et Jægte-Lægd,maae ikke lade sit Gods transportere paa en fremmed Skippers Jægt,under Mulct af 1 Rd. til Justits-Kassen og Fragtens Erstatning; ligesom denne fornærmede Skipper skal til samme Kasse betale 4 Rd. for hver saadan fremmed Befragter. Disse Artikler bestemme med al mulig Billighed og Grund baade Skippers og Befragteres Pligter,som her blive for vidtløftige at opregne,og have hidtil bevaret sin sande Værdi. At ønske var det,at Nordlandenes øvrige Indretninger havde den Fasthed,som denne. Indgreb og Forurettelser kan vel og her tilføies Almuen,men de ere dog ikke saa betydelige og almindelige.

 

Den anden almindelige Indretning i Nordlandene er Gjæstgiveriernes Oprettelse,som formodentlig har Mangelen af Kjøbstæd i Landet til Grund,at den trængende Almue,i den Tid Seiladsen til Bergen er standset,her kan faae sine Varer omtuskede,eller realiserede til Penge. Af disse betales store Afgifter og Skatter til Kongens Kasse,alt efter Stedernes beleilige Beliggenhed til Handels Drift. Denne landfordervelige Indretning tog sin fulde Begyndelse i Aaret 1770,samme Aar jeg kom til Nordlandene. Jeg kan ikke udlade mig om de skrækkelige Voldsomheder af egen Rets Tiltagelse,og de mange Ruiner,denne Indretning har tilbragt Nordlandene. Jeg maa standse med et stiltiende Ønske: at disse skadelige Gjæstgiverier (de undtagne, der ligge ved Hav-Kanten,og ere alfare for Reisende) maatte,ved indtræffende Dødsfald,efterhaanden ophæves. Aldrig kunde nogen skadeligere Indretning for Nordlandene optænkes end denne. Den har befordret Luxe,uordentlig og yppig Levemaade,overdreven Brændeviins-Drik[12],og,som Følger heraf, den mærkeligste Aftagelse i Almuens Velstand,det jeg,af en i 20 Aar samlet Erfarenhed, da jeg har havt med Almuen at handle,tilstrækkelig skulde bevise. Hensigten af disse Gjæstgiverier,som fornemmelig er at huse og beverte Reisende,og at forsyne Almuen med Levnets-midler og hvad denne til Nærings Drift til Søes og Lands behøver,har aldrig været opfyldt,og paa de fleste Gjæstgiver-Gaarde finder den ikke Sted. I Fjordene komme aldrig Reisende, og dog ere hver en Fjord,og næsten hvert Næs i samme,opfyldte med Gjæstgivere,som vise blot deres Force udi Brændeviins-Udsalg,hvorved de see den sikkerste Fordeel. Korn-Varer og andet,som Almuen kunde tiltrænge til Nærings-Brug,have de sjelden tilfals. Et Exempel herpaa maa jeg kortelig anbringe.

 

I Bodø Sogn,hvor jeg har boet,ere 3 Gjæstgivere og en Borger. 1786,da om Vinteren herskede almindelig Sult blandt Almuen,blev mig,fra et Contoir i Throndhjem,under Commission tilsendt en Ladning paa 600 Tønder Havre og 200 Tdr. af Rug og Byg. Saa silde paa Foraaret kom denne,at Jægterne i det samme retournerede fra Bergen. Mangelen,og med denne Ladningens Afsætning,ophørte,og jeg maatte da besørge Ladningen oplagt. Alle (jeg bør undskylde Almuen,som snart kan bringes til Fordomme) vare mig her imod; ingen vilde laane Huus til Oplaget,og jeg kan ikke beskrive alt det Ubehagelige og de mange Chicaner,hermed fulgte. Samme Aar faldt og meget god Korn-Avling,saa Ladningen,den jeg havde ladet hente paa min Gaard,blev liggende usolgt. Men 1787 vaagnede Ulykken paa ny,ved en almindelig Natte-Frost,der tilføiede Korn-Avlingen betydelig Skade. Vinteren herpaa voxte Armod og Hunger til det Yderste. Gjæstgiverne havde ingen Levnetsmidler,de maatte kjøbe selv til Huus-Behov,og jeg fik,alene i Bodø Sogn,afsat over 400 Tønder Havre,som tilforn i den gode Tidhavde været foragtet,og givet mange fornærmelige Prædicater. Manges Liv blev nu herved reddet,og dette er Beviis nok paa Gjæstgivernes lovstridige Handel, og hvor ilde de opfylde Regjeringens Hensigt ved de dem meddeelte Privilegier.

 

Den Skade,som de omskrevne Gjæstgivere i Almindelighed tilføie Nordlandene,bliver dog ikke at sætte i mindste Ligning imod den,der tilbringes ved Gjæstgiverierne udi Lofotens Fiske-Være,og paa alle andre Steder,hvor Fiskeri falder og Almue samles. Det er disse Gjæstgivere,som paa 20 Aars Tid have beriget sig med Landets Formue,befordret Overdaadighed,og bedervet Folket med det overflødige Brændeviins-Udsalg; og det værste,at den opvoxende Ungdom endog inclinerer til dette fordervelige Kram. Og dette maa jo blive en naturlig Følge af denne Indretning paa disse Steder,hvor Almuen,istedet for at være virksom og ordentlig,har Krohuset lige for Øinene,og finder igjennem Forførelser den bedste Anledning til Udsvævelser.

 

Fornemmelig har denne Indretning skadet Nordlandene; og man kan af det omskrevne,som er endda det allermindste af hvad jeg veed og kunde skrive,lettelig bedømme denne fiskerige Provindses nærværende Forfatning,og Conclusionen bliver denne: at Yppighed, Armod og Brændeviins-Drik certere om Fortrinnet. Og naar end videre hertil komme de høie Kornpriser (som i mange Aar have været i Bergen for 1 Tønde Byg 3 à 4 Rd., men i Nordlandene 5 à 6, for 1 Tønde Rug i Bergen 5 à 6 og i Nordlandene over 7 Rd.); de mange Aars Misvæxt; mislingede Fiskerier,ofte foraarsagede af truende Indskrænkninger; den Bergenske Handel,som despotisk behandler Nordlandene[13],og bestemmer Priis paa ind- og udgaaende Varer,med mange andre og utrolige Fornærmelser; Skovenes Aftag,som inden faa Aar vil standse Farten til Bergen; den mængde Folk,som 2 Gange om Aaret paa Reiserne til og fra Bergen bortrykkes,og hvorved Landets Agerdyrkning og Fiskerier i denne lange Tid maae sættes tilside; de mange Ulykker og Ruiner,Almuen ikke sjelden tilføies ved Jægternes Forulykkelser paa disse Reiser: saa maa Landet enten faae egen Kjøbstæd,eller i Tiden blive ubeboeligt.

 

Her var endnu meget tilbage at melde om Nordlandene; men jeg har allerede været for vidtløftig,og maa for denne Gang slutte.

 

Kjøbenhavn den 28de October 1790.

 

Rosenwinge

 

 

[1]Om Faare-Avlen især forekommer noget i Rafns Nyt Bibliothek for Physik, Medisin og Oeconomie, 2det B. (Kbhvn 1801) S. 106-110.

 

[2]See Afhandling om Fiskerierne i Nordlandene,i Kbhvnske Vid. Selsk. Skrifter 10de Deel (Kbhvn 1770) S.177-205. Forfatteren Biskop N.C.Friis var længe Sognepræst til Bodø,samt Missions-Collegium Vicarius i Henseende til det Nordlandske og Finmarkske Missions-Væsen og Missions-Casserer,en i sin Tid meget gjældende Mand i Nordlandene. Hvor vigtige Fiskerierne ere i Nordlandene,kan sluttes deraf,at i foranførte "Betænkninger foranledigede af et Handels-Selskab,man i Throndhjem agter at oprette til at drive Handel paa Archangel" Sid. 19 ansættes de i Aaret 1778 fra Nordlandene til Bergen udførte Fiskevarers Værditil 522000 Rdlr.Currant.

 

[3]"Sei-Fiskeriet i Nordlandene har i den senere Tid ikke været af Betydenhed. Derimod har det i nogle Aar været meget lønnende ved Sørø i Vest-Finmarken,hvorhen en stor Mængde Fiskere fra Nordlandene i Sommer-Maanederne pleier at søge. Næst Sørøen fortjener Varanger-Fjorden i Øst-Finmarken at nævnes; dog have de rige Sei-Fiskerier ogsaa der betydelig aftaget,efterat den store Hav-Sild,der adspreder Seien,siden 1816 har indfundet sig i Varanger-Fjorden."

D.

 

[4]Om Brygden eller Brugden (Squalus maximus) see Biskop Gunnerus's Afhandlinger i Throndh.Selskabs Skrifter 3 Deel S.33-49 og 4 Deel S.14-37.

 

[5]"Forfatteren nævner ikke Haakjærrings Fiskeriet,der dog paa flere Steder ved Havkysterne er temmelig almindeligt i Nordlandene. Derom kan læses en meget god Afhandling af da værende Sognepræst til Tranø E.Rosted i Ny Samling af det Kongl. Norske Videnskabers Selskabs Skrifter,2det Bind (Kbhvn 1788) Side 201-12. At Haakjærrings-Fiskeriet er meget gammelt i Nordlandene,og har,i det mindste for 200 Aar,været brugeligt i Lofoten,hvor det endnu om Vinteren med Fordeel drives,kan sees hos Peder Claussøn i hans Norriges Beskrivelse S.118".

D.

 

Man har ellers anseet dette Fiskeri skadeligt for Torskefiskeriet,og derfor ved Love gjort Indskrænkninger i dets Drift. See For. 5 Feb. 1685 §. 16 og Rescr. 18 Oct. 1737 cfr. Fr. 1 Feb. 1786 §. 16. Man har en Afhandling om denne Fisk,hvis egentlige Navn er Haaskjerding,Squalus Carcharias,af Biskop Gunnerus i Throndh. Selskabs Skrifter 2 Deel S. 330 ff.

 

[6]"Dette Dyr,der er Blekfisken eller Sepia Loligo Lin.,har i den senere Tid meget aftaget. At dette Mollusk skulde hindre Sildens Ankomst under de Nordlandske Kyster, kan jeg neppe troe,da dets fornemste Føde bestaaer i Meduser (Gopler) og forskjelligesmaa Krebs-Arter,især Marfluen (Gammarus Pulex). Forfatterens naturhistoriske Bemærkninger behøve iøvrigt en nærmere Forklaring,hvilken det indskrænkede Rum ikke her tillader. I et Verk over Lapland,som jeg har under Arbeide,og til hvis Fuldførelse jeg, efter saamange stormfulde Aar i Finmarken,længe har ventet paa en roligereog lykkeligere Embedsstilling,haaber jeg at omhandle flere af de Gjenstande,som berøres i denne Afhandling."

D.

 

[7]Under 1 Feb. 1786 udkom en "Forordning ang. Fiskeredskabers Bestemmelse i Lofotens,Helgelands og Vesteraalens Fogderier,samt Bestemmelse for Sildens Fiskning og Virkning i Helgelands Fogderi",hvis Bestemmelser for Sildens Fiskning og Tilvirkning ere udvidede til hele Nordlands og Finmarkens Amter ved Lov af 8 Feb. 1816,hvorimod dens 1ste Afdeling,ang. Fiskeredskabernes Brug i Lofotens Fogderi,er sat ud af Kraft ved Lov ang. Fiskeriet i Lofoten af 1 Julii 1816. For øvrigt maa Forord. angaaende Fiskerierne og Fiske-Handelen Nordenfjelds m.v. af 12 Sept. 1753 fremdeles gjælde,forsaavidt dens Forskrifter ikke ved de anførte Lov-Bestemmelser maatte være forandrede. Afg. Procurator I.P.Rist har udgivet "Plan til Ordens Oprettelse og Vedligeholdelse ved Nordlands-Vinter-Fiskeri,med et Forsøg til nogle af de vigtigste Spørgsmaales Udvikling NordlandsVinter-Fiskeri betræffende",Kbhvn. 1801.

 

[8]Dette billige Ønske - hvorom der længe var talt og skrevet,og deriblandt af den brave Stiftamtmand Oeder,hvis Afhandling derom af 1763 er paa ny trykt i Oederiana (Schleswig u. Leipz. 1792. 8.) S. 87-138, samt af forhen værende Amtmand i Finmarken Etatsraad Eiler Hagrup,hvis derom 1775 opsatte Tanker findes i Ugeskriftet Samlerens 1 Bind (Kbhvn 1787. 8.) Nr. 9-11 -gik omsider i Opfyldelse,da ved Anordn.20Junii 1794 en Kjøbstads Oprettelse bevilgedes paa Tromsøen,og endelig ved Kongl. Resol. 14 Maji 1813 ligesaa en paa Bodø,hvilken ved Lov af 20 Maji 1816 erholdt Privilegier cfr. Patrioten 1824,3die Hefte Nr. 17. Ved Loven ang. Told- og Consumtions-Væsenet 28 Julii 1824 er Tromsø og Bodø tilstaaet Moderation i Indførsels-Tolden paa Meel.- Spørgsmaal,om det ikke var gavnligt,at og en Kjøbstad anlagdes Sør paa Helgeland?

 

[9]Formodentlig Hr. Nicolai eller Nils Schielderop paa Hammerøen,som 1704 dimitterede Hans Egede til Universitetet cfr. dennes Levnet af I.I.Lund (Kbhvn 1778. 4.) Sid. 6,Gjessings Jubellærere 1ste Deel S. 3 ff.

 

[10]Disse Artikler for Jægtebruget i Nordlandene bleve vedtagne den 17 Junii 1738 og approberedes ved Kongl. Rescript til Statholderen af 6 Martii 1739 hos Fogtman. Artiklerne kan læses i Schous Udtog af Kgl.Forordninger 3 D. S. 364-71.

 

[11]Spørgsmaal,om det ikke vilde være Nordlandene,ligesom Riget i Almindelighed,langt fordeelagtigere,om baade Jægtebruget og selve Fiskerierne dreves for Kjøbmænds Regning? Udrustedes Fisker-Fartøier her,ligesom i Nederlandene og Stor-Britannien,vilde Jægtebruget,der aarligen tager saa mange fra det egentlige Bonde-Brug,nemlig Agerdyrkning og Fædrift, af sig selv efterhaanden indskrænkes (cfr. E. Hagerups Afhandling om Fiskerierne,Kbhvn. 1771. 8.) I ældre Tider,før Bergen opstod og før Handelstæderne tilvendte sig den Nordlandske Handel,synes Nordlandene at have været i en mere blomstrende Forfatning.

 

[12]For at hindre Indsmugling af fremmed Korn-Brændeviin saavelsom andre contrebande Varer,og afværge Toldsvig,i det nordlige Norge,vil det fremdeles være særdeles nyttigt,at lade,saaledes som i de senere Aar for det meste er skeet,bevæbnede Fartøier krydse langs Kysterne.

 

[13]Hvor haardt dette Udtryk end er,kan det dog ikke siges at være uforskyldt,naar man seer hen til ikke blot at Bergen fælles med Throndhjem havde Monopolium paa den Nordlandske Handel,ifølge For. 7 Aug. 1697 §.2,men især til den (allerede 1752 ifølge Topogr. Jour. 24de Hefte S. 162 trufne) Bestemmelse i Bergens Privilegier af 29 April 1702 §.3,gjentaget ved Forord. om Fiskerierne og Fiske-Handelen af 12 Sept. 1753, 2 C. §.3,at den,som kan i Gjæld til en Borger i Bergen,ikke maatte sælge sine Varer til nogen anden Handelsmand - en ellers uhørt Tvang, hvorved Debitor blev saa at sige sin egennyttige Creditors Vornede. Forord. af 20 October 1813 søgte vel at afskaffe dette Aag,men Prinds Christian Frederik lod under sit Regentskab den 16 April 1814 indstille Iverksættelsen af dens retfærdige Bud,der i For. af 7 Aug. 1697,om Liqvidation og Afregning,havde havt en Forløber og altsaa ikke vare saa ganske uden Exempel. Imidlertid maa For. 5 Januarii 1813,især dens 31 §. have bidraget til,at den gamle Gjæld til Bergen er mindre trykkende for Nordlandene. Da Christiansund 1742 erholdt Kjøbstæds-Rettigheder,opstod nogen,hvorvel ubetydelig,Concurrence endnu inden Landet selv tilstodes Kjøbstæder. Man see ellers Biskop Friis's Afhandling om Nordlands Fiskevarers Export og Afsættelse 1.c.S.311-28,og angaaende den Nordlandske Handels Vigtighed Olriks Forsøg om Bergens Handel af 1764 S.16-20,samt nogle Benærkninger i Prof. Molbechs Athene for Sept. 1817 S.236-52. B. ("Ligesaa skadelig som de Bergenske Privilegier af 1702,der støtte sig paa det ældre Forbud af 1572,have været for Nordlandene,maa ogsaa den 6te §. af 2den Post iStaden Throndhjems Privilegier af 5 Febr. 1732 ansees at være. Denne hjemler Throndhjems Magistrat Ret til at meddele Borgerbreve til Nordlands-Handlere eller de saakaldte Udligger-Borgere,som herved erholde Tilladelse til i trende Sommer-Maaneder at fare fra Gaard til Gaard i Nordlandene for at drive Kjøbmandskab. Om denne Sag blev gjort Motion paa seneste Storthing,men det forblev - ved det Gamle."D.) Meliora speramus. I For. 4 Martii 1684 §.15 og ligesaa i For. 5 Feb. 1685 §.15 klages derover,at Bergens og Throndhjems Borgere,som vare tilladte at beseile noget borgerligt Leie i Nordlandene,førte meest utjenlige Varer did,som mere skadede end gavnede Almuen; ligesom af Resc. af 19 Feb. 1662 erfares,at der har været klaget over Maal og Vægt,samt over høie Priser paa de til Nordlandene fra Bergen bragte Varer. Hvorvidt er det blevet bedre siden? Ved Lov af 11 Sept. 1818 blev det russiske Skibe og Fartøier,samt Markeds-Kræmmere fra Vester-Botten tilladt,at handle paa Kræmmerleierne i Senjen og Tromsø Fogderi; men mon det i Grunden er gavnligt for Landet, at Russerne er tilstaaet denne Frihed? Hvad Gjengjeld nyde Norske Handlende i Rusland? Ved Tractaten af 10 Sept. 1817 skulle de just ikke kunne rose sig af at have erholdet store Fordele. Saaledes er det f.Ex. neppe de Norske tilladt at indføre saltede Fiskevarer og tør Sei til Archangel?

 

 

[1]Forfatteren,Canceliraad Eiler Hagerup Rosenwinge,var i endeel Aar (deels forrettende deels virkelig) Sorenskriver i Salten indtil 1793,da han blev Borgermester i Bergen. Nærværende Afhandling,som er et Bidrag til Kundskab om den vigtige,men hidtil lidet bekjendte,Provinds Nordlandene,som i de nyere Tider fremmede Lærde (saasom den berømte L.v.Buch 1807,Fr.Boie 1817) have besøgt,har han skrevet under sit Ophold i Kjøbenhavn,hvor han da var,fornemmelig for at søge et andet Embede,uden Tvivl Stegens Laugstol. Paa sin Tilbagereise var han 1791 uden Tvivl Medlem af en Commission,paa hvis Indstilling For. af 21 Dec. 1792 om Sild- og Torske-Fiskeriet i Fosens Fogderi er grundet. Han døde 1805. Havde nærværende Afhandling været forfattet Hjemme,vilde den vist nok blevet fuldstændigere og meget været anført,som nu ikke engang berøres.

 

De med D. betegnede Anmærkninger skyldes Hr. Provst P.B.Deinboll,som nu,under 1 Nov. sidstleden,naadigst er udnævnt til Sognepræst for Leuten paa Hedemarken; de øvrige ere tilføiede af Udgiveren.

 

I.Chr.Berg.

 

 

BUDSTIKKEN

 

1825 Nr.94.

 

 

ANMÆRKNINGER VED DET I BUDSTIKKENS 5TE AARGANG NR. 95 -102 INDRYKKEDE OM NORDLANDENE.[1]

 

Side 756. Den indre Deel af Saltens Fjord staaer i Forbindelse med den ydre ved 3 Strømme. Foruden de 2de af Forfatteren nævnte er endnu Sundstrømmen imellem Strømøen og det sydlige Fastland,som er ligesom de andre To ufremkommelig, undtagen naar den ved fuld Flod- og Ebbe-Tid ligger stille.

 

S.765. Det Aar Juleskjænk ikke betales in natura,gives i dens Sted 2 Mk. Danske eller 32 Sh. i Penge.

 

Sulitelma Fjeld,det høieste i det nordenfjeldske Norge,5800 Grader,hører til Skjærstad Sogn,i det det ligger ved Rigsgrændsen for Enden af Langvands-Dalen,en ubeboet Fjelddal. Lapperne kalde ikke alt Sulitelma,som Wahlenberg har indbefattet under dette Navn,men kalde den Klynge af sneeklædte Fjeldspidser i Særdeleshed: Tindene.

 

S.777.Nu begynde Vaarthingene i Begyndelsen af Maji,og Høstthingene i Begyndelsen af September.

 

S.784. Gaarden,hvorved Qvænflouet ligger,heder ikke Solovig,men Lebset,og er den inderste,ikke den øverste Gaard i Skjærstads Præstegjeld. Men dette Flous Navn deriveres efter min Formening rettere af Qværn end af Qvæner - et i de Egne næsten ubekjendt Ord-; thi i Saltdalen strax indenfor var i gamle Dage betydeligt Qværnsteensbrud,saa at endog Jægtladninger deraf skulle være udførte. De Kommende formodede da vel ved at see dette store Flou,at det var der at Qværnestene brødes,og kan det derved have faaet sit Navn.

 

S.789. Endnu aarlig bygges Jægter i Saltdalen af dens egen Skov,skjøndt ingenlunde kan negtes,at den er saare forhugget og ilde medhandlet.

 

S.790. Gran findes ikke i Beyeren,ligesom ikke paa noget andet Sted i Saltens Fogderi. Den overstiger ved vore Kyster ikke Helgelands Grændse,og findes da og kun der inde i Fjordene.

 

S.792. Ved Havsiden i Lofoten anvendes nu for det Meste den dyrkelige Jord til Fædrift,der ogsaa er det Fordeelagtigste,som det Naturligste. Fedevarer sælges ogsaa derfra.

 

S.793. Potatos-Avlen blev ikke almindelig i Salten førend i Krigsaarene,da alt,hvad der kunde spises,sattes Priis paa.Endnu drives deres Dyrkning altid i det Smaa.

 

S.794. Fra 1813 - 1823 faldt kun eet misligt Aar for Kornavlen,nemlig 1821,da der næsten ingen Sol saaes,ligesom Forfatteren anmærker ved Aaret 1783,og som Tilfældet var 1812. Naar jeg med temmelig Vished tør sige,at der i hele Saltens Fogderi ikke findes en Grøft optaget af nogen Bonde for at forbedre Ager eller Eng,kan vistnok deraf foruden andet Mere dømmes,om Agerbruget der kan forbedres og udvides.

 

S.800. Efter Alt hvad jeg har kunnet udspørge om Spruten,Spruttrolden eller Blekfisken,hører den til Sildens Følge,hvoraf da ogsaa forklares,hvorfor den i de senere Aar har været sjeldnere,fordi der nu siden 1801 ikke har været noget synderligt Indsiig af Hav-Sild i Nordlandene. Er det Anførte rigtigt,bliver det da ganske urigtigt,at den skulle hindre Sildens Komme.

 

S.805. Jægtebrugets Afskaffelse for den største Deel anseer jeg for den vigtigste Fordeel,som Nordlandene vilde vinde,ved en egen Kjøbstad,som var i Stand til at hæve Bergens Handelen; thi,naar man vilde beregne,hvad Landet derved taber i spildt Arbeidskraft,vilde det beløbe sig til meer end man skulde troe. Man kan i Almindelighed antage 25 af de raskeste unge Mænd for hvert 1000 Indvaanere,som paa den Maade spilde deres Sommertid.

 

S.808. Hvad Forfatteren bemærker om Gjæstgiveriernes Skadelighed,maa vist Enhver underskrive,som kjender noget til hine Egne. Var det muligt at hindre,at Brændeviin ikke blev kjøbt uden i Kjøbstæderne,det være Bergen eller Bodø,da vilde Nordlandene blive en af de lykkeligste og meest velhavende Provindser i Landet; thi paa de fleste Steder er Fylderiet om ikke eneste Last,dog den Kilde,hvoraf deres andre udflyde,og det,som i moralsk-physisk og politisk Henseende forderver Folket.[2]

 

 

[1]Disse Anmærkninger ere paa Undertegnedes Begjering meddeelte af Hr. Søren Christian Sommerfelt,forhen Sognepræst til Saltdalen,nu residerende Capellan til Asker og Bærum. Med det første kan den lærde Verden fra denne Naturforsker,en værdig Søn af den lærde og skarpsindige Amtmand Christian Sommerfelt,vente et Supplementum Floræ Lapponicæ,quam edidit Dr. Georgius Wahlenberg,til hvis Udgivelse han af det Kongelige Selskab for Norges Vel har erholdet Understøttelse,og en Beskrivelse over Saltdalens Præstegjeld,som det Kongl. Norske Videnskabers Selskab bekoster trykt.

 

I. Chr. B.

 

 

 

[2]Udgiveren maa her tilføie,at den Sid. 773 omtalte Beskrivelse af Provst Colban er indrykket i Første Hefte af Andet Bind af det Kongl. Norske Videnskabers Selskabs Skrifter i det Nittende Aarhundred,og tillige særskilt udgivet under Titel af "Forsøg til en Beskrivelse over Lofoten og Vesteraalens Fogderi" (Throndhjem 1818. 410.,86 Sider) tilligemed et Kart over dette Fogderi.

 

_______________________________________________________________________

Jan Dagfinn Monssen