Ole Hannibal Sommerfelt

Jan Dagfinn Monssen

Lokalhistorie

Ole Hannibal Sommerfelt - Finmarken

Av Jan Dagfinn Monssen

Ole Hannibal Sommerfelt, f.5.mars 1753 på Toten, d.6.april 1821 i Vardal, ble immatrikulert ved universitetet i København i 1771 og cand.jur i 1773. Han var først edsvoren fullmektig hos sin far, sorenskriveren i Toten, Vardal og Biri, senere hos sorenskriveren i Søndre Gudbrandsdalen og også kst.sorenskriver og settedommer. (Før slutten av 1790-åra skrev han seg Sommerfeldt.)

 

Fra 1784 til 1787 var Sommerfelt fogd i Øst- og Vest-Finnmark og bodde på fogdgården Kongshofmark i Alta. Han var i tillegg kst. amtmann i Finnmark fra 1785 til 1787 og hadde også bestyrelsen av Øst- og Vest-Finnmark sorenskriveri fra 1785 til 1786.

 

Fra 1787 til 1800 var Sommerfelt amtmann i Finnmark og bodde da på amtmannsgården Altengaard. Amtet omfattet også Senja og Tromsø fogderi. Han var dessuten postekspeditør til 1799. Mens han var amtmann i Finnmark, var Sommerfelt en av forkjemperne for anlegg av Tromsø by. Sommerfelt laget kartskisser og foretok selv oppmålinger på Tromsøya som er viktige bidrag til byens historie.

 

Sommerfelt var amtmann i Romsdal Amt fra 1800 til 1812 og i Christians Amt (Vest-Oppland),hvor han overtok etter sin bror Christian Sommerfelt, fra 1812 til 1821. Han representerte Christians Amt på det overordentlige storting i 1814 og var bl.a. visepresident i Lagtinget.

 

Sommerfelts Kort Beskrivelse over Finmarken ble trykt i Topographisk Journal 1799 - 1800 og er ansett for å være et interessant og verdifullt bidrag til den topografiske litteratur om Finnmark.

 

Altagård med amtmannsboligen 1799

(Etter Skjöldebrand; tegning av Monrad Pedersen)

 

KORT BESKRIVELSE OVER FINMARKEN

ved

OLE HANNIBAL SOMMERFELT

Amtmand over Finmarken Amt.

 

 

§ 1.

Finmarken,en Part af Norge,er beliggende under Nordpolen fra Vest til Öst paa 70 til 71 Grad,grændser i V. mod Skjervö Sogn i Tromsö Fogderie og mod Havet,i N. til Havet,i O. til det hvide Hav,og i O. og S.O. til den russiske Lapmark,endelig i S. til den svenske Torneaa og Kemi Lapmarker*.Om hvor langt Finmarkens Grændser have gaaet i de ældre Tider,kan eftersees Schönings Forsög til Norges gamle Geographie. Nu værende Grændselinie mellem de norske og svenske Lapmarker er bestemt ved Grændsetractaten av 7/18 October 1751.

 

Grændsens faste Bestemmelse imellem det norske og russiske Lapmarken er endnu ikke gaaet for sig,men imidlertid agtes bemeldte Grændselinie fra norsk Side af,paa Grund af Haandhævelsen af Hans Kongelige Majestæts Höjhed og sikre Traditioner,at have mod Havsiden sin Standpunkt ved Henöerne eller Karlsgamsodden. Paa den lille Henö findes Rudera af 3 Steenstötter. Efter Traditionen skal den vestre Stötte betyde Norge,den östre Rusland,og den söndre Sverrige. Op til Lands gjöres fremdeles fra vor Side af Prætention paa Nordfjeldene imod den russiske Lapmark,altsaa langt videre end den paa Justitsraad Carl Pontoppidans Kort afmærkede Strækning for Fællesdistricter: Nejden,Pasvig og Pejsen. Til Nordfjeldene regnes de Lappebyer: Söndergjeld, Notjaur, Trinins, Gardejok, Manamos og Malmos.

 

*Se Justits Raad Pontoppidans Kort ved hans Finmarkske Magasin; eller C.J.Pontoppidans Kort over det nordlige Norge udgivet 1795.

 

Den utrættelige Konge,Christian den Fjerde,gjorde 1599 selv i egen höje Person en Söerejse til Kilden paa Fællesdistrictet. Hans Rejsebeskrivelse i Manuscript findes i Finmarkens Amts Arkiv,og er overensstemmende med den af Professor I.H.Schlegel udgivne i Samlung zur Dänischen Geschichte,1ster Band.

 

Allerhöjst bemeldte Konges Paastand i Hensigt til Fællesdistricter var at beholde den Deel nordenfor den Linie,trukken fra Vardö til Kondalex i Hvidesöen.

 

Finmarkens störste Længde fra Brynnillen eller Andesnæs ved Skjervösogn og til Henöerne regnes at være 56 danske Mile eller 28 finmarkske Söemile,og dens störste Brede i Vestfinmarken fra S. til N. -Öerne indberegnet - er 40 danske Mile eller 20 finmarkske Söemile,men i Östfinmarken ikkun 26 danske Mile eller 13 Finmarkske Söemile. Finmarkens Fogderies Circumference med Fællesdistricterne indberegnede siger Schnitler at være 140 rydske Mile. Efter de udkomne statistiske Skrifter indeholder Finmarken 1244oMile,hvoraf 1060 ere Vand.

 

 

§ 2.

Som beliggende under Nordpolsirklen, har Finmarken mere Kulde end Varme; thi almindelig indfinder Kulden sig medio September, og Snee eller Vinterföret omtrent medio October; dog hender det,at vedholdende Snee og Vinterföre haves sidst i September. Sidst i Maj Maaned er almindelig den meste Snee gaaet af Marken ved Söekanten,dogafvexler det endnu i Maj Maaned,ja ofte et godt Stykke i Juni Maaned,med varm Luft og Sneebyger,saa at man kan sige at have i Finmarken,i Maj Maaned, ungefærlig det samme Vejrligt,som almindelig indtræffer i April Maaned Söndenfjelds i Norge.

 

Endnu til Slutningen af Juni Maaned indfalder ofte kolde Dage,saa at Grasset ikke kan siges at skyde hastig,for inden ved Indgangen af Juli Maaned. Naar meget kolde Sommere indtræffe,har man endog i Juli Maaned seet Snee at falde i de höjere Fjelde,hvilken Snee dog ved første Soelskin er igjen hensmeltet. I almindelighed kan anmærkes,at Vejrliget fra Stille til Storm er hastig omvexlende, og paa Fjeldene,fornemmelig om Sommeren,fra Hede til Kulde. Til et Beviis herpaa kan jeg efter min egen Erfaring anföre følgende: Allersidst i Juni Maaned 1790 gjorde jeg en Tour over Varanger-Fjeld i Östfinmarken,2 korte Mile. Ved Oprejsen paa Fjeldet slog Tordenen i et saa lummert og varmt Vejr, at Klæderne paa Kroppen syntes at være til Besvær,og da jeg havde tilbagelagt en Miil paa Fjeldet,kom en Byge af Norden med Snee og saa kold,at jeg og Fölge maatte tage vore Kavajer paa. Under denne kolde Byge kom jeg til en Bæk paa det højeste af Fjeldet,og som jeg vilde drikke af den,fandt jeg Vandet at være ganske lunkent af det nylige varme Tordenvejr.

 

Kulden eller Frosten Vinteren igjennem i Finmarken kan ikke siges at være saa overordentlig stærk,men mere vedholdende end paa andre Steder i Norge. Meget sjeldent afvexler den med Töevær. Hvad der gjör den Finmarkske Vinter stræng og igjennemtrængende,ere de vedholdende stærke Vinde, fornemmelig den i Finmarken saa kaldede Landvind. Stormvindene gjöre,at Sneen for en stor Deel fyger snart fra en og snart fra en anden Kant,og har under saadan Storm en utroelig Kraft til at trænge ind i Huse og Boliger.

 

En större Mængde Snee falder ikke i Finmarken end i Trondhjems og Agershuus Stift,og maaskee det ene Aar med det andet ikke saa meget. Havet omkring Finmarken, eller Fjordene sammesteds,tilfryser ej; ikkun det inderste eller Bunden,som det kaldes,af Altens Fjord, Langfjorden i Altens Præstegjeld, Porsanger-Fjord i Porsanger Sogn,og Syltevigs-Fjord i Vardö-Sogn,belægges hver Vinter med Iis. Fra sidst i November til sidst i Januarii sees Solen ikke i klart Vejr,dog med nogen Forskjel,ligesom Fjeldene ere lave til og fra Stedet,hvor man staaer, langt bortliggende,som fornemmelig paa Vardö og Vadsö,hvor Solen,saa at sige, ikke er tabt længere end fra först i December til först i Januarii,hvilket har sin Grund i de lave Fjelde.

 

Den korteste Vinterdag i klart Vejr agtes at være 3 Timer lang,dog uden mindste Refraction af Soelstraalerne. Solen er uafbrudt over Havet,og i klart Vejr uafbrudt tilsyne,fra 9de Maj til 5te August. Ind til Fjordene haves i Sommermaanederne almindelig klart Vejr og altsaa lidet Regn,Vardö og flere Öer undtagne,hvor Havskaadden eller Taagen endog i Julii Maaned ofte omhyller Öen. Stormvinde ere ikke almindelige i Sommermaanederne; de begynde ej at rase förend i September Maaned. Fornemmelig i Julii og August Maaneder blæser sagtelig hver Dag,saa længe Vejret er klart,den saa kaldede Havgul eller Norden-Vind ind af alle Fjorde,der er meget vederqvægende i den da indfaldende stærke Varme.

 

Om Natten kjöler Landvinden. De jævnlig blæsende Vinde gjöre det Finmarkske Klima rent og temmelig sundt; blot nogle Steder ved Havsiden,saasom Maasö, Magerö og Vardö,have en skjörbuttisk Luft. Den megen Östenvind om Vinteren forskaffer ofte Gigt,fornemmelig hos de Uindfødde.

 

Den Finmarkske Sommer, endskjöndt kort, vilde være meget behagelig,særdeles ind til Fjordene,naar ikke de der,formedelst Skoven,sig opholdende mange Myg (et bekjendt flyvende Insect) plagede med sine Sting, der hos mange efterlade den samme ubehagelige Fölelse,som et Biesting. Formeldelst Solens Virkning Nat og Dag höjeste Sommer,og det törre Vejr,som almindelig da indtræffer med Dug om Natten,er Græsset de fleste Aar fuldvoxet til sidst i Juli Maaned,og Kornet i Alten modent til midt i August.

 

§ 3.

Finmarkens Fogderie inddeles i 2de Provstier,nemlig: i Öst- og Vestfinmarkens Provstie,samt Fællesdistricterne: Nejden,Pasvig og Pejsen,beliggende paa den söndre Side af Varangerfjorden. I forrige Seculo var Finmarken deelt i 2de Fogderier,nemlig Östfinmarkens og Vestfinmarkens. Ved Rescript af 5te Januarii 1680 bleve Finmarkens Fogderier henlagte under Nordlands Amt,hvilken Forening ej varede længere end til næste Aar derefter.

 

Ved Forordningen av 5te September 1787 er derimod Senjens og Tromsö Fogderier af Nordlands Amt lagte under Finmarkens Amt. Vestfinmarken inddeles i 7 Tinglaug,nemlig: Kautokejno og Afjuvara,Altens,Loppens,Hasvigs,Hammerfest, Maasö og Kjelvigs.

 

Östfinmarken inddeles i 4 Tinglaug, nemlig Kjöllefjords, Tanens, Vadsö og Vardö. Imellem Vest- og Östfinmarken skiller det store Næss eller promontorium kaldet Sverholt.Ved ommeldte Forordning af 5te September 1787,og nærmere ved Anordningen af 17de Juli 1789,er Hammerfest og Vardö Havne eller Handelssteder forundt meget fordelagtige Kjöbsteds-Privilegier.

 

*See fornævnte Pontoppidans Kort.

 

 

§ 4.

Grunden i Finmarken bestaaer af det faste Land og Öerne samt Holmerne. Fastlandet saavelsom de störste af Öerne, nemlig: Söröen,Sejland,Stjernö,Rolfsö m.fl. indeholde fornemmelig Fjelde overgroede meest med Mose,Lyng,og paa de lave Steder med Græs,Krampebirk og Vidie. I Fastlandet og de store Öer indskjære sig Bugter og store Fjorde,der med de fra Fjeldene nedfaldende Elve formere Dale,hvis Sider og Sletter, bestaaende ofte af den fineste Blaalere, ere tildeels begroede med Græs,Birk, Older,Rogn, Hegg,Asp,Vidie,og paa nogle Steder,som i Alten,Porsanger og Karasjok,med Furuskov. Paa Fællesdistricterne Nejden,Pasvig og Pejsen,groer ogsaa Furuskov. Paa de fleste Öer,fornemmelig de mindre og Holmerne,gives almindelig god Brændetörv; denne findes ofte ogsaa i Myrene paa Fastlandet.

 

Nogle af de Finmarkske Fjelde, fornemmelig paa Fastlandet og de paa Sejlandet,ere belagte med den saa kaldede evige Iis og Snee.

 

En deel Egne i Finmarken,som Alten, Qvalsund,Kistrand i Vestfinmarken, Læbesby,Tanen og Varanger i Östfinmarken,ere saaledes situerede,at de i den Henseende kan lignes med de smukkeste Söndenfjelds i Norge.

 

 

§ 5.

Jordarterne i Finmarken ere: Myrjord, Muld,Leer,hvid Our og röd Our,Okker og Sand. I Alten og Tanen prædominerer Lerer,og ved Havsiden saavelsom paa Öerne,Myrjorden. Leret i Alten og Tanen er ungefærlig af eens Beskaffenhed, fiint,fejt,og af lyseblaa Farve. Det tjener ret godt til at mure med og deraf at fabriqvere Muursteen,af hvilke jeg har ladet brænde 15 til 16000 Stykker. Det gule saavelsom det hvide Leer antræffes sjeldnere.

 

 

§ 6.

Af Finmarkens Bjerge ere de i Vestfinmarken de höjeste i Almindelighed,og indeholde Granit, Kalksteen,Sandsteen og Skifer.

 

Ved Söesiden rejse Bjergene sig som oftest i Lag og Röjninger,lade sig godt brække og bruge til Muurarbejde.

 

Ofte befindes Bjergene besatte med dunkle Granater,tildeels flere som middelmaadige Hasselnödder,saasom i Finnefjorden paa den ytre Side af Söröen. Paa Sverholt har jeg fundet de smaa Granater i saadan Mængde,at jeg har kunnet optage nogle Snese paa een Gang iblandt det Steenmeel,som Luften har afskaldet Bjerget.

 

Fjeldet Sverholt höjt og stejlt til Söesiden,og som skiller imellem Öst- og Vestfinmarken,er,i Betragtning tillige af det betydelige og perspectiviske Æggevær,er saa mærkeligt Object i Naturen,at det efter mine Tanker fortjente at besynges af vore bedste Digtere. Naar man staaer ved Foden af dette Fjeld,synes Skyerne at hvile paa dets Isse,paa dets Overflade græsser om Sommeren Reensdyr,ved dets Promontorium falder almindelig godt Fiskerie,og som Fiskehærene fra Nordhavet stöde fornemmelig herpaa,deler det,saa at sige, Velsignelsen imellem Öst- og Vestfinmarken; Havgabet derudenfor bespendes af legende og brölende Hvalfiske i hundrede Tal,der synes af Skaberen at være anviiste sin Tumleplads her,for at spærre Millioner Fisk,indtil Tid og Vejr tillader Landets Indbyggere at opfange sin Deel deraf; i Ruinerne af det tildeels nedfaldne Sverholt Fjeld have de kostbare Ottere sit Tilhold,og blive ofte til Deel for den snedige Skytter og Fangeren.

 

Ved Nedstyrtninger er i Fjeldet dannet Bænke og betydelige hvelvede Kabinetter,hvor Fuglene Næb mod Næb udruge sine spraglede Æg,og hvor Granit-Hvelvingerne give Gienlyd af Fuglemødrenes glade Sange over deres lykkeligen udklækkede Fostere; ofte foröges Fryderaabet ogsaa over det Held, denne Fuglestat,ved Samdrægtighed og forenede Kræfter,har havt,at tilintetgjöre Örnens Hensigter. Ved Skud eller andet stærkt Skrald udfarer fra Fjeldet en saa stor Mængde Maager,at det langt fra seer ud som et Snefog. Dette Fjeld indeholder tillige nogen Kobber-Ertz. De höjeste Fjelde ind til Lands i Vestfinmarken agtes at være Kejserfjeldene.

 

 

§ 7.

Af Steen gives fornemmelig ved Strandkanten megen Koppelsteen,nyttig i Finmarken til at törre Fisk paa. I Tanen haves smuk röd Skifer. Paa Varangerfjeldet imellem Vadsö og Tanen gives Anviisning til en Art Kalksteen,der er brunröd med to Linier brede grønne lige Striber; der imodtager Politur,og af Udseende ligner den fuldkommen stribet Taft eller Stof. Paa Voldstranden i Altens Sogn findes Klæber-Fedt- eller Gryt-Steen,hvoraf en og anden Almuesmand har forfærdiget Kakkelovne,og selv har jeg af den slags Steen ladet hugge Gryder som de bedste til at koge Mad i.

 

I Loppens og Kjelvigs Sogne fornemmelig, findes Hejne eller Brynesteen,ogsaa kaldet Hved-Steen. I Stjernsund,under Altens Præstegjeld,har jeg fundet en Bjergart ved Söen,der efter Udseende har al Lighed med Steenkul,men er udi Dagen haard og brænder ej; til at undersöge den i Dybet har jeg ikke havt Lejlighed. Paa adskillige Steder findes, som sagt,Kalkbjerge eller Kalksteen; af den i Altens Præstegjeld har jeg blot til en Pröve brændt noget lidet,der lædskede sig. Bjergkrystaller skal efter Sigende findes i Finmarken.

 

 

§ 8.

Af egentlige Metaller er ej funden uden Kobber i Kaafjorden i Altens Præstegjeld og paa Sverholt. I Kaafjorden er der i de ældre Tider brudt til Forsög endeel Kobbermalm,men saa vidt man kan see af den udbrudte eller udminerede Malm, har den været saa fattig,at det ikke kunde lönne sig at udskibe den til de Steder, hvor tilstrækkelig Brændsel tillod at smelte den. At adskillige Bjerge omkring Talvig og Stjernsund i Altens Præstegjeld ere kobberhaltige,slutter man deraf,at de sætte gandske tydelig Spanskgrönt. Qvartsaarer findes i Bjergene saavel i Öst- som i Vestfinmarken.

 

Paa en liden Holme i Altens Fjord har jeg i en Qvarts-Gang fundet en Aare af blank Blade-Metal og af Kolör som Bly. Efter saadan Beskrivelse troer Hr. Conferentsraad Hiort,at det maa være Glands-Kobolt. Pröve af denne Metal skal blive nedsendt. Ved denne Lejlighed vil jeg ikke lade være uanmeldt,at Præsten Rosted paa Tranöen i Senjen har viist mig smaa Pröver af Bly-Erts,som efter hans Sigende findes i Tys- eller Tusfjorden i Ofoten og Saltens Fogderie. Den er saa gedigen,at den uden videre Rensning er af Hr. Rosted smeltet i en med Leer overtrakt Stöbeskee.

 

Igjennem Tana-Elven nedskyller en fiin Sand,der har gult Glitter,men,hvor vidt den er metallisk, veed jeg ikke. At endeel af Finmarkens mange Fjelde kan gjemme i sit Skjöd andre ædle Metaller,er meget mueligt; men hvormeget jeg end har efterhört derom, haves end ikke Traditionen. Om Jernerts findes i Finmarkske Fjelde,det veed jeg heller ikke,men derimod har jeg selv fundet den i Myrene eller Moserne,saavel i Alten som paa Vadsö,og paa sidste Sted i Mængde.

 

 

§ 9.

De betydeligste Indfjorde i Finmarken ere i Vestfinmarken: Altens Fjord og Porsanger-Fjord,og i Östfinmarken: Laxe-Fjord,Tana-Fjord og Varanger-Fjord. I disse saavelsom i de flere Fjorde gives gode Skibshavne og tildeels Vinterhavne, hvorom Justitsraad Pontoppidan i sit Finmarkens Magazin giver god Oplysning; alene jeg anmærker,at Kjelvigs Havn ikke kan agtes for nogen paalidelig Vinterhavn for Skibe,og Loppens Havn aldeles ikke for Vinterhavn. Den sidste, endskjöndt den har en god Ankergrund,kan endog agtes for en maadelig Sommerhavn. De fornemste eller störste Elve ere: Altens Elv i Vestfinmarken,og Tana Elv i Östfinmarken; i hvilke endnu aarlig fanges en ikke ubetydelig Mængde stor og feed Lax.

 

Af disse tvende Elve har sidst i forrige Seculo (da de til Fremmede vare bortforpagtede) været svaret i aarlig Forpagtning 200 Rd. til Hans Majestæts Kasse. En Fjeld-Elv,kaldet Garasjok, fortjener at erindres,da den har Perleskjel, hvis Perler skal være af temmelig godt Vandt. Afgagne Cancellieraad og Toldcontrollör Buck,forhen Kjöbmand paa Hammerfest,er den første og eneste, der har i nogen Mængde ladet optage Perler af Garasjok-Elven. Fiske-Vande,til deels fiskerige,haves mange af. Det betydeligste er et imellem Alten og Garasjok kaldet Jesjauer.

 

 

§ 10.

 

Den betydeligste Furuskov i Finmarken findes i Alten,fornemmelig paa begge Sider af Altens Laxe-Elv,i Garasjok,i Porsangerbunden,og paa Fællesdistricterne,fornemmelig i Pejsen; hvilke Skove forsyne Landets Indbyggere for den störste Deel med Tömmer til Huse og Fartöjer,saavel Tindringer (et slags Fartöjer paa nogle Læster og med löst Dæk) som Baade. I Alten hugges det fornödne efter Udviisnings-Seddel fra Amtmanden imod en fastsat meget billig Recognition til Hans Majestæts Kasse. Af Altens Skov skjæres aarlig nogle Tylter Tömmer til Saugbord paa den Kongelige Porselvs Vandsaug i samme Præstegjeld. Til Opsigt med Altens Skov og med ommeldte Vandsaug,lönnes en Opseer under Navn af Skovfoged.

 

Birke- (Betula alba) samt Enertræe (Juniperus communis) findes næsten i enhver Indfjord i Landet. Ved Havsiden falder paa nogle Steder Krampebirk (an varietas Betulæ albæ?). Hvor denne ikke haves,eller ikke haves i tilstrækkelig Mængde,som fornemmelig i Loppens, Hasvigs, Maasö, Kjelvigs,Kjöllefjords, Vardö og endeel af Vadsö-Sogn,bruges til Brændsel Rake eller Driv-Ved og Torv, hvilken sidste findes av god Art paa de fleste Öer og Holmer. Den störste Mængde af god Birkeskov findes i Alten, Garasjok, Porsangerbunden,paa begge Sider afTana-Elven,i Varangerbunden og paa Fællesdistricterne.

 

I Altens-Sogn og paa Fællesdistricterne voxe mange vilde Ribstræer,der bære de fleste Aar modne Ribs (i Finmarken kaldet Vinbær). Ribes alpinum er ikke rar. I Alten voxer vilde Bringebær eller Himbær,dog ikkun faa og endeel Aar modnes de ikke.

 

 

§ 11.

De Plante-Arter,der almindelig voxe vilde andensteds i Norge,særdeles i dets Fjeld-Egne,voxe ogsaa i Finmarken; dog voxe Jordbær og Karve (Kummen),saa vidt mig er bekjendt,alene i Alten og ikkun paa to eller tre Steder der. Den smaa Röllik (Achillea millefolium) er meget almindelig.

 

Som sjeldne paa mange Steder ind til Lands i Norge voxer i Finmarken Hvid Nyserod (Veratrum album),denne ingensteds i Norge undtagen i Kjelvigs- og Porsanger- samt Kjöllefjords Sogn; Cochleare (Cochlearia officinalis) fornemmelig paa Öerne ved Havsiden,hvor Luften ogsaa er mest skjörbuttisk; Græslögen (Allium schænoprasum) overalt i Finmarken; Ærenpris (Veronica officinalis), Aakerbær (Rubus arcticus), Vild Rosmarin (Hedum palustre) og Sillerie (Ligusticum scoticum),Bukkeblade (Menyanthes trifoliata),Maullfoor og Grafte (Osmunds firuthiopteris og Polypodium filix mas),hvilke 2de sidste Slags sætte nær Roden tykke,indvendig (naar de ere overbrudte) kaalgrönne,Blade i Form af en Artiskok,som,naar de kaages og plukkes fra hinanden,gives Kreaturene som et dem meget velsmagende Foder. Søte (Gentiana purpurea) voxer ikke i Finmarken,saavidt jeg har kunnet erfare.

 

Foruden anförte,findes her ofte nær ved Strandbredden adskillige Planter i Mængde,som man enten kun finder paa de højeste Fjelde i Norge sjelden,eller,og aldeles ikke,eller og som ere mindre usædvanlige paa adskillige Steder i Norge (af hvilke sidste kun nogle opregnes for deraf at slutte sig til Engenes og Græsgangens Beskaffenhed), eller og bekjendte af nogen oekonomisk Nytte.

 

Veronica maritima,Norv.Finne-Græs.

 

Veronica chamædrys.

 

Pingvicula villofa. Denne rare Plante findes i störste Mængde i Varanger-Bunden blandt Iglemosen (Sphagnum palustre).

 

Eriphorum,Kjæruld,vaginatum,alpinum, alle tre i Overflödighed paa sædvanlige Steder.

 

Milium effesum,blandt Kratter paa adskillige Steder.

 

Aira cespitosa,Engebunke,paa flere Steder i Engene.

 

Ligeledes Aira montana,flexuosa,spicate, mere paa Fjeldene.

 

Poa annua,trivialis,alpina,angustifolia, pratensis,alle almindelige Græs-Arter.

 

Glaux i Porsanger-Fjorden,sjelden.

 

Melica nutans,i Kratskove; coerulea, almindelig.

 

Phleum alpinum,almindelig,ofte nær ved Bjergfødderne.

 

Anthoxantum odoratum,Norv: Guulax, almindelig i Enge.

 

Festuca ovina,en af de sædvanligste Græsarter.

 

Koenigia islandica,i Mængde nær ved Boepælene paa Vardö,saa og paa adskillige fugtige Steder i Varanger- Fjorden,skjöndt mindre hyppig.

 

Galium verum,Guulmour.

 

Palmonaria maritima,Lapp: Hilfks,i störste Mængde ved Strandbredden i Varanger-Fjorden.

 

Diapensia lapponica. Denne ellers i Norge saa sjeldne Væxt voxer i en utrolig Mængde paa den modsatte Side af Haudels Bygninger over Vandet i Kjölle- Fjord.

 

Gentiana aurea,almindelig paa adskillige Steder ved Strandbredden i Varanger-Fjorden.

 

Drosera longisolia,rotundifolia - Öjengræs,begge almindelig.

 

Allium oleraceum,Engelög,Lapp: Couke.

 

Foruden flere Arter af Juncus ere Juncus biglumis,triglumis,trifidus ikke usædvanlige.

 

Ligeledes:

 

Juncus nemorosus latifolius major,Tournef.

 

Anthericum calyculatum,almindelig.

 

Rumex dignyus,Fjeldsyre,ikke usædvanlig.

 

Triglochin maritintum,ved Strandbredden.

 

Epilobium angustifolium,omkring Finne Gammerne i Varanger almindelig,Norv: Gjeterams,Lapp: Kjegahola.

 

Montanum,palustre,alpinum,paa adskillige Steder, i sær ved Tana-Elven.

 

Polygonum viviparum.

 

Elatine hydropiper,sjelden i Varanger.

 

Andromeda coerulea,hypnoides,polyfolia, almindelig paa forskjellige Steder.

 

Androm: tetragona derimod en af de mest ualmindelige.

 

Pyrola uniflora,Norv: Regnblommen.

 

Saxifraga stellaris,oppositifolia,aizoides, cespirosa,hypnoides,paa flere Steder.

 

rivularis,nær ved Missionshuset i Varanger.

 

Dianthus superbus,usædvanlig paa et Sted en Fjerding Vej fra Kapellet i Varangerfjorden ved Strandbredden.

 

Cucubalus behen,Smellblomster, almindelig.

 

Silene acaulis,hyppig.

 

Stellaria humifusa,paa forskjellige Steder ved Strandbredden.

 

Arenaria peploides,almindelig.

 

norvegica,en af de mest sjeldne Urter i Norge imellem Rifterne af Klipperne paa Vardö,overmaade sjelden.

 

Lychnis dioica,almindelig.

 

Spirda ulnana,Möurt.

 

Tormentilla erecta,Tormentil.

 

Dryas octopetala.

 

Comarum palustre,Kraakefot.

 

Thatlutrum alpinum.- almindelige.

 

Ranuculus hyperboreus,paa moradsige Steder ved Tana-Elven.

 

glacialis)almindelige,

 

lapponicus) den sidste i Enge

 

acris)

 

Bartstra alpina,overflödig.

 

Pedicularis sceptrum carolin:, i störste Mængde ved Bredden af Tana-Elven og paa flere Steder.

 

flammea og lappoica ikke usædvanlige.

 

Pedicularis palustris,Luse-urt Dan:, almindelig.

 

Arabis alpina,almindelig.

 

Pefum maritimum,Strand-Erter,i Mængde ved Strandbredden i Varanger.

 

Astragalus uralenfis,kun i Sanden ved Komag-Elven.

 

Phaca alpina (non Phaca alpina Flor: Dan),i en Eng i Porsanger-Fjorden.

 

Trifolium pratense og repens,Röd og Hvid Klöver.

 

Hieracium alpinum,paa flere Steder.

 

Serratula alpina,overflödig.

 

Gnaphalium dioicum,ullginosum,alpinum, supinum,norvegicum,alle almindelige.

 

Erigerum uniflorum,ligeledes.

 

Ophrys corallorhiza,kun i en Mose ved Vadsö.

 

Carex. Foruden flere Arter af denne Slægt findes Carex incurva i Mængde ved Strandbredden i Varanger,atrata paa flere Steder,ligesom globularis.

 

Betula nana,Norv: Fjeldrap.

 

alnus,Order.

 

Flere Arter af Salices (Vidie). Pentandra er usædvanlig,phylicifolia adskillige Artforandringer alle med en smuk Stamme,ved Tana-Elven især almindelig.

 

Holcus odoratus,almindelig paa det faste Land lige over for Vardö.

 

Lichen pulmonarius,Lungemose,hist og her paa Order-Træerne.

 

Lichen rangiferinus,Rensdyrs-Mose.

 

tartareus,mindre almindelig.

 

Af vildvoxende Urter og Rödder bruge og spise Indbyggerne Syren (Rumex acetosa),Torten (Sonchus alpinus),Qvanne (Angelica archangelica), Slöken, Græslögen,Karven, dog denne sidste ikke uden de conditionerede Folk; Röllik og Ærenpris som Thee, Cocleare,Lövetanden (Leontodon taraxacum),Höemollen eller Hundefyren (Rumex crispus),Smellgræs (Cucubalus behen),Nellen og Bukkeblade,disse sidste 5 Slags ikkun de conditionerede Folk.Linnæa borealis voxer i Skovene i Mængde,dens Blade tilligemed Blomsterne utörrede give en behagelig Thee. Islandsk Mose eller Fjeldgræsset voxer paa Fjeldene,og bruges ej til Menneskeföde uden alene af en Islandsk Bondekone i Talvig.

 

Af Sögræs gives forskjellige Arter nemlig: den almindelige Fjære eller Strand-Tang,Bue eller Koe- Heste- og Gede-Tarre (Fucus esculentus,nodosus & caprinus),Soll,Söeskjæg (Fucus faccarinus) med flere paa Havbunden, hvorfra de hendelsesvis blive afrevne.

 

Af Farve-Urter er bekjendt og bruges den almindelige Stenmose (Lichen saxatilis), hvormed farves brunt,Fægreroden (Galium boreale) til Mörkrödt,Birklöver til Guult og deels til Grönt hvor Underfarven er blaa,Enebærtræets Mose (Lichen juniperinus) til Guult,og Jamnen (Lycopodium alpinum),der af Almuen bruges ved Farvingen ofte i Stedet for Alun. Ellers voxer der i Landet,som sagt, ogsaa Höemollen eller Hundfyren,med hvis Rod farves guult,og Skarntyden (Chærophyllum syveltre),med hvis Blomster farves guult med dens Blade grönt.

 

§ 12.

 

Af vildvoxende Bær haves: Ribs,der kaldet Vinbær (Ribes rubrum, saa og Ribes alpinum),Heggebær (Prunus padus), Rognbær (Sorbus aucuparia),Enebær,lidet Bring- eller Himbær (Rubus idæus), Aakebær,Multer,Tejebær (Rubus faxatilis),lidet Jordbær, Blaabær, Tyttebær (Vaccinium vitis idæa),Blokkebær,ogsaa kaldet Skindtryte,eller Mekkelsbær (Vaccinium uliginosum),Krækebær (Empetrum nigrum),Tranebær (Vaccinium oxycoccos),Skrubbe- eller Sviinbær (Cornus svecica). De bedste Multer falde paa Öerne.

 

 

§ 13.

Af fireföddede Dyr gives der det vilde og tamme* Rensdyr (Cervus tarandus),en af Finmarkens störste Herligheder; Hare, Ekhorn eller Egern,der kaldet Graaverk; Björne ikkun af de smaa Slags,eller de saa kaldede Græsbjörne (Ursus arctos minor); Vielfras,der kaldet Djærv (Ursus gulo); Ulv (Canis lupus); Goupe eller Lofs (Felis lynx),den sidste som en Sjeldenhed; sorte,kaarsede,röde,blaae samt hvide Ræve; Otter (Mustela lutra); Bæver (Castor fiber); Maar (Martes); Hermelin,der kaldet Rösekat (Mustela erminea); Lemæn (Mus lemmus); de graae Markmuus med stumpede Haler (Mus terrestris),spidssnudede Muus eller Vandskjær,og Huusmuus (Sorex praneus), med lange Haler. Rotter haves ikke,uden naar de en og anden Gang komme dertil med Skibe.

 

*Af tamme Rensdyr holder jeg for at der findes i Finmarken,i de Aaringer de trives paa det bedste, ungefærlig imellem 60 og 70.000 Stykker,gamle og unge tilsammentagne. Hvorledes Rensdyret lader sig tæmme og kjöre med,hvorved Communicationen til Lands Vinterdag vedligeholdes,samt hvorledes Rensdyret tjener til at afhjelpe Fjeld-Finnernes fleste Livets Nödvendigheder,derom kan eftersees Professor Leems Finnernes Beskrivelse, samt Laugmand Lunds Afhandling om Rensdyret.

 

Firbener (Lacerta vulgaris) findes paa den östre Side af Altens Elv; Frosk eller Fröer (Rana temporaria) ikke meget store; Hvalross (Trichechus Rosmarus) der kaldet Rosmaal; Sælhunde,der kaldet Kaabber (Phoca),af forskjellige Slags. Havkaabben antræffes fornemmelig paa den N.V. Side af Söröen og ved Henöerne i Fællesdistrictet,samt ved Udöerne i Almindelighed. Sten-Kaabben findes i Mængde i Tana-Elven og ved Mundingen af Altens Elv.

 

 

§ 14.

Af vilde Landfugle ere der i Landet faa Arter imod paa andre Steder i Norge; men af Söefugle gives derimod mange Arter. De almindeligste Landfugle ere: Tiuren eller Tjödderen,(Tetrao urogallus) med sin Hun kaldet Röj. Dette Slags opholder sig fornemmelig i Altens Furuskov. Fjeld- (Tetrao lapponicus) og Skov Ryper (Tetrao lagopus) overalt paa Fastlandet og Öerne; den store graa Fjeldtrost (Turdus pilaris),som der i Landet lader sig meget sjelden fange; Snefugl,der kaldet Titting (Emberiza nivalis),falder om Foraaret i stor Mængde; Stendulp,Sisserönniker (Fringilla cannabina),Skovlærker (an Motacilla arborea ?),Krumsnabler (Loxia curvirostra),Blaamæle (Parus coerluleus), Leersvaler (Hirundo riparia),Fjeldgjerpe eller Brokfugl (Charadrius apricarius),der kaldet Böti; Brushaner,Fjeldloe,den store Sneppe eller Bekkasin,der kaldet Gotspovi (Scolopax phæopus); Kjeld eller Strand-Skade (Hæmatopus ostralogus), Stilk (Scolopax Totanus),Fjærplyte, Sandmörje, med flere Sneppe-Arter; Örn, Falk,Hög, Ugler,iblandt hvilke gives en Art store hvide Fjeld-Ugler (Strix nyctea) med mörke Spetter; Ravn,Krage,Skade,denne sidste ikkun i Vestfinmarken. Naar en Skade,som meget sjelden skeer, indfinder sig i Östfinmarken,er den af Finnerne der bleven anseet for en Ulykkens-Fugl,eller,som er ungerfærlig det samme,et ondt Forvarsel.

 

De almindeligste Söefugle ere Ederfuglen,Ænder,Imbrer (Colymbus arcticus),Lom (Colymbus septentrionalis), Havell (Anas hyemalis),Lunder (Alca arctica),Havorre (Anas spectabilis); Tejster (Colymbus grylle),Skarv (Pelecanus carbo),Alker (Alez torda), Lomvie (Colymbus troile),Maager,der kaldet Maaser,af forskjellige Slags, Svaner,Gjæs med flere. Disse Fugles Æg spises der med Smag,undtagen Skarvens Æg,som Finnerne ikkun i Hungers-Tilfælde tage til takke med. Ederfuglen giver,som bekjendt,god og kostbar Duun,og Lommen den bedste Fjær.

 

 

§ 15.

Mange Arter Fiske har Skaberen rigelig tildeelt Finmarken. Af Saltvandsfisk haves fornemmelig Torsk af forskjellige Slags,Hyser eller Koljer,Langer (Gadus molva),Sej (Gadus virens), Brosmer,Ouer (Perca norvegica),Stenbit (Anarhicas lapus),Qvejte eller Helleflyndrer,smaa Flyndrer af forskjellige Slags,Sild,Lax, Rognkjexe (Cyclopterus lumpus),Siil eller Tobitser (Ammodytes robianus), Bresling (Clupea sprattus),Lodde (Clupea villesa), Tangspræl (Blennius gunnellus), Ankerfisk eller Sprutfisk (Sepia officinalis),smaa Haa (Sqvalus acanthia) eller Haj, Haakjerring eller Havkalve (Sqvalus carcharias), Haamær (Sqvalus maximus), Rokker (Roja) eller Skater, Brygder, Hval af forskjellige Slags,Springere (Delphinus delphia),Nise (Delphinus phocæna). Af Söe-Insecter finder man: Söestoel (Astma caput medusæ),Söe-Stjerne,Marflue (Cancer pulex),Ræker af særdeles liden Art,Rödaate (Ascaris rubra),Polyper og mange flere,Kragebold (Echinus sphæra mulus),Trold-Krabbe,store og smaa (Cancer maja),runde og aflange Skjel, hvoriblandt de almindelige spiselige Muslinger,samt Snegler,store og smaa. Östers gives ikke. Af Söetræer gives adskillige,som det store röde svampige (Alcynium arboreum),andre mindre haarde klingende eller Sengeltræer (Modrepora prolifera),Koraltræer med flere.

 

Af Ferskvands Fisk haves Gjedder,der kaldet Hauk (Esox lucius),Aborre,Röje (Salmo alpinus),Siik (Salmo lavaretus), Lake (Gadus lota),Örret (Salmo lacustris), Foreller (Salmo fario),Aal (Muræna anguilla),hvilken sidste dog sjelden antreffes.

 

Stor og smaa Torsk fanges deels med Krog,enten paa Haandsnöre eller Line, saavelsom med Garn,fornemmlig i Marts og April Maaneder. Torskegarnene bruges især ved Godtpladserne; det er paa de Grunde,hvor Torsken gyder sin Rogn og Melke.

 

Langer,Brosmer og Hyse fiskes blot med Haandsnöre og Liner,og Oueren alene med Haandsnöre paa 15 til 100 Favners Dyb. Qvejten faaes paa Haandsnöre og Gangvahe (et Slags grove og store Liner) fornemmelig i November, December, Februar,Marts,April og Maj Maaneder. En og anden Gang stikkes Qvejten ogsaa med Skottel. Flynderen stikkes almindelig med Stang eller Lod, hvori er sat tvende Jernpigge med Agnorer eller Anghold udi. Sejen kröges eller tages ofte med en to- eller trepigget Jernkrog paa en lang Stang,dog skeer den bedste Fangst med Synkenot fra Maj indtil September Maaned inclusive,og med Bundgarn fra sidst i August til sidst i September i mörke Nætter.

 

Laxen fanges i Söen med Garn fra Stranden udsat,og i Elvene med Ryser, Garn og Kastenot fra Juni indtil September inclusive. I October Maaned lystres eller stikkes Laxen i de mörke Nætter under Vejledning af et Fakkel. Laxvarper ere endnu ikke der i Brug. Silden fanges fornemmelig med Garn fra August af og i Vintermaanederne. Den Trondhjemske store Stængenot er endnu ikke der kommen i Brug.

 

Haakjerringen,der er særdeles riig paa Lever,fanges med store Angler fæstede til et Jernlænke. Paa Anglen sættes: Hval- Kaabbe - eller Nisespæk. Brygden fanges ved Skottel,hvori er fæstet en forsvarlig Line eller smal Trosse. Hval fanges der ikke; man lader sig endnu blodt nöje med dem,som drive döde til Landets Kyster*.

 

Nisen fanges deels med Garn og deels skydes den. Kaabben skydes,dog fanges Stenkaabben ogsaa med Garn,samt Jern-Kroge fæstede i en Bjelke,der nedgraves paa Sandbankerne i Altens- og Tana-Elvemundinger. Paa Öerne ved Fællesdistrictet slaaes de store Kaabber i December,just paa den Tid de yngle. Rokker eller Skater faaes paa Haandsnöre eller Line saavelsom Stenbiten.

 

*1689 foere endnu Fremmede paa Hvalfangst ved Finmarken. Af den betydelige Hvalfangst, Hollænderne i Særdeleshed have drevet under de Finmarkske Kyster, findes mange Spor fornemmelig i Hasvigs Sogn,hvor Kirkegaarden er indhegnet saagodtsom alene af Hvalrader. At fra Nordlandene i de ældste Tider har været drevet Hvalrosfangst,derom taler Schöning i Forsög til gamle Norges Geographie §15.

 

Den fornemste Agnfisk er: Sild,Lodde, Ankerfisk og Siil eller Tobitser,hvilken sidste oppgraves af Strand-Sanden (ved udfalden Söe),hvor den let borer sig ind. Ankerfisken,her kaldet Akkar og deels Sprut,agtes for et godt Line-Agn,men i Hensigt til Sildefiskeriet skadelig,da almindelig troes,at den forjager Silden fra Landet eller av Fjordene. Torsken törres deels rund,efterat Hovedet og Indvoldene ere aftagne,og deels rotskjæret,deels flækket til Platfisk,og for en stor Deel ogsaa flækket og med Salt sprængt til Klipfisk. Til Tönde-Torsk saltes ikkun en ringe Deel i de seneste Aaringer.

 

Hysen virkes til Rotskjær,Brosmer deels til Rundfisk deels til Rotskjær,Langen til Rotskjær og deels til Klipfisk,Sejen rotskjæres,Ouer forbruges i Landet utörret og föres sjelden ud,alene noget frossen over Land til den Svenske Lapmark. Stenbit skjæres og virkes til en Art Rekling. Qvejten virkes til Rav og Rekling,og en stor Deel saltes og betales vel af Russerne. Flynderne kastes lidt i Saltlage og derefter vindtörres.

 

Silden bliver deels saltet,deels röget,og deels bruges den uvirket til Agn. Laxen deels röges og deels nedsaltes,dog virkes iblandt noget lidt til Rekling. Af Haakjerringen virkes ogsaa Rekling. Af Rokkerne tages alene Bladene eller Finnerne,der vindtörres. Af Brygde- og Haakjerring-Lever,samt af Hval- Kaabbe- og Nise-Spæk,smeltes en bedre Sort Tran end af anden Fiske-Lever.

 

Disse Fiskesorter fanges vel overalt i Havet og i Fjordene der,men dog mere og mindre,efter Grundens eller Klakkernes samt Godtpladsernes Beskaffenhed eller Beliggenhed,og ligesom Fisken faaer Aaten,fornemmelig Sild eller Lodde,for sig. I Fjordene og de store Havbugter gyder Torsken i Almindelighed.

 

Den betydeligste Godtplads i Finmarken agtes at være i Brevigen i Hasvigs-Sogn i Vestfinmarken. Silden gyder i Fjordene. De bedste Sildpladser i Finmarken agtes at være i Altens-Fjord i Vestfinmarken og i Bugöfjorden i Vadsö-Sogn i Östfinmarken. Ved Havsiden eller Udöerne indfinder almindelig Lodden sig, og det i Marts,April og Maj Maaneder. Ellers er det her befunden,at Lodden i nogle Aar efter hinanden ja indtil 16 à 20 Aar forlader Finmarkens Kyster.

 

I de Aaringer Lodden er aldeles borte eller og kommer sildig paa Foraaret,er Godtfiskeriet aarvissere,og,naar Vejret ej hindrer,jævnt og godt. Kommer Lodden tidlig,trækker den formedelst den Stank, der vedhænger den,Torsken for störste Deel med sig fra de sædvanlige Godtpladser. Hvor Lodden da opholder sig,bliver Fiskeriet i een,to,höjst tre Uger stort og fordelagtigt for de nærmest derved boende,og altsaa ej almindeligt; dog indtreffer der i samme Tid med Storm og Uvejr,kan Vaarfiskeriet,som det væsentligste,være for störste Delen spildt. De gamle erfarne Fiskere önske derfor,at Lodden ej maa indfinde sig ved Kysterne.

 

Laxen opgaaer foruden i Altens og Tana-Elven ogsaa i andre mindre Elver i Finmarken saasom i Reppefjord-Elven i Hammerfest-Sogn,i Porsanger-Elven i Porsanger-Sogn,og i Nejdens,Pejsens og Porsvigs Elve paa Fællesdistrictet.

 

De bedste Sejpladse (hvor Sej fanges) ere i Altens,Loppens,Hammerfest og Porsanger-Sogn i Vestfinmarken,og Vadsö-Sogn i Östfinmarken.

 

De bedste Lange-Klakker gives i Kjelvigs-Sogn. Qvejtefangsten gaaer bedst for sig i Stjern-Vaagen under Hasvig-Sogn, Uldsfjorden og Nusfjorden under Loppens Sogn,Ingöen,Hjelmsöen og Stapperne under Maasö-Sogn,og ved Kjelvig samt Vardö.

 

Ouer falder fornemmelig i Stjern- og Varge-Sund samt Altens-Fjord. I Östfinmarken faaes Ouer ikkun sjelden.

 

 

§ 16.

Finmarkens tiltagende Indbyggere inddeles efter Sprog og Skikke i 3de Slags nemlig: Normænd,Finner og Qvæner (Karelere). Finnerne inddeles igjen i Fjeldfinner og Söfinner samt russiske Fællesfinner. At Finnerne have været eet Folk med,eller nedstammer fra Samojederne; at Finnerne have været Finmarkens förste Beboere, have været et Folk under sine egne Fyrster eller Forstandere,samt at de have givet Finmarken sit Navn,det synes,efter Schönings anförte i hans Forsög til særdeles Norges gamle Geographie, at være uimodsigeligt. Efter bemeldte Schönings Forsög er det vistnok aldeles rigtigt,at Normændene senere,og först ved de Tider Christendommen indförtes i Norge,have boesat sig i Finmarken,og ere indkomne deels fra Nordlands og Trondhjems Amter,men mange ogsaa, særdeles i det 14de,15de,16de og 17de Seculo ere didkomne fra Bergens Stift. Fra 1305,da Kong Hagen Magnussön bevilgede Bergenserne Handel paa Finmarken,kan man nok egentlig regne den finmarkske Söstrands og Öers Bebyggelse af Normænd.

 

Normændenes Levemaade og Boliger i Finmarken komme ogsaa overeens med de Bergenske Bönders; men i Klædedragt og Indretninger af deres Söbrug,Baad og Sejl indberegnet,efterligne de gjerne Nordlændingerne. Normændene have fra först af boesat sig ved Havsiden og paa Öerne i Finmarken,hvor de fleste endnu boe og nære sig fornemmelig ved Havfiskerie. De boe i Tömmerstuer,som, ved Havsiden fornemmelig,omgives af Ejeren med Torv og Sten (hvilket i Finmarken kaldes at ile Husene). Til at opvarme sine Stuer have de almindelig en af Graasten muret Bilægger-Ovn,i hvis övre Deel ofte er indmuret en hvelvet gammel Gryde.

 

De velholdneste have en Bilægger-Kakkelovn og nogle have en Vindovn. Naar undtages de i Altens-Sogn,dyrke de lidet eller intet sine Jorder. De holde 2 à 3 Köer og nogle Souer eller Faar,endeel af dem have ogsaa nogle faa Geder. Sine Creature föde de ved Havkanten,med ikkun lidet Höe,men fornemmelig med Tang og Tarre,samt Fiskehoveder og Fiskerygge. Endeel af de Nordmænd,som boe i Fjordene,ere gode Baadbyggere, forstaae at gjöre noget grovt Smide-Arbejde,og er i Almindelighed et gandske hagt og hændigt Folk. Normænds-Qvinderne udenfor Altens-Sogn vide saa lidet af huuslig Industrie,at de neppe forstaae at spinde og binde et Par Sø-Vanter til deres Mænd,og forstaae end mindre Vævningen.

 

Fjeldfinnerne (af liden Væxt) have indtaget Fjeldene,og före i Vintermaanederne et der omflakkende Liv. De föde og klæde sig af sine tamme Rensdyr,nære sig for det övrige ved Vildrenfangst og Skytterie samt andet Vejderie,saavelsom af Fiskerie i ferske Vande og i Havet.

 

 

Ved Fjeldfinnerne og deres til Lydighed bragte Rensdyr vedligeholdes Communicationen til Lands Vinter-Dag imellem saavel Öst- og Vestfinmarken, som imellem Finmarken i Almindelighed og de Svenske Lapmarker.

 

Om Sommeren,fra medio Junii til medium Augusti at regne,boe Fjeldfinnerne, ligesom om Vinteren,i Telte ved Sö-Kanten,og trække paa den Tid Melk og Ost af sine Ren-Simler,og drive da noget Fiskerie i Söen. Den Fjeldfinne-Familie, der ikkun ejer 100de Stykker voxne Rensdyr,agtes for fattig,og kan neppe nære sig af dem. Bliver en Fjeldfinne saa fattig paa Rensdyr,at han ikke deraf kan nære sig,overlader han andre Fjeldfinner sine faa Rensdyr til Bevogtning og flytter til Sökanten,for der at leve af Fiskerie,hvorefter de etablerede ved Sökanten eller i Fjordene faae Navn af Söfinner.

 

Fjeldfinnerne ere et muntert,vittigt og gjestfrit Folk. Paa Rejser ere de omhyggelige,hurtige,aldrig forlegne og hartad utrættelige. Deres störste Gode paa Jorden synes at være (næst Lysten at forplante sig) Brændeviin og Tobak. Musik og Dandsen kjende de saa at sige aldeles ikke. Kortspil ere de ikke ukyndige udi. Boldspil,Fangetagen eller Bryden,öve de iblandt,ligesom Söfinner og Qvæner. Det voxne Mandkjöns fornemste Beskjeftigelser ere: at tæmme de skaarne Oxe-Rener,at vogte ved Hjelp af sine Hunde Rensdyrene,i Almindelighed for Ulven,deres störste Fiende; at lave Maden,at röge sin Tobak og snakke over den; at gaae paa Jagt og forfærdige deres Pulke og Kjerretzser, hvori de kjöre og transportere deres Boeskab,samt om Sommeren at fiske.

 

Qvindekjönnet er virksommere; thi foruden at de opdrage Börnene,berede Skind,sye alle fornödne Klæder og Skoe (de sidste kaldes Komager) til sig,Mænd og Börn,sye og brodere de,tildeels med Tindtraad,Renkjöretöjer. Söfinnerne ere af samme Væxt som Fjeldfinnerne,have eet Sprog og eenKlædedragt med dem*.De boe i runde Gammer opförte af Græstorv og noget Steen iblandt over Stivere eller Bindingsverk af Træ forede med Klyvninger af smalt Tömmer. Midt udi Gammen opgjöre de Ilden,og i Taget lige over Ilden er enoAabning, hvorigjennem Rögen opstiger og Dagslysning haves. Söfinnerne næresig fornemmelig af Havfiskerie og Vejderie. Deres Jordeplads,hvorpaa de holde nogle Köer og smaa Creature,dyrke de bedre end Normændene i Almindelighed. I Fjordene,hvor Birkeskov almindeligt voxer,nedsætte Söfinnerne sig fremfor ved Havet.

 

De fleste Söfinner have sin Sommersæter længere ud i Fjordene for at være nærmest Fiskeriet. Nogle have og sin Höstsæter imellem Boepælen og Sommersædet. Endeel af Söfinnerne bygge ogsaa Baade for sig selv og andre. Finnernes Sprog er aldeles forskjelligt fra det Norske; derimod skal det have temmelig Overensstemmelse med det Ungerske og noget lidet med det Karelske Sprog.

 

*See Professor Leems Efterretning.

 

Ligesom Normænd og Finner i Henseende til Sprog,Klædedragt og Skikke adskille sig,saa hersker ej heller nogen Fortrolighed imellem dem,men det ene Slags af disse Folk agter sig bedre end det andet.

 

Qvænerne,et höjt,fört og velvoxent Folk, ere först i Begyndelsen af dette Seculo nedkomne fra de tilgrændsende Svenske Lapmarker til Finmarken,og have nedsat sig fornemmelig i Alten,Porsanger og Tanen samt Garasjok. De elske fornemmelig Skovhugst,Laxefiskerie og Skytterie. De boe i tömrede Stuer uden Loft udi,som de kalde Perter. Til at opvarme sine Stuer bruge de en Art af Bagerovne,eller som de norske murede Törkestue-Ovne,af hvilke Rögen gaaer ud i Stuen,stiger under Taget,og trænger sig efterhaanden ud igjennem 2 à 3oHuller eller Glugger paa Væggen. Disse Glugger skaffe alene Lysning,og tjene altsaa i Stedet for Vinduer.

 

Perterne gaae nu alt mere og mere af Brug,og i den Sted boe de i tömrede Stuer med Bilægger-Ovn. Qvænerne tale det Karelske Sprog. De have megen naturlig Forstand; de rydde og dyrke gandske vel sin Jord,holde Heste,Köer og Smaa-Creature,ja have Agerbrug,hvor Klimatet tillader det. Mange af dem forstaae at tömre,bygge Baade,samt at smide. Naar Qvænerne have boet nogle Aar i Landet,ere de ligesom Normænd og Finner,duelige Söfolk. Deres Qvinder forstaae at spinde,binde,og endeel at væve Vadmel og rannede uldne Töjer; ligesom nogle af dem ogsaa forstaae at farve Ulden eller Uldgarnet rödt,blaat, gult,grönt og sort. De sye ogsaa sine og Familiens Klæder og Komager. Mandskjönnet klæder sig som Finnerne, og deres Qvindekjön næsten gandske som Normands Qvindekjönnet. Til sin Reenligheds Befordring bruge Qvænerne (Mandkjön og Qvindekjön) ligesom Russerne varme Badstuer. Om Sommeren gaae de fra Badstuen gandske nögne ud i Elven,hvorved eller i Nærheden af hvilken Badstuen er i Almindelighed opbygget.

 

 

Fællesfinnerne i Nejden,Pasvig og Pejsen svare Skat saavel til Norge som Rusland,ere af Græsk Religion,og höre under Ruslands gejstlige og verdslige Jurisdiction. Fællesfinnerne ere et Folk af liden eller samme Væxt som vore egne Finner,boe i Gammer og have i alt det samme Næringsbrug som vore Söfinner, naar undtages,at enhver Fællesfinn ejer tillige et Antal tamme Rensdyr,som han selv paapasser. Endelig have de samme Sprog som vore Sö- og Fjeldfinner med nogen Forandring af Dialecten.

 

Den gandske Folkemængde i Finmarken, Conditionerede indberegnede,kan anslaaes i det höjeste til omtrent 6500de Sjele; hvoraf de Norske udgjøre 4/13 Dele, Fjeldfinner 2/13 Dele,og Söfinnerne og Qvænerne 7/13 Dele.

 

I Vestfinmarken eje Normænd,Søfinner og Qvæner almindelig deres paaboende og skyldlagte Jorder,nogle faa Nye-Ryddere undtagne. I Östfinmarken har Jordinddelingen,formedelst den der uryddede og udyrkede Jordsmon,ikke kunnet finde Sted. Landet har hört Kongen til,og tilhörer ham endnu,forsaavidt det ej er skyldsat og solgt.

 

Ved Ligningen af den Rettighed,som Almuen udreder til Betjenterne,inddeles Almuen i hele og halve Rettighedsmænd i Hensigt til deres Formue.

 

Af forestaaende kan altsaa uddrages: at den almindelige Næring i Finmarken er for Normænd og Söfinner fornemmelig Fiskerie,Skytterie eller Vejderie,Creatur-Avl med lidet Agerbrug dertil i Altens-Sogn,og for Fjeldfinnerne Renhold,eller, som er det samme,Rensdyravl samt Skytterie og lidet Fiskerie. Den huuslige Industrie opmuntres hos Almuen ved nogle smaae Præmier,som aarlig udsættes af Brændeviins-Afgifts-Kassen,saavelsom fra det Danske Landhuusholdnings Selskab og det Norske-Videnskabers Selskab.

 

 

§ 17.

For Skat ere Normændene overalt i Finmarken,fölgelig Forordningen af 28de April 1687,befriede; alene de i Vestfinmarken,som eje skyldlagte Jorder, svare nu aarlig til Hans Majestæts Kasse en Skilling Danske af hvert Faar,deres Jorder ere skyldlagte for.

 

Sø- Fjeld- og Fællesfinner,samt Qvæner, svare Skat og Leding som er personlige Paalæg efter deres Formues Tilstand fölgelig Forordningen af 6te Juni 1691.

 

Landvaarn,som er 24 s. Afgift af hver Beboer,svares ikkun af dem,som boe paa Söröen,hvad enten de ere Normænd eller Finner.*

 

*I forrige Seculo har været svaret Landvaarn 3 V; eller 1 Rd. 48 s. af Öen Loppe-Kalven kaldet.

 

Normændene overalt i Finmarken svare til Sogne-Præsten i Rettighed 1 Rd. 48 s., men Finner og Qvæner ikkun 64 s.

 

De övrige Rettigheder og Udgivter betale Normænd,Söfinner og Qvæner,som fulde eller halve Rettighedsmænd.

 

Fjeldfinnerne af Koutokejno og Afjuvara svare Rettighed til deres Sognepræst og til Sorenskriveren saaledes,som haver været svaret til den svenske Præst og Herredshövding,forinden de vedGrændsetractaten af 7/18 October 1751 bleve Norske Undersaatter.

 

De Russiske Fællesfinner svare ingen Rettighed til enten gejstlige eller verdslige Norske Betjentere; alene de ere, foruden Skattens Erlæggelse,forbundne til at skydse eller flytte Finmarkens Foged frit,frem og tilbage,saavel naar han indfordrer Skatten,som naar han hvert tredie Aar gjör Rejsen til Kola for at anmelde hans Majestæts Kongens af Danmark og Norge p.p. Ret til Nordfjeldene.

 

Hans majestæts Undersaatter udenfor Finmarken,eller Fremmede,som nedsætte sig i Finmarken som Bönder eller Almuesmænd,ere befriede for at svare Skat og Rettighed i de förste 5 Aar. Til Sognepræsten alene skulle de være forpligtede at gjöre en Dags Arbejde paa egen Kost om Aaret,eller i dets Sted betale ham 24 s. i Penge; men af sig tilkjöbt skyldsat Jord i Finmarken ere pligtige at svare den derpaa heftende Afgift*.

 

*See 10de Afdeling i Forordningen af 5te September 1787.

 

Tiende,blot af Fisk,svares til Konge, Kirke og Præst,nemlig i alt 10 af 100de.

 

Den Finmarkske Almue er af Kongen skjænket Ret til de döde Hvale,som drive til Lands.

 

For Enroullering er det Finmarkske unge Mandskab befriet.

 

 

§ 18.

Til Næringsbrugets Fremme paa Söen bruges Baade med 2 til 5 Par Aarer, forsynede med Raaesejl. I Elvene bruges lange smale Baade uden Kjöl,hvilke deels roes med et Par Aarer,og deels stages op af Elven med lange Stænger.

 

Til Landbrugets Fornödenhed haves i Finmarken henimod 60 Stykker Heste, hvoraf de fleste og henved 50 Stykker findes i Altens-Sogn. Nogle af Almuen i Alten,Porsanger og Tanen kjöre med skaarne Oxer. Af tamme Dyr haves ellers Köer,Faar,hvoriblandt nogle engelske og halv engelske, Geder (de fleste i Vestfinmarken) og Sviin. Höns,Gjæs og Ænder holdes ikke uden af de conditionerede Familier.

 

Med Sikkerhed tör jeg antage,at i Finmarken holdes ungefærlig 3000 Fæcreature eller Horn-Qvæg (hvoriblandt henimod 2000 Stykker Köer),5 til 6000 Stykker Faar,1 til 2000 Stykker Geder, men af Sviin ikkun 100 Stykker ungefærlig.

 

 

§ 19.

De almindeligste Sygdommemellem Finmarkens Indbyggere ere Skjörbutten* og den vederstyggelige Radesyge,hvilken sidste har i en Tid af 20 Aar taget stærkt til hos Söfinnerne,thi hos Fjeldfinnerne hersker den ikke. Af hvad Professor Leem anförer,erfares det,at der for 60 Aar tilbage ikke fandtes en eneste radesyg eller spedalsk Söfinn i Finmarken. I Östfinmarken har Börnekopperne nu i en Tid af nogle og fyrretyve,henimod 50 Aar,ej indfundet sig. I Vestfinmarken kommer de oftere. Först i forrige Aar 1795,ere de med Nordfarerne bragte til Hasvigs Sogn,hvor Almuen,saavelsom i Altens Sogn,naar de der have grasseret, ikke aldeles uvillig til at lade Kopperne indpode. Gigt,Vattersot,saavelsom Brokskade,ere her i Landet velbekjendte Sygdomme. Gigten,holder man for, paadrages af den megen Östenvind i Finmarken,og Brokskader faaes som oftest under det,at Folket opdrager eller opsætter sine Baade i Uvejr med megen Skynding og Force. Og,som Epidemie ikkun sjelden opkommer i Finmarken,kan man sige,de fleste Sygdomme her ere kroniske.

 

*Den forrige Chirurgus Andreas Stoltenberg i Finmarken,og de som have fulgt hans Forskrift,ere blevne gandske overbeviste om,at intet vegetabile,end ikke Cochlearen,Furuknoppen eller Multebæret ere et saa hastigt virkende antiskjörbuttisk Middel,som Decoctum eller Afkog af friskt og ungt Furubar. Adskillige skjörbuttiske Patienter ere ved dette Middel (en Spölkum eller to daglig) ligesom revne ud af Dödens Strube.

 

Almuens Huusraad ere i Finmarken,som paa andre Steder,mange Slags. Jeg vil kun anföre 3de,som jeg ikke veed at være brugte eller bruges andensteds,nemlig:

 

1) naar Arm eller Fod er vreden,eller en vedholdende Smerte fornemmes paa Legemet,bruges Brænde-Kuren,som bestaaer deri,at de tage et Stykke Knösk eller Ildsvamp og lægge den omtrent paa det smertefulde Sted; denne Brænding foraarsager da en Blemme opfyldt med Vædske,og gjör som oftest en god,og den samme Virkning som en spansk Flue.

 

2) og som fornemmelig bruges af Finnerne,er; naar de have Hovedpine,lader den Syge en anden suge sig paa adskillige Steder i Ansigtet saalænge, indtil Blodet kommer i Huden; dette paastaae de,hæver som oftest Hovedpinen.

 

3) for Beenbrud,eller naar de troe et Been er knuset indtages noget afskrabet Sölv, der Almuen troer (men vistnok uden mindste Grund) skal lodde Benet tilsammen igjen.

 

 

§ 20.

Finmarkens Producter ere ikke faa. De söges,og vil formodentlig altid blive sögt, med Begjerlighed. De bestaae fornemmelig i fölgende: törrede og saltede Fiskevarer,Tran,Kaabbe- og Otter-Skind,Rensdyr-Skind og Rensdyr-Horn, Bukke- Gede- og Soue- Faareskind, Pelsverker af forskjellig Slags,saasom Björne- Ulve- Ræve- Vilfras- Maar- Hermelin- lidet Ekhorn- og Hareskind, Ederdun,Fuglefjer,Uld og Uld-Dækkener (der kaldet Grener) og Knösk eller Ild-Svamp. Mange af disse Producter vilde anseelig foröges ved Folkemængdens Tiltagelse i Finmarken. Om Landets Kyster vare saa at sige bedækkede med Fiskere,vilde Fisk ikke mangle dem. Af Mangel paa Folk overlades Velsignelsen af Fisk for en stor Deel til nogle Hundrede Russer,som komme dertil paa Fiskerie hvert Aar,og hvilke svare ikkun en ubetydelig Reconition nemlig: 48 s. danske til Hans Majestæts Kasse,af en hver Baad,hvorpaa fiske 4re Mand.

 

Til at afhjelpe Folkemangelen i Finmarken formener jeg,at der næst igjennem et Sygehuus der i Landet,for saa meget mueligt at udrydde Radesygen, vilde være tjenligt at love og tilstaae en passelig Præmie til de Almuesfolk,som nedsætte sig der fra andre Steder.

 

Præmierne kunde tages af Finnernes tilhörende Brændevins-Afgift-Kasses Fond. At Folkemængden under nærværende fri Handel i Finmarken er for liden i Forhold til den Næring,Landet giver,det bevises noksom af den store Mangel paa Tjenestefolk og den forhöjede Daglön; thi for nærværende Tid faaer en Landsbye-Snedker og Tömmermand daglig paa sin egen Kost 48 til 56 s. og en Muurmester 64 s. foruden to Gange Brændevin daglig. En Karl paa ordinairt Arbejde 32 s. og en Pige 24 s. paa egen Kost.

 

Ved et tilstrækkelig Antal,og i Landet vel fordeelte,Landhandlere,vilde ej alene Folkets Næring opmuntres,men og lettes formedelst de kortere Rejser,ja Mennesker,som nu ofte paa de længere og haardere Söerejser sætte Livet til, spares. Tilstrækkelige Præmier maatte udsættes for Overforingen af de fleste Faar,og særdeles Udgangs-Faar; og endelig maatte det være de der til Landet ankommende Handels-Russer uformeent at tilkjöbe sig raa Fisk hos Landets Almue; dette vilde, efter mine uforgribelige Tanker,have Product- og Folkeformerelsen i Fölge med sig,og,ved tilstrækkelig Opmuntring,kunde de for en stor Deel raae Producter ventes at blive i Landet forædlede.

 

Flere Næringsveje kunde rimeligviis ogsaa opkomme; thi Finmarkens Strandbredder ere uudtömmelige paa Tang eller Sögræs til Tangaske-Brænderie; ligesom Landet, særdeles Altens Sogn,har nok af Torv til dermed at brænde Muursten - ja endog Saltkogerie burde da ventes at komme i Gang.

 

 

§ 21.

Ved Forordningen af 5te September 1787 er Finmarken Fogderie allernaadigst forundt den velgjörende fri Handel (egentlig begyndt den 1ste Juni 1789) med Udnævnelse af Oplags- eller Kjöbstæder, nemlig: Vardö i Östfinmarken og Hammerfest i Vestfinmarken. Disse saavelsom Tromsö i Tromsö-Fogderie, under Finmarkens Amt,have derefter faaet sine Kjöbstæds Privilegier,de tvende förste med Toldfrihed i 20ve Aar. I et hvert Sogn har etableret sig privilegerede Kjöbmænd eller saa kaldede Landkræmere,saasom i Altens Præstegjeld: en i Talvig og en i Bosekop; en paa Loppen i Loppens Sogn; en paa Hasvig i Hasvig Sogn; i Maasö Sogn: en paa Maasö og en paa Ingöen; i Porsanger Sogn: en i Repvog og en i Kjelvig; i Kjöllefjords Sogn: en paa Kjöllefjord og en paa Sverholt; i Tana Sogn: en paa Guldholmen og en i Polmak; i Vadsö Sogn: en paa Vadsö og en paa Mortersnes.

 

I Vardö-Sogn handles blot i Vardö Kjöbstæd,nemlig af Compagniet Hvistendahl & Esbensen, der tillige handler i Vadsö-Sogn; og i Hammerfest Sogn ogsaa blot i Hammerfest Bye af Compagniet Jens Buck & Brödre (der tillige handler i Kjöllefjord) og Kjöbmand Wahl. Til Hammerfest har desuden taget Borgerskab Factor Scwensen i Talvig, Kjöbmand Nörager i Bosekop,og Kjöbmand Brandt paa Kjelvig. Til disse og til Borgerne af Kjöbstæderne,i og udenfor Finmarken,i Hans Majestæts Danske og Norske Stater, kan altsaa Indbyggerne nu afhænde alle de Finmarkske Producter,de tilvejebringe.

 

De Finmarkske Kjöbstæder kan saavel Hans Majestæts Undersaatter som Fremmede eller Udenrigske besejle*; men Kræmerlejerne kan ikkun besejles eller handles paa af Kongens Undersaatter og Russerne fra det Archangelske. Paa Kjöbstæds-Havnene i Finmarkens Fogderie,kan Almuen drive Handel med saavel inden- som udenrigske Skibe i 4re Uger; og paa Kræmerleje-Havnene i 4re Uger,dog ikkun med indenlandske Skibe.

 

Som Finmarken omringes af et Hav reent for Iis til alle Aarets Tider,og haver mange gode Havne,er det,i Hensyn tillige til dets Natur-Producter,belejligt beliggende for den nordlige Handel,og dets Kjöbmænd kan drive en fordelagtig Handel med de svenske fra Torneaa og de Russer,som fra Archangel,Onega og Stæder i det russiske Lapmarken besejle Finmarken.

 

*Herom underrette nærmere Kjöbstædernes Privilegier af 17de Juli 1789 og 20de Juni 1794,samt Placaten af 13de Februar 1789.

 

Til Finmarken nedkomme hver Vinter i Februar Maaned af Fjeldene med Rensdyr,Borgere fra Torneaa i Sverige,og medbringe fornemmelig Stangjern,Gryder og Rifler,Rævesaxe,Laase,Döre-Beslag,Öxer,Jernslöre,Öser,Spiger,med mere forarbejdet Jerntöj,forarbejdet Kobber, Messing og Tin,Tjære,Drejler,Lærreder, colörede Linned-Törklæder,et Slags grovt Vadmel kaldet Haars,som Fjeldfinnerne bruge til sine Telte,samt anden smaa Alnekram. Disse Varer borttuske de almindelig hos de finmarkske Kjöbmænd imod törret Torsk og Sej,saltet Lax og Qvejte (Helleflyndrer),Renskind,Uld og Ulddækkener,Ræve,Ulve og Björneskind. Der er at mærke,at de Svenske imodtage Fiske-Varer uden at vrage eller sortere dem; og da de almindelig sælge deres Jernsmide for billige Priser,anseer man den svenske Handel som gandske fordelagtig for Finmarken. De finmarkske Kjöbmænd lade desuden i November og December Maaneder bringe frossen Torsk,Qvejte og Ouer til Markeder ved Kingis Jernverk i Övre Torneaa Sogn i Torneaa-Lapmark,og sælge den der med Fordeel. De Svenskes Handel paa Finmarken blev i Aaret 1688 först autoriseret.

 

Til Finmarken have Russerne siden 1742 bragt og solgt fornemmelig malet Rugmeel, Havregryn, Hirsegryn,tjærede og utjærede Tougverker,Sejlduge og Lærreder,Drejler og Dyne-Var,Hör eller Liin,Hamp,Belter,Kompasser,Jern,Tjære, Sæbe,Honning,Planker og Bord (naar det forlanges,Master og Bjelker),Spiger eller Söm,Koehuder,beredte Kalveskind, Ryslæder, adskilligt udskaaret Beenarbejde,saasom Skrin og Daaser,med videre. I Finmarken kjöbe Russerne Fisk raa,saltet og törret,hvoraf Torsken,naar den er rotskjæret paa russisk Maade, gjelder almindelig 24 s. mere per Vaag (26 U),end naar den er virket paa Finmarksk Maade; saltet Sild,alle Slags uberedte Skindvarer, af hvilke Gede- og Gedebuk-Skind dog ere til Russerne mindst afsættelige; alle Slags fine Fabrik-Varer,hvoriblandt fine Klædes Sorter, Sirts- og Kattuns Forklæder og Törklæder kjöbes fortrinlig; Sukker, Sirup,og Kaffe,fransk Brændevin, uagtet dette sidste er aldeles forbuden at indföre i Rusland; Mjöd,Qværnestene og Slibestene, Kakkelovne og Ederdun. Endelig lader jeg ej være uanmærket,at,efter en norsk Kjöbmands Forsikring til mig,har han for nogle faa Aar siden,ved sin personlige Nærværelse i Archangel,erholdet for vore Orter og 10 Skillings-Stykker 60 Procent i Opgeld.

 

Uagtet Russerne före saaledes ikkun courante Varer til Finmarken,blive de dog som oftest skyldige til de finmarkske Kjöbmænd.

 

Af alt dette vil man overbevises om,at en Entrepot-Handel med Archangelske Varer i Finmarken,eller paa Tromsö,lover store og sikre Fordele. Formedelst at det hvide Hav tilfryser,kan Archangel neppe besejles længere end i de fire Maaneder om Aaret; derimod er Havet omkring Finmarken aabent det gandske Aar igjennem. Med god Grund har man derfor formodet,at de Handlende i Europas nordlige Stater hellere vilde tage de Archangelske Varer i Finmarken, end vove Folk,Skib og Gods 200de Mile fra Vestfinmarken til Archangel.

 

For at vise,hvor betydelig Handelen og Rörelsen har været i Finmarken langt tilbage i Tiden,nemlig i det 14de,15de, 16de og 17de Seculo,og længe för den Tid,Russerne begyndte at sejle og handle paa Finmarken,og ligeledes Aarsagen til Finmarkens slette Forfatning derefter,vil jeg anföre hvad Efterretninger man derom haver,og som maaskee ikke ere almindelig bekjendte.

 

Fra 1305 til 1728,altsaa 423 Aar,har Bergen som en af Hanse-Stæderne havt Privilegium paa den finmarkske Handel. Dog er Negotien i saadan Tid fört paa forskjellige Maader.

 

I de ældste Tider bestode de finmarkske Producter saagodtsom ene i Skindvarer, efterdi Finnerne for det meste opholdte sig til Fjelds; men da de Bergenske fik den finmarkske Handel i 1305,og den finmarkske Söstrand med Öerne bleve besatte med Normænd,blev Stokfisk og Tran Finmarkens fornemste Producter; thi ej alene Normændene,men og Finnerne, lagde sig da efter Fiskeriet.

 

Fra 1305 til 1680 var i Finmarken en fri Handel; thi omendskjöndt de Bergenske, saavelsom derefter de Trondhjemske, alene vare privilegerede til Handel paa Finmarken,saa kunde dog enhver,som vilde,naar han ikke var en Bergensk eller Trondhjemsk Borger,frit drive den finmarkske Handel. Af den Aarsag flyttede adskillige Borgere med deres Familier og alle de Tjenere,de kunde faae til Fiskeriets drift,fra disse bemeldte tvende Kjöbstæder,og især fra Bergen,til Finmarken,og andre igjen sendte deres Fuldmægtige og Tjenere med en Hob Folk didhen for at bruge Handel og Fiskerie.

 

Enhver Borger eller Kjöbsvend stræbede efter at forskaffe sig saa mange Udredsmænd,som de kunde faae,hvilke de forsynede med Föde og Klæder,og derimod tog deres Fiske-Avl. Borgerne og Kjöbsvendene forsynede deres Udredsmænd med Tjenere,og holdte og selv endeel Folk til Fiskerie med Baade og store Skibe,saa at Fiskeriet udi Finmarken vistnok aldrig har været bedre fortsat end paa den Tid,ligesom Landet, saavidt man veed,ingen Tid hverken för eller siden har været i större Flor. Finmarkens Söstrand og Öer vare saa vel besatte baade med Bönder og Borgere,at adskillige Fiskevarer havde Anseelse af smaae Byer,og dets Strande vrimlede af Indbyggere; der fandtes adskillige Bönder,der med deres egne Jægter förte deres Fiske-Avl til Bergen; desuden vare der næsten 50 velholdne boesiddende Borgere,som deels med egne og deels med fragtede Skibe og Jægter dreve deres Handel paa Bergen og Trondhjem, Holland,saavelsom nogle andre udenrigske Steder,med deres dertil udskibede Fiskevarer,og igjen derfra bragte deres Behövende.

 

Fra Danmark og Holsten tilförtes ogsaa Indbyggerne Kornvarer for billigere Priser end de fra Bergen kunde erholdes.

 

Hvor betydelig Rörelsen var i Finmarken, kan sluttes deraf: at Handel tildeels af nogle Borgere paa hvert Sted blev dreven,saasom i Vardö-Sogn,Kiberg, Hamningsberg,Syltevig-Fjorden og Madkurv; i Vadsö-Sogn paa lille Ekerö og Vadsö. Paa Ekerö og Madkurv havdes Jægter, hvormed de afskibede en Deel af sine Fiske-Varer. Videre blev dreven Handel for Tana-Sogn i Tana-Elv, Berlevog,Langfjord og Hop; for Kjöllefjords-Sogn i Skjötningsberg,Vigen,Kjöllefjorden og Sverholt; for Kjelvigs Præstegjeld (nu Porsanger Præstegjeld) i Skorsveg, Hellenæs,Kjelvig og Repvog; for Ingöe Præstegjeld (nu Maasö-Præstegjeld) i Stappen, Hjelmsö,Ingen og Maasö; for Hammerfest Præstegjeld i Merfjord og Hammerfest; for Hasvigs-Sogn i Sörvær og Hasvog; for Loppens-Sogn i Yttervær og Loppen,og for Altens-Sogn paa Aaröen og Langnæs. Paa endel Steder handlede, som sagt,nogle Borgere,saasom paa Vardö 11 Stykker,i Kiberg 7,i Vadsö 5, Skjötningsberg 4, Kjöllefjord 4,Sverholt 2, Kjelvig 3,Hasvig 4,Loppen 2,og saaledes ogsaa paa de fleste andre ovenfor opregnede Handelssteder.

 

Dette bidrog væsentlig til Landets Velfærd og Opkomst,men tillige opvakte Misundelse hos de Bergenske, hvilke paastode; 1mo- at de Borgere,som havde sat sig ned i Finmarken,skulde före alle deres Fiskevarer til Bergen,og derfra igjen hente de Varer,som til Finmarken skulde föres. 2do- at de Finmarkske Bönder, som havde Jægter,maatte alene före deres egen Avl til Bergen,men ikke kjöbe noget af andre Indbyggeres Avl for at complettere deres Ladninger med. 3tio- at ingen,udi Finmarken boende,maatte af Danske eller andre uprivilegerede Skibe kjöbe deres behövende Varer; hvilke alt de,ved adskillige indgivne Ansögninger og Forestillinger til Hans Majestæt Kong Friderich den 2den,udvirkede bifaldet ved adskillige Kongelige Forbud,saasom et den 11te April 1562 saa lydende:

 

Saa skal herefter ingen udenlandsk Skipper sejle nordenom Bergen,ikke heller noget Skib at sejle af Nordland og Finmarken til Holland eller andensteds, förend de have været til Bergen med samme Nordlandske Varer. Item 1752. Ingen Borger,Nordfar eller Finmarksfar,skal handle med en andens Skyldmænd,al den Stund de kunde have Forening udi Handel og Kjöb; hvem det gjör stander den anden til Rette der i Landet eller i Bergen efter en gammel Sædvane,uden de have Seddel fra deres Udreder,som de seneste tog hos,og er fra ham forlövet; saa fremt nogen herimod gjör,da skal han,som udborger haver, miste sit Gods,og i lige Maade böde otte Öretuger og 13 Mark.

 

Disse tvende af de Bergenske Borgere udvirkede Forbude gjorde det förste Halt i Finmarkens Vel og dens Handel; thi da de Finmarkske Borgere bleve forbudne at afskibe deres Fisk til Holland og andre udenrigske Steder,men i det Sted forbundne til at sende deres Skibe til Bergen og der afhænde deres Fiskevarer, enten de sammesteds vare i Pris eller ei (som de Bergenske fortolkede det Kongelige Forbud),og de Finmarkske Borgere igjen forpligtede at kjöbe deres Varer,som de til den Finmarkske Handel behövde,for den Pris de Bergenske satte, saa fulgte deraf,at Priserne paa Varene maatte for de Finmarkske Indbyggere forhöjes efter som de Bergenske Priscouranter stege,og at de Borgere,som boede i Finmarken,kunde ikke sælge sine Varer anderledes end en anden Borger, der boede i Bergen og holdt Kjöbsvende i Finmarken; hvorfor,da de Bergensborgere, som til Landets Fordeel havde sat sig ned i Finmarken,fornam,at, de ved at boe der, havde ligesom mistet deres Borgerret,i det at det var dem formeent at sende deres Skibe fra Finmarken til Holland og andre fremmede Steder,hvilket den Borger,der boede i Bergen,var tilladt; saa flyttede de bedste og vederhæftigste Borgere igjen til Bergen,og holdt alene sin Kjöbsvend i Finmarken.

 

Dernæst,som det blev forbudet,at ingen maatte handle med den andens Skyldmænd,saa maatte de Bönder,som allerede havde tillagt sig Jægter,lade dem ligge paa Landet og raadne,da det ej var een eller to Mænd muligt at bringe en Jægt-Ladning tilveje af deres egen Avl; derimod var det Borgerne og Kjöbsvendene en let Sag at gjöre alle dem,som de handlede med,til deres Skyldmænd,saasom ingen regulair Afregning blev holdt,og de kunde saa meget lettere,som sagt,gjöre sine Udredsmænd til evige Skyldnere,som de fleste hverken vidste,eller fik at vide,hvad de enten havde leveret eller bekommet, det de mange Klager i Ting-Protokollerne noksom udvise.

 

Altsaa bleve de Fattige og Lade,de Sparsommelige og Ödsle,lige Vilkaar underkastede,nemlig: at enhver skulde aarlig fortære hvad som fortjentes, og naar Fiskeriet engang slog fejl,da at sulte; thi naar de Velholdne bleve först forbundne at tage alle deres behövende Varer fra Kjöbsvendene i Finmarken,og igjen til samme at levere deres Avl,saa blev Regningen ballanceret i de gode Fiske-Aar,men ved Fiskeriets Mislingelse bleve alle Indbyggerne gjorte lige fattige,hvilket erfaredes i de Aaringer 1627, 28 og 29,da Fiskerierne der mærkelig mislingede,og Indbyggerne vare nære ved at sulte ihjel, hvorfore Hans Kongelige Majestæt maatte udgive en Befaling af 19de October 1629 til Befalingsmændene i Bergen og Trondhjem,at de skulde tilholde Borgerskabet i bemeldte 2de Stæder,at forstrække de Finmarkske Indbyggere med nödtörftig Underholdning,naar Fiskeriet mislingede, og at de,som ikke vilde undsætte Finmarken med det fornödne, skulde entholde sig fra Landet,og ikke hindre dem det vilde gjöre; hvilken Kongelige Befaling dog ikkun i Begyndelsen frugtede lidt,indtil en anden paafulgte med Klausul: at den,som i Nödens Tid ikke crediterede Almuen, skulde ej alene miste sin Ret til Handelen,men ogsaa al sin udestaaende Gjeld.

 

Som nu Övrigheden i Finmarken vilde have den Kongelige Ordre stricte exeqveret,fandt de Trafiqverende paa en anden Maade for at komme vel fra Handelen.

 

Tilforn er anfört: at enhver Borgers eller Kjöbmands Handel i Finmarken bestod alene i visse Udredsmænd at forsyne med nödvendig Föde,Klæder og Fiskeredskab, mod at gjöre sig betalt i Udredningsmandens Fiskeavl; men som ingen Avregning blev gjort,og Bonden ej vidste,enten hvad han havde bekommet eller leveret,saa kunde Udrederen forfatte Regningen som ham selv lystede,og,ved at love en ringe Credit fremdeles,kunde han faae Bonden til at vedgaae sin gandske Regning. Udrederen bragte altsaa sin Regning til Tinge,og fik den tilstaaet af Bonden, hvilket naar det var skeet,blev Bonden tilspurgt,hvor meget han vilde forbinde sig til aarlig at betale paa den gamle Gjeld,og blev da tilstaaet 10,12 eller flere Voger (dette kaldes at gjöre Termin),hvorpaa blev taget et lovligt Tingsvidne.

 

Som denne ommeldte Finmarkske Handel kunde gaae baade i Arv og Gjeld,sælges og kjöbes,saa fik en stor Deel af de Velholdne enten en af deres Tjenere eller en anden Person overtalt til at kjöbe Handelen af sig med Löfter om Credit for en vis Summa, hvorhos de transportede ham al deres Ret til Handelen tilligemed deres indestaaende Gjeld,og derpaa rejste de til Bergen. Naar nu siden den,som havde kjöbt Handelen, ansögte ham,som havde solgt,om den belovede Credit i Bergen,erholdtes vel Crediten et Aar eller to med adskillige haarde Vilkaar,nemlig: at den,som fik Crediten,skulde aarlig betale hvad ham blev tilsendt,og selv vove Varerne til og fra Landet,og saasnart dette ikke skede, blev ham intet sendt,saa at baade Udrederen og Udredsmændene vare nær ved at sulte ihjel,og Övrigheden ved Tingstiden havde,fast ved hvert Tingsted, megen Umage for paa en eller anden Maade at forebygge,at Almuen ej skulde crepere af Hunger; ja Amtmændene maatte endog i nogle Aar sende Baade over Havet til Rusland i Höstens Tid for at tilkjöbe Almuen (og især dem,som af deres Udredere vare forladte) Meel-Varer, paa det de ikke skulde omkomme af Mangel om Vinteren; thi ingen af de Kjöbmænd, som vare der i Landet,vilde have flere Udredsmænd end de allerede havde,deels fordi de ikke havde forsynet sig selv med större Forraad end de til deres egne Udredsmænd behövede,og deels fordi de fleste dependerede af den Bergenske Credit,og vidste ikke,hvor længe den vilde vare. De gav Anledning til,at Tingsvidner bleve aarlig tagne og indsendte til Kjöbenhavn,hvorfra gik da idelige Erindringer til de Bergenske Borgere om at forsyne Landet; men disse derimod sögte ved adskillige Udflugter at besmykke sig,hvoriblandt og ved at klage,nu over de Kjöbenhavnske og Flensborgernes,og nu over Amtmændenes Handel imod deres Privilegier,da dog den Handel skede af de sidste i yderste Nödstilfælde,for at holde Almuen ved Livet,det de Bergenske da synes at ville forkorte.

 

Imidlertid bleve dog de Bergenske hörte, og dem ved et nyt Privilegium de dato 1te Januar 1680 (efter at Handel imod de Bergenske Privilegier paa ny blev forbudt) overdraget det gandske Land til Forpagtning paa 6 Aar for 200 Specier aarlig,med Frihed at beskikke selv Fogder og andre Betientere der,saa at de kunde raade over det gandske Land,som dem selv lystede. Da der i Fölge dette Privilegium var ingen Amtmand over Finmarken,for hvilken den lidende Almue kunde andrage sin Nöd,resolverede Indbyggerne til at flygte fra Landet; og var Flugten saa hyppig,at Landet uden Tvivl inden kort Tid havde blevet gandske öde,hvis ikke Hans Kongelige Majestæt i Aaret 1685 havde for Finmarken,som da ingen Amtmand havde havt i 5 Aar, beskikket en ny Amtmand nemlig: Hans Lillienskiold, som,tilligemed Amtmanden over Bergenhuus Amt,fik Kongelig Ordre at forföje sig til Finmarken for at bringe de der forfaldne og forvirrede Sager i Orden igjen; hvilken Kongelige Befaling af velbemeldte Kommissarier med störste Flid,Troskab og Skjönsomhed blev efterkommet,som den af dem forfattede Interimsanordning,der af Hans Kongelige Majestæt den 28de Juli 1686 blev confirmeret, udviser,og hvilken Anordning siden blev lagt til Grund for Octrojen de Dato 2den April 1687.

 

Saaledes forsvandt i Finmarken Velstanden,i det Finmarkens Handel fik en Kræft,der meer eller mindre har tæret den,ligesom Handels-Indretningen har været meer eller mindre veltruffen; ofte blev den saa ondartet,at den skulde aldeles ödelagt Landet,om vore milde Konger,paa sin Kasses Bekostning, ej havde afværget Ulykken. Dog Landets gode Forfatning var mindre end restitueret herved; Landet var ikke, og kunde ikke blive ,lykkeligt under en Monopol-Handel,og,hvor vel den end kunde være overlagt,var Tabet sikkert Kongens Kasses.

 

Efter at have forsögt forskjellige Handels-Indretninger i Finmarken* resolverede Hans Majestæt,paa Grund af den dertil befalede Kommissions vel udarbeidede Forslag,at give den Finmarkske Handel fri ved den tilforn ommeldte allernaadigste Forordning af 5te September 1787. Dette Skridt har allerede sine velgjörende Fölger for Finmarken,og vil efter de rimeligste Formodninger igjen före det til sin engang havte Velstand.

 

*See Pontoppidans Finmarkske Magazin og 2den Deel p.196 til 200 af Professor Snedorffs samlede Skrifter.

 

For den 1789 begyndte fri Handel i Finmarken vare vel Conjuncturene i Europa den Tid,ligesom for nærværende Tid,mindre end fordelagtige; thi under Krigen,som Aaret derefter bröd ud imellem Sverige og Rusland,blev i det Archangelske strængeligforbudet at udföre Ruugmeel, som gjorde,at Finmarken i de to à tre förste Aar ikkun sparsommelig fik Tilförsel af russisk Meel,ja intet videre end hvad der kunde udsniges. Forbudet vedvarer vel endnu, men Udsmuglingen af Rugmelet har dog til denne Tid ogsaa vedvaret. Ligesom den Svenske Fejde paa Rusland gav Anledning til Forbudet paa Meels Udförsel fra det Archangelske, saaledes har de Franske Uroligheder,eller rettere Krigen mellem Frankrige og de fleste Europæiske Magter,opvakt de Danske og Norske Kjöbmænds og Skibsejeres Speculationer paa Fragt-Handelen og Tilförslen til Frankrige, hvorover Speculationen paa Finmarken er stillet i Beroe.

 

Disse sidste Aars höje Skibsfragter foröge Prisen paa Salt og andre Nödvendigheds-Varer til Skade for Finmarkens Indbyggere,som i sin Opkomst mindst taale det,og særdeles föle de Tabet af den saa gavnlige Concurrence,som Speculations Handlerne fra Bergen og Holsten tilvejebragte; men uagtet disse Ubehageligheder har den forundte Frihandel,som sagt,dog allerede sin gode Indflydelse paa Finmarken. I Stedet for at man under den octrojerede Handel med Græmmelse maatte være Vidne til den Trevenhed og Lunkenhed, hvormed Almuen nærede sig,saavelsom det slette Huus,de holdte med de Levnetsmidler,de for en stor Deel tiltryglede sig hos den Kongelige Handel,samme til aarligt betydeligt Tab,seer man Almuen nu (da deres Vindskibelighed ene skaffer dem Credit) at nære sig flittig og med Munterhed.

 

Et fornuftigt Huus holde de ogsaa nu med hvad de sammenstræbe. Som forbedrede Huusholdere,gaae de nu hele og velklædte i Almindelighed,i Stedet for de tilforn under den octrojerede Handel vare at see til som Betlere. Til Beviis paa Almuens Flittighed og Vindskibelighed under deres nærværende Forfatning kan jeg anföre: at sidste Vinter,da Fiskeriet gik godt til i Altens Fjord,der inde i Bunden tilfryser,opsloge Indbyggerne Telte paa Isen, hvorunder,saa at sige,Store og Smaae dreve Fiskeriet,og af Mangel paa Söbaade paabygde de deres Elvebaade,og sögte Söen til Fiskeriets Drift. Dette er en Vindskibelighed og et Liv i Næringen,som har været uhört under enhver Monopol-Handel i Finmarken.

 

 

§ 22.

Egentlige Fabriker har Finmarken ikke. Spinden,Knytten,eller Strikning og Vævning,er i nogenledes Gang i Vestfinmarken,hvor Uld og Hörgarn spindes,fine Uldströmper og Vanter til Fornödenhed strikker,samt Vadmel og ranned Hverken,saavelsom Drejel og Lærred,i Alten væves. I Östfinmarken har til denne Tid ikkun været forfærdiget Uld-Dækkener eller Grener,og hos endeel Finner,Vadmel. Ved udsatte smaae Præmier opmuntres de i Östfinmarken til Spinden og Vævning. For Spinden har allerede nogle vundet Præmie,og,for Vævning der,er forrige Aar 1795,efter min Formodning,erholdt Præmie.

 

Nogle af Bönderne,fornemmelig i Altens Sogn i Vestfinmarken og Vadsö i Östfinmarken, lægge selv endeel af sine Fiske- eller Haandsnörer. Et Par Börse-Smede gives i Landet og adskillige af Qvænerne i Alten forstaae og udöve Grovsmed-Haandværket. I Alten haves en god Kobbersmed,der er kommen söndenfjeldsfra,og har medbragt Kunsten. Nogle faa Skoemagere og Snedkere haves. Almues-Folket syer selv sine Gangklæder. Adskillige af Almuen, særdeles Qvænerne,forrette Tömmer-Arbejdet. Mange af Almuen,saavel Normænd som Finner og Qvæner,bygge selv deres Baade. Tjære brænder en Deel af Altens Almue paa gammel Maade i opkastede Jord-Huler.

 

En Tjære-Ovn,efter den ved Finmarkens Amt staaende Model,har jeg ladet opföre i Alten,og deri brændt nogle Tönder ypperlig Tjære. Af Mangel paa fornödne Arbejdere maatte jeg i de senere Aaringer lade Ovnen staae ubrugt. Ligeledes er det tilgaaet med en Muursteens Ovn,som jeg lod opföre,og hvori jeg et par Gange har brændt tilsammen 15 à 16000 Stykker Muursteen,der ere forbrugte i Landet.

 

 

§ 23.

For Udskrivning til Krigstjenesten enten til Lands eller Vands er Finmarkens Almue befriet.Vardöhuus Fæstning,hvis Garnison blev tagen fra det Trondhjemske-District,er i Aaret 1793 nedlagt.

Fæstningen var ikke unyttig for Landet; den var til nogen Skræk for Russerne, som foere deels paa Finmarken og deels paa Spitsbergen for Fiskefangsts Skyld, hvilke Russer,særdeles de,som fare paa Spidsbergen eller Grönland,ere meget ubændige Folk. Garnisonen nedlagte 3 à 4000 Rd. i det endnu fattige Finmarken. Den drog Fisk,og Fisken kom i Handel, og endeel af de udtjente Soldater giftede sig,forbleve i Landet,og hjalp saaledes til at vedligeholde Folkemængden.

 

 

§ 24.

Under Finmarkens 2de Provstier; Vestfinmarkens og Östfinmarkens,hörer 9 Sognekald,nemlig: I) 1, Koutokeino med Annexet Afjuvara. 2, Altens. 3, Loppens med Annexet Hasvig. 4, Hammerfest med Annexet Qvalsund. 5, Maasöe. 6, Porsanger med Annexet Kjelvig NB: Kjelvig var indtil for 3 Aar siden Hovedsognet. II) 7, Kjöllefjord med Annexerne Lebesby og Tanen. 8, Vadsö med Annexet Varanger,og 9de Vardö Sognekald med Annexet Madkurv; af dette sidste Sogne-Kald gaaer Præstetienden til Vadsö Præst. Saaledes er der i Finmarken 9 Hoved-Kirker og 8 Annexer, hvilke, saavelsom sammes Lærere staae under det Kongelige Missions Collegio. Foruden disse Kirker (et par Annex-Kirker undtagne) havde Finmarken for 100 Aar siden,eller sidst i forrige Seculo,følgende Kirker i Vestfinmarken,nemlig:

 

Sörvær,Ingöen, Hjelmsö,Stoppen og Skarsvog,i Östfinmarken; Kiberg,Skjötningsberg, Omgang,Hop og Sverholt,og atter,foruden disse 10 Kirker,som ere ödelagte,er det noksom bekjendt,at der har været andre 3, nemlig: Sandö,Böle og Mefjord paa Söröen i Vestfinmarken. Ved Kiberg boede 50 Rettigheds Mænd,og i samme Fiskevær har nu i mange Aar ikkun boet en eneste Mand,indtil for et par Aar siden,da tvende Mænd er flyttet derhen, saa der for nærværende Tid boe trende Mænd.

 

Kirkerne og Præsterne har hver sin tredie Deel af Tienden. Kirketienden der,naar den er gjort i Penge,nedlægges i Vestfinmarkens Börne-Kasse,hvortil Provsten,Amtmanden og Sorenskriveren have hver sin Nögel,og bruges til at vedligeholde Kirker og Præstegaarde for, og hvad som bliver tilovers,gaaer ind i Missions-Kassen.

 

Finmarkens Omvendelse er aldeles foregaaet,og blev befordret allerförst i dette Seculo,fornemmelig ved Lector v. Westens udmærkede Flid*.

 

*See Hammonds Missions-Historie.

 

I Varanger haves en Missionær,hvilken saavelsom Skoleholderne,der ligesom paa andre Steder i Norge have Omgangs-Skoler,lønnes af Missions-Kassen.

 

Disse tvende Provstier ere under nærmeste Opsigt af Biskoppen i Trondhjem.

 

 

§ 25.

Jurisdictionerne i Finmarken ere kun tvende Slags nemlig den gejstlige og civile. I Landet forholdes efter den Norske Lov,undtagen paa Fællesdistictet, Nejden, Pasvig og Pejsen,hvor Rusland udöver baade den gejstlige og verdslige Jurisdiction. Den gejstlige Jurisdiction i det övrige af Finmarken udöves af den Trondhjemske Biskop og de 2de Provstier i Landet.

 

Den civile Jurisdiction udöves af Amtmanden,Fogden og Sorenskriveren. Amtmanden har Övrigheds Befaling saavel i Kjöbstæderne som paa Landet.

 

Sorenskriveren er tillige Byefoged i Hammerfest Bye. Byetinger holdes saa ofte det fornödiges, og de almindelige Tinge ikkun eengang om Aaret paa den belejligste Tid,almindelig om Sommeren.

 

Tinget for Koutokejno og Afjuvara Fjeld-Almue holdes hvert Aar i Februar Maaned i Alten.

 

I Finmarken haves Lensmænd i et hvert Sogn,een for Normænd og een for Finner og Qvæner.

 

I Henseende til Tretter eller Processer,da er det Amtmandens Pligt,saameget mueligt,at forlige Sagerne.

 

Fogden besörger Skattevæsenet,og plejer efter Amtets Foranstaltning Justitien. I smaae Politie-Sager,som for Tyverie under 5 Rd.,for Modvillighed i at gaae i Tjeneste, og for Qvænernes Ulydighed imod Övrigheden,kjender Fogden ved et Forhör, der indsendes til Amtets Approbation. Domme,naar de ikke gjelde Ære og Liv, kan efter Amtets Approbation fuldbyrdes.

 

Gjelder den Liv og Ære,kanAmtmanden forestille Underrets-Dommen for Kongen igjennem det Kongelige Danske Cancellie.

 

Faldne Umyndiges Arvemidler,der belöbe til höjere end 20 Rd.,nedlægges i en dertil indrettet,og i Talvig Kirkes Vaabenhuus indmuret,brandfri Jern-Kasse,hvortil Amtmand,Provst og Sorenskriver har hver sin Nögel.

 

 

§ 26.

Finmarkens Fogderie har tvende Toldsteder,nemlig: Hammerfest og Vardö; men som Finmarken for al slags Told i 20 Aar er befriet,saa har Toldcontrollörerne ingen anden Oppebörsel end den i Aaret 1773 allernaadigst paabudne Brændevins-Afgift: 4re Skilling af hver Potte Brændevin, som forbruges i Finmarken. Afgiften afleveres til Fogden i Finmarken,som derfor til det Kongelige Rente-Kammer aflægger Regnskab,og nedlægger Beholdningen i en dertil i Talvigs Kirke indmuret Kasse,hvortil Amtmanden og Fogden har hver sin Nögel.

 

 

§ 27.

I Finmarken haves ingen offentlige Veje. Communicationen skeer fornemmelig til Söes; dog kjöres om Vinteren over Fjeldene med Rensdyr og Pulk (en egen Sort Slæde) saavel imellem Öst- og Vestfinmarken,som imellem de Norske og Svenske Lapmarker. I et hvert Sogn saavel ved Sökanten,som til Fjelds,haves en Skydsskaffer,som uopholdelig skaffer Befordring. Hver Skydskarl til Söes faaer fölgelig Forordningen af 20de August 1778, 16 s. Danske pr. Miil,og for Baaden betales efter dens Störrelse fra 6 til 16 s. pr. Miil; for en Reen til Lands i Vestfinmarken 3 s. pr. Miil,og 4 s. i Östfinmarken (hvor Fjeldmilene ere længere) samt for Vapussen eller Vejviseren ligesaa meget pr. Miil.

 

 

§ 28.

Postindretningerne i Finmarken toge först sin Begyndelse 1686,og gik ikkun 3 Gange om Aaret fra Trondhjem til Finmarken og tilbage; nu gaaer den hver 6te Tirsdag fra Trondhjem,og altsaa 9 Gange om Aaret. En Post-Expresse fölger hver Gang med til og fra Alten Gaard i Vestfinmarken, hvor Amtmanden boer. Fra Alten Gaard bringe 2de andre Post-Expresser Posten hver sin Tour til Vardö i Östfinmarken ogsaa 9 Gange om Aaret. Langs Sösiden ere Bönder udnævnte til at skydse Posten til Vands,saasnart Expressen ankommer og Vejret tillader det,imod at de derfor nyde sin Betaling af Post-Kassen. I ethvert Sogn er en anordnet Post-Aabner.

 

 

_______________________________________________________________________

Jan Dagfinn Monssen